
En af Zimmers meget fine illustrationer. Her ses kompas, timeglas, logflynder og logline, gradstok, jakobsstav og tavle. Bemærk lodlinen, der hænger ned på sidens midte. Tegnet 1717.
Så har jeg været på et par dages lynvisit på det norske marinemuseum i Horten. Anledningen var, at jeg skulle holde et foredrag om min afhandling for museets venneforening, og så skulle jeg desuden lige ransage museets arkiv for eventuelle kilder, der kunne bruges. Foredraget gik godt, og jeg nyder altid at få lov til at fortælle om mit arbejde. Men det allerbedste ved turen var nu det meget rige udbytte i arkivalierne. På forhånd vidste jeg, at der var en del arkivalier efter Frederik Zimmer, der var chef for den norske flådebase i Frederiksværn i sidste halvdel af 1700-tallet. Dem havde jeg glædet mig til at se, fordi jeg vidste, der skulle være nogle fine illustrationer i. Som det fremgår af hosstående billede, blev jeg ikke skuffet. Zimmers samling rummer også nogle skibsjournaler, bl.a. hans private kopi af skibsjournalen fra orlogsskibet FYNs togt til Middelhavet i 1755. Morsomt nok er den skrevet af Schiønning, der var med som kadet på samme togt. Journalen er forsynet med en mandskabsliste og en oversigt over, hvor mange af besætningen, der havde været syge, etc. Ironisk nok viser mandskabslisten, at dette orlogsskib ikke havde en eneste norsk enrolleret matros om bord. Og sådan en journal skal man til Norge for at finde!
Som en slags bonus dukkede der også et par ukendte håndskrevne reglementssamlinger op. Den ene, som er fra 1776, har stor lighed med grev Haxthausens reglementssamling på det Kgl. Bibliotek i København (NKS 782, 4to), som jeg har publiceret her. Den er dog nyere og giver en grundigere oversigt over de forskellige institutioner og personelgrupper og Søetatens hele organisation.
Den anden reglementssamling rummer lister over dimensioner af og tekniske detaljer om forskellige dele af orlogsskibene – endda forsynet med tekniske tegninger af skibsdele, som f.eks. ror og spil. Dette kunne tyde på, at ejeren har været medlem af Konstruktionskommissionen eller har været ansat ved Holmens Ekvipage. Af særlig interesse er en række sammenligninger af lønforhold for officerer i den danske, engelske, franske, russiske og svenske marine. Dette kunne tyde på, at ejeren muligvis har været i udenlandsk tjeneste. Det var der en del, der var i 1740′erne og derefter. Denne lommebog, minder tildels om en anden reglementssamling på det Kgl. Bibliotek i København, nemlig NKS 4494, 4to, som jeg også har publliceret på min blog. I denne genfinder man flere af de forskellige lister over dimensioner, etc. Men det unikke ved den nyfundne lommebog er listerne med sammenligninger mellem lønforhold i danske og udenlandske mariner.
Jeg havde også lejlighed til at fotografere det sæt bakker og målebægre fra 1700-tallet, som findes udstillet på museet. Der er en bakke, der har været brugt af det menige mandskab til at spise af, som er forsynet med et indskåret årstal, som daterer den til 1766. Det er vel nok lige i øjet!

Bakken fra 1766 på museet i Horten kan rumme en halvotting mad. Bemærk den noget usentimentale skiltning med dymo-strip…
Jeg kan varmt anbefale et besøg på museet i Horten. Der er masser at se for marinehistorisk interesserede. Selvom det ikke er i den europæiske superliga, hvad angår udstillingsteknik, så har det dog en særdeles righoldig samling, som jeg set fra et dansk synspunkt kun kan misunde dem. Og så er nordmændene jo venlige og gæstfri mennesker. Tak til museumschef Hans Petter Oset for gæstfrihed!
Kjære Jakob Seerup!
Takk for sist, en meget interessant aften i Marinemuseet! Når du som dansk må til Horten – Norge for å finne journaler mv etter Fredrikn Z. så kommer det vel av at Frderik Zimmer ble beordret til Stavern i 1756 og døde her i 1774. All hans etterslekt er fremdeles boende i Norge – (noen få har emigret til USA på 1880-tallet mener jeg) Men ingen av etterslekten vendte tilbake til Danmark. Alt det som er etter FZ har vært i familiens eie, men med rette så er disse etterlatenskaper i tur og orden gitt til Marinemuseet.
Takk for hyggelig bekjentskap!
Beste hilsen
Knud Zimmer, 8. ledd etter Fredrik Zimmer
Simply want to say your article is as astounding. The clarity for your publish is simply nice and that i could assume you’re an expert on this subject. Fine together with your permission allow me to take hold of your RSS feed to keep updated with coming near near post. Thanks one million and please continue the enjoyable work.
Carol Burnett: “Only I can change my life. No one can do it for me.”