Praktisk Sømandskab – guldåren
Som jeg nævnte for nogen tid siden, er jeg ret begejstret for Peter Schiønnings manuskript til en håndbog i praktisk sømandskab. Jeg har ikke læst samtlige sider endnu, men det står allerede nu klart, at det er den absolutte hovedkilde til viden om Søetaten i 1700-tallet. Den første halvdel af den tid, jeg arbejdede med min afhandling, følte jeg mig som en detektiv, der møjsommeligt gravede de få oplysninger af kulturhistorisk værdi frem fra spredte kilder. Nu er jeg ved at drukne i kulturhistoriske detaljer, og vil slet ikke kunne få alt “det sjove” med i den endelige afhandling. Jeg vil nedenfor nogle eksempler. Af hensyn til forståeligheden har jeg valgt at modernisere sproget i citaterne en smule, så alle kan være med.
Jeg har før nævnt de oplysninger om ferskvandets kvalitet om bord, som er anført i manuskriptet. Men jeg har fundet lidt mere. Bl.a. nævnes det, at der særskilt til officerernes brug på skandsen var opstillet to til fire “bojaner” – stenstøjskrukker, hvor man gjorde sig ekstra umage for at rense vandet. Dette vand var beregnet på officerernes madlavning og tevand. Når de blev fyldt, hældtes vandet igennem et dobbelt lag hårdug (flagstof) for at filtrere urenheder fra. Men der var stadig sedimenter tilbage i vandet. Derfor var der i bunden af krukken et lag småsten under en blyplade med huller i. Snavs og partikler bundfældede sig nede mellem stenene og blev ikke så let hvirvlet op, når man øste af vandet. Jeg synes, det er særligt interessant, at Schiønning nævner, at man for at rense vandet, hvis det er råddent, kan komme “rene gløder” i, da det får en bedre smag. Er dette en form for aktivt kul?
I et afsnit om regn og sygdom får vi en række oplysninger om officerernes og besætningens beklædning. Løse kapper af uld er “fortræffelige” i regnvejr, fordi de hænger løst om kroppen og derfor ikke bringer fugtigheden helt ind til huden så hurtigt, og oven i købet kan vrides, hvis det er slemt. Hatte foret med voksdug indvendig og på pulden nævnes som gode. Særlige regnslag af silketøj gennemtrukket med olie eller fernis fremhæves som gode til at holde regn ude, men de blæser let op (som en faldskærm) og ødelægges. Disse var nok forbeholdt officerer. De menige klarede sig med sejldugs-kavajer (jakker), der gerne måtte være lidt fedtede og tjærede. Folkene tjærede ofte deres tøj af samme grund. Nogle af folkene har “grønlandske kjoler” af sælhundeskind med sig, som også var gode til at holde regnen ude. Til gengæld brugte man ikke tøj af voksdug, hvilket Schiønning mente var ærgerligt, da det formentlig ville være effektivt.
Jeg har allerede skrevet alt for meget, og der er så meget mere, der er rigtig interessant. Eksempelvis, at vagten om bord som regel var inddelt i treholdsskift, selvom der i Søkrigsartiklerne står, at den skulle inddeles i to – Kongens og Dronningens Kvarter. Det tredje kvarter kaldtes “Prinsens Kvarter”. Der står selvfølgelig alt om, hvor hvem skulle stå under hvilke manøvrer. Hvor mange, der fik landlov ad gangen, etc. etc. etc. Det er et veritabelt skatkammer af totalt detaljeret viden. Og det er troværdigt. Der nævnes igen og igen “vi plejer” og “i Søkrigsartiklerne står der … men til daglig gør vi …”. I den kommende tid vil jeg prøve at lægge flere forskellige smagsprøver ud, så alle kan se, at det her er noget ud over det sædvanlige.
September 13th, 2009på 9:05 am
[...] har omtalt denne særegne stentøjskrukke før. Den er nemlig omtalt i Schiønnings manuskript til en håndbog i sømandskab. Der var opstillet to-fire sådanne på orlogsskibenes skanse. De rummede officerernes vand, som [...]