I Danmark er det gennemsnitlige vandforbrug per person i dag 120 liter om dagen. Vi går meget i bad, vasker meget tøj, laver mad og vasker op – og så drikker vi en smule af det også… Det er værd at holde sig i erindring, når man læser det følgende.
Tønde fra 1916, lavet til udvanding af saltet flæsk. Et af de mange formål, man brugte vand til om bord. Orlogsmuseet.
At have tilstrækkelige ressourcer af drikkevarer om bord på skibene var livsvigtigt. Man regnede som en tommelfingerregel med, at der blev brugt tre potter ferskvand og 2½ potter øl per mand per dag, hvilket svarer til ca. 5,3 liter væske i alt, hvoraf der dog også blev taget vand til madlavning, tøjvask, mv. Vandet stuvedes i læggerser og fade (også kaldet farkens), der anbragtes nederst i lasten. Læggerserne lå nederst og oven på dem lå fadene. Følgende tabel giver en ide om størrelses- og vægtforholdene:
| Korresp. | Indh. potter | Indh. liter | Vægt når fyldt | |
| 1 Læggers | = 2½ fad | 680 potter | 656,95 l. | 1632 pd/816 kg. |
| 1 Fad/Farkens | = 2 tønder | 272 potter | 262,78 l. | 661 pd/330,5 kg. |
| 1 Tønde | = 136 potter | 136 potter | 131,40 l. | 300 pd/150 kg. |
| 1 Potte | = 4 pægle | 0,97 l. |
Normalt medbragte skibene til almindelige togter forsyninger til tre måneders forbrug, hvilket svarede nogenlunde til, at der som tommelfingerregel skulle medbringes et fad vand per mand. Dette ses bl.a. af skibsskriverens inventarreglement, hvor det anførtes at der skulle medbringes følgende antal læggerser og fade til skibene:
| 90 kan. | 70 kan. | 60 kan. | 50 kan. | |
| Læggers | 90 | 80 | 70 | 60 |
| Fade | 80 | 60 | 50 | 40 |
| I alt omregnet til tønder | 610 tdr. | 520 tdr. | 450 tdr. | 380 tdr. |
| I alt omregnet til tons | 91,5 ts. | 78 ts. | 67,5 ts. | 57 ts. |
Den følgende billedserie er tegnet af den danske søofficer Løwenørn, der var i fransk tjeneste i 1730′erne. De forestiller vandtøndernes og ballastens stuvning i det franske 64-kanonersskib L’Eole i 1738.
Øverste lag af små vandtønder, fransk 64-kanonersskib L’Eole 1737, Løwenørn, Marinens Bibliotek.
Nederste lag af store vandtønder, fransk 64-kanonersskib L’Eole 1738, Løwenørn, Marinens Bibliotek.
Nederste lag under vandtønderne, ballaststen og gamle kanonløb stabiliserer skibet. Løwenørn 1738, Marinens Bibliotek.
Vandet hentedes fortrinsvis ved brønde i København. Ifølge Peter Schiønning var det bedste vand det fra brønden på Gammelholm ved Frossenborg Vagt. Han bemærkede i øvrigt, at vand fra norske kilder rådnede langt hurtigere end det københavnske brøndvand, selvom det som udgangspunkt smagte bedre. De store læggerser bragtes tomme om bord på skibet og blev efterset og stuvet ned i lasten, hvorefter de blev fyldt ved hjælp af særlige vandpramme, der med pumpe og en slange blev “styrtet”, som det kaldtes, over på læggerserne. I denne proces var det vigtigt så vidt muligt at undgå, at der kom urenheder ned i vandet.
Frossenborgs vagt på Gammelholm ved udløbet af Nyhavn. Brønden ses ikke, men i forgrunden triller en matros med en vandtønde. Orlogsmuseet.
Imidlertid var det i 1700-tallet ikke muligt at konservere vand på en sådan måde, at det holdt sig uden at blive råddent og inficeret med bakterier. I slutningen af marts 1760 oplevede den rejsende Friderich von Haven, hvordan vandet rådnede i tønderne om bord på orlogsskibet GRØNLAND med 60 kanoner. Han mente, at vandtønderne blev behandlet uforsvarligt, og at de blev fyldt af ukyndige matroser, mens de kadetter eller officerer, der skulle holde dem under opsyn gik på kaffehus! Von Haven påstod, at tønder blev fyldt uden at skelne, om det var kød- eller vandtønder, tønderne var ifølge ham ganske enkelt ikke mærket efter deres formål. Det skal siges, at von Haven på dette tidspunkt allerede havde besluttet sig for at gøre rejsen til Middelhavet over land. Hans generelt negative indtryk af livet til søs var mærket af, at han led stærkt af søsyge. Det afholdt ham dog ikke fra at foretage ret nøjagtige optegnelser om vandet:
Da ieg taler om Vandet, saa maae ieg erindre at man havde 300 Vandfade om bord, ethvert holder næsten to tønder. Man havde 300 tønder Øll; og desforuden neden i Lasten 68 Lersinger [læggerser], (…) Disse sidste blive gierne liggende tilsidst, og Vandet derudi raadner to, tre eller fire gange, ligesom reysen er lang til; man bruger dem ikke uden i Nødsfald. Vandet skal smage meget got efter en tredobbelt eller firedobbelt forraadnelse; men derhos have en bruun thebou couleur.
Også Peter Schiønning noterede den samme tanke om, at vandet kunne rådne og blive godt igen op til tre gange. Han tilføjede desuden, at erfaring viste, at det ikke hjalp at koge vandet, da det íkke gjorde noget ved den dårlige smag. Da smag og lugt var de eneste indikatorer, man havde, før man fik viden om bakterier, forekom denne fatale fejlslutning logisk.
Øl var nemmere at holde frisk. Den konserverende humle smagte ganske vist skarpt, men blev til gengæld betragtet som sund og god for maven. Der kunne naturligvis opstå situationer, hvor man på grund af knaphed måtte rationere folkenes drikkevarer. Det var dog en så stor belastning af mandskabets forhold, at det efter Peter Schiønnings opfattelse ikke burde ske uden et foregående skibsråd. Schiønning begrundede bl.a. dette med, at indskrænkningerne skulle ses i forhold til, at “Øll og Vand (…) i almindelighed pleyer at staae aabent for en hver at tage saa meget af som de vil”. Dog stod der en skildvagt på underste batteri, der skulle holde orden, når folkene kom for at drikke af det der opstillede fad, og særlig holde øje med, at der ikke kom snavs ned i vandet. På et 50-kanoners skib som DITMARSKEN medbragtes der 50 “U-Beslagne Øll-støber”, altså store krus af træ. Folkene havde altså ikke hver deres krus, men måtte deles om dem.
Som et supplement til vand og øl, var der en daglig ration brændevin. Ifølge søspisetaksten var der 1 ¾ pægl brændevin per mand om ugen. Det svarer til 6 cl. per mand om dagen. I dag regnes en genstand for 4 cl., så det var med andre ord en stor snaps, der blev skyllet ned. Af Skibsskriverens inventarreglement ses det, at der på 50-kanoners skibe medbragtes otte brændevinsfade. Disse fade opbevaredes bag lås og slå i en særlig “brændevinskælder”. Brændevinet var formentlig det mindst sundhedsskadelige, folkene indtog i dagens løb.