Nyt om kajakroerkorpset

Somme tider bliver man distraheret i sit arbejde, og det blev jeg af kajakroerkorpset. Jeg syntes simpelt hen, at ideen var så umiddelbart underholdende, at jeg blev nødt til at undersøge den nærmere. Jeg har derfor lånt Glahns bog om kajakroerkorpset (se forrige opslag) og fundet ud af, hvad det drejede sig om.

Henrich Chrisopher Glahn var tidligere missionær på Grønland. I perioden 1763-68 opholdt han sig i den fjerne koloni, hvor han ud over at forkynde Kristi lære også lærte at ro kajak.

Da han i 1801 sad  i en præstegård på Falster blev han grebet af den ide, at hvis han havde haft et hold kajakroere udstyret med brandbomber, så havde englænderne fået sig en forskrækkelse natten før Slaget på Reden. De små fartøjer egnede sig nemlig fremragende til overraskelsesangreb, og havde et stort offensivt potentiale.

Jeg er nu i gang med at skrive en lille artikel om Glahns ide, da jeg synes, den fortjener opmærksomhed. Til at begynde med trak jeg på smilebåndet, men efter at have nærlæst ideen, er jeg nødt til at indrømme, at Glahn faktisk var forud for sin tid. I dag anvender specialstyrker overalt i verden kajakker til hemmelig indsætning af styrker.

Jeg regner med at artiklen enten kommer i Siden Saxo, Marinehistorisk Tidsskrift eller et lignende tidsskrift. Kajakroning er i dag en populær sportsgren, og der skal nok være mange interesserede læsere. Som et kuriosum kan bemærkes, at ikke blot Søværnets Frømandskorps, men sågar også Hjemmeværnskompagni Kongeåen i dag har kajakroerpatruljer!

2 Responses to “Nyt om kajakroerkorpset”

  1. Til dette kan føres en idé fra 1760′erne eller 1770′erne på benyttelse af raketdreven kanonfartøjer. Dte blev foreslået af en tysk opfinder til den danske konge, men aldrig realiseret. Jeg har desværre mistet reference til dette, men mener, at det muligvis er at finde i Hansen, Holger 1916, Kabinetsstyrelsen i Danmark 1768-1772. Aktstykker og oplysninger. København. Dette ville også have overrasket briterne voldsomt 2. april 1801.

    Glahns idé minder meget om samtidige franske ideer om brug af frømænd i angreb på den britiske flåde. Dette blev belyst i 2005 )så vidt hvad jeg husker) på det franske marinemuseum i Paris.

    M.v.h.

    Lars Bangert Struwe

  2. SSR says:

    Underholdende at tænke på en kajak som platform for specialstyrker så tidligt som år 1800!

Leave a Reply