Jakob Seerups forskerblog

Holmens Kirke set fra Christianshavn, Rach og Eegberg ca. 1750. Nationalmuseet.

Jeg har en gang før været inde på dette emne, men det tåler godt gentagelse og uddybelse. Jeg har nu skrevet lidt mere udførligt om baggrunden for, at officerer stod faddere for matrosbørn. I det følgende følger min kladde til det afsnit, der behandler matrosbørnene og deres faddere. Jeg modtager meget gerne kritik eller forslag.

Søetatens faste mandskab havde Holmens Kirke som deres sognekirke. Det betød ikke blot, at de gik i kirke her, men også at de knyttede en række sociale bånd i denne kirke. Bånd, der forbandt dem med hinanden internt via giftermål og andre fælles ceremonier. Men også bånd, der forbandt dem med Søetaten som institution. Barnedåb, konfirmation, giftermål og begravelser var begivenheder, som fandt sted i en ramme, der var kraftigt præget af den institutionelle tilknytning, kirken havde til Søetaten. Om ikke andet så understregedes dette faktum af, at kirken geografisk befandt sig nærmere arbejdspladsen på Gammelholm, end på folkenes boliger i Nyboder, som lå i en anden del af hovedstaden.

I modsætning til det faste mandskab var officererne ikke nødvendigvis medlemmer af Bremerholms Kirkes menighed. Hvis de boede i andre dele af hovedstaden end Nyboder, tilhørte de den sognekirke i hvis sogn de boede. Det betød bl.a. at søofficerernes børn ofte blev døbt i andre af hovedstadens kirker. Til gengæld kan det fastslås, at officererne alligevel ofte kom til gudstjeneste i Holmens Kirke. Det kan der have været flere grunde til. Dels kan det have været af sociale årsager, altså at de ønskede at gå til gudstjeneste sammen med deres kollegaer og underordnede. Det kan også have været af “gammel vane”, idet de alle som søkadetter under deres uddannelse havde været tvunget til at gå i Holmens Kirke. Men den praktiske baggrund for disse kirkebesøg, og baggrunden for, at vi kan vide, at de ofte kom i kirken, er at de hyppigt stod fadder for de menige matrosers børn. Dette kan verificeres dels ved opslag i Holmens kirkebøger, dels ved talrige dagbogsnotater i Peter Schiønnings journal. I det følgende vil oplysningerne fra Schiønnings journal danne udgangspunkt for en kvalitativ undersøgelse af fadder-praksis i Søetaten i 1700-tallet.

Peter Schiønning kom i sit liv til at stå fadder for flere end 30 matrosbørn, hans kone til tre matrosbørn. Han stod også fadder for to børn af hans søskende og tre børn af venner (en kollega, en læge og en kreditor, som måske skal tælles som “ven af huset”). Hans egne tre børns faddere kom hovedsageligt fra familien, men også enkelte af hans overordnede stod fadder.

De perioder, hvor Schiønning stod fadder hang sammen med hans tjeneste. Der var selvfølgelig ikke barnedåb under udkommandoer. Det var især i de perioder, hvor han var tjenestegørende med overordnet ledelsesansvar på Søetatens områder, at han stod fadder flest gange. Det var i henholdsvis 1757 og 1759, hvor han fire gange hvert år stod fadder. I de år var han interimsekvipagemester ved henholdsvis Dokken og på Nyholm. Her havde han mange folk under sin kommando, hvilket kan forklare, at han blev bedt om at stå fadder ganske ofte. Hvad angår den samlede mængde af børn, Schiønning stod fadder til, gjaldt det for mindst halvdelen, nemlig 15 børn, at faderen gjorde tjeneste i 4. Division, som Schiønning i det meste af sin landtjeneste var knyttet til. Der var altså om ikke nære personlige bånd, så dog formelle organisatoriske bånd mellem Schiønning og flertallet af fædrene til de børn, han stod fadder til.

I nedenstående skema er samlet de oplysninger om børn af ansatte i Søetaten, som Peter Schiønning stod fadder for i løbet af sin karriere. Oplysningerne er fundet ud for de angivne datoer i Schiønnings journal og verificeret ved opslag i kirkebogen for Bremerholms Kirkes Sogn.

 

 

Det er karakteristisk, at Schiønning sjældent erindrede faderens navn, og endda ofte heller ikke barnets. Dette antyder, at selve det at stå fadder ikke indebar en personlig forpligtelse. I stærk kontrast hertil står oplysningerne om de øvrige faddere, hvor såvel navn som rang og ofte familieoplysninger er angivet samvittighedsfuldt. De øvrige fadderes navne er ikke konsekvent angivet. Et “etc.” viser, at der også var flere, hvilket bekræftes ved opslag i kirkebogen. En analyse af faddernes baggrund viser, at det primært var, hvis fadderne var søofficerer eller deres hustruer og lignende, at Schiønning skrev dem op i sin journal.

Hvilken interesse havde matroserne i at få officerer til at stå fadder for deres børn? Muligvis var der en økonomisk interesse. I Peter Schiønnings udgiftsbog finder man i hvert fald udgifter til kirken. Det er små beløb, og om de blev givet ved den generelle kollekt, eller om de blev givet ved dåben er desværre uspecificeret. Under alle omstændigheder var beløbene små – tre til fem mark. Indtægtsforskellene mellem officerer og menige har bevirket, at det, som har virket som en almisse for en officer, har været et ganske rimeligt beløb for en menig. Uanset om der blev givet pengegaver eller ej, tjente skikken med at officerer stod fadder for meniges børn til at understrege og bekræfte de gensidige sociale relationer inden for Søetaten.

Der er dog noget, der tyder på, at de gensidige sociale relationer rakte ud over selve ansættelsen. Hvorfor skulle ellers en admiral vælge at stå fadder til et barn af en aftakket matros, som nu ernærede sig som hårskærer, som det ses af ovenstående skema skete i 1774?

This entry was posted on Monday, January 26th, 2009 at 1:26 pm and is filed under 1700-tallet, Diagrammer og grafer, Kilder, Mandskab, Officerer, Uden kategori. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can skip to the end and leave a response. Pinging is currently not allowed.