
Den gode nyhed er, at jeg har fundet papirerne fra den kommission, der blev nedsat i 1739 og afsluttede sit arbejde i 1756. Den dårlige nyhed er, at der er en ordentlig bunke af dem! Jeg må prøve at arbejde mig igennem denne bunke og se, om der er noget interessant i den, som vedkommer mit projekt. Efter de første overfladiske gennembladringer kan jeg konstatere, at en kommission blev nedsat i 1739, der havde til opgave at komme med et udkast til en revideret udgave af Søkrigarstiklerne, som senest var revideret i år 1700. Arbejdet stod åbenbart stille indtil Intendant de Marine Frederik Danneskiold-Samsøe i 1742 henvendte sig direkte til kongen med en forestilling og bad om at få arbejdet genoptaget. Kongen resolverede, at det var vigtigt, at arbejdet fortsatte, og indskærpede, at der nu skulle arbejdes hurtigt. På forslag fra Danneskiold-Samsøe blev det også resolveret, at de nye artikler skulle udarbejdes på basis af de franske, engelske og russiske tilsvarende artikler.
Det ses, at denne resolution blev taget alvorligt, og den nedsatte gruppe mødtes ganske hyppigt i 1742-45. Der var møder ca. hver 14 dag, og der blev udarbejdet masser af forslag, som Danneskiold-Samsøe flittigt kommenterede og korrigerede. De nævnte udenlandske krigsartikler blev behørigt kommenteret, og også de svenske artikler blev inddraget. Et usædvanligt initiativ var, at der blev udarbejdet og trykt et sæt prøveartikler, der blev givet med om bord til skibscheferne på de ti udkommanderede skibe i den store udrustning i sommeren 1743. Meningen var, at kaptajnerne skulle melde tilbage, om de havde kommentarer eller forslag til rettelser til artiklerne. Det lød meget godt og progressivt. Men i pakken lå der ti små lapper fra de respektive skibschefer, som alle som én erklærede, at de ikke havde noget at tilføje. Jeg havde ellers glædet mig til at se disse tilbagemeldinger, fordi de var en potentielt fantastisk kilde til de faktiske forhold om bord på 1700-tallets orlogsskibe. Så meget for deltagerdemokrati anno 1743!
Imidlertid gik arbejdet helt i stå ved nytår 1745 og blev først genoptaget i maj 1751. Forklaringen herpå må være, at Danneskiold-Samsøe faldt fra magten, da Frederik 5. kom på tronen i 1746. Og eftersom han havde været drivkraften i foretagendet, gik det herefter i stå. Men i 1751 kom Frederik 5. I tanker om projektet og fik fyret op under den gamle kommission, der hurtigt barslede med de færdige krigsartikler, der kunne udgives i 1752. Nu havde kongen fået så meget blod på tanden, at han ønskede, at der også skulle udarbejdes et sæt artikler for landtjenesten ved Søetaten. Og dette sæt artikler udkom i 1756.
Det var en god dags arbejde! Nu må jeg ud og nyde sommersolen.