Der findes ikke billeder fra 1700-tallet, der viser mandskabet. Derfor dette billede fra dækket af NIELS JUEL i foråret 1864. Orlogsmuseet.
Der er ikke mange kilder til det menige mandskabs fornøjelser og daglige gøremål ud over de pligter, der fulgte med tjenesten. Man er derfor henvist til spredte dagbogs- og erindringskilder, hvis man ønsker at finde eksempler på disse aktiviteter. I det følgende kan du læse nogle eksempler, jeg har kunnet finde, på hvad man foretog sig om bord på de store sejlskibe, når man skulle fornøje sig.
Et eksempel er islændingen Arni Magnussons erindring om livet om bord på orlogsskibet DRONNING LOUISE i 1762, hvor bekendtgørelsen af den russiske zars død og dermed afslutningen af krigsfaren, medførte stor glæde blandt mandskabet. “Den Dag var der Lystighed ombord i Skibene med mange Slags Lege”, erindrede Magnusson mange år senere.
I Peter Schiønnings dagbog fra Vestindienstogtet i 1780-81 findes en længere beskrivelse af en “linjedåb”, der er kulturhistorisk særdeles interessant. Selve denne beskrivelse skal ikke gengives her i sin helhed, men enkelte uddrag vil give indtryk af det festlige leben, der gik for sig, når et skib passerede ækvator. Fænomenet var internationalt og forekom altså også i andre landes flåder. Mange elementer genkendes fra senere beretninger om linjedåb, Kong Neptun, der her blot omtaltes som ” En gammel Mand med et stort skæg, indforet med pelse og 200 Aar gammel” henvendte sig personligt til kaptajnen med spørgsmål om ærinde og hvem, der før havde passeret linjen. En gruppe af udklædte fra besætningen optrådte sammen med den gamle mand. Det var i alt syv mand, som var udklædt som henholdsvis den gamle mand, fire negre med sabler, en nar og en bjørn. Det særligt interessante er de økonomiske omstændigheder og sociale overvejelser, Schiønning som skibschef beskrev. Skibsskriveren hjalp den gamle mand med at råbe hele besætningen op og gøre rede for, om de før havde passeret linjen. Hver enkelt af besætningen måtte betale “Hønsepenge”. Imens pengene blev indbetalt og listen kontrolleret, løb bjørnen omkring og “kastede Folk over Ende, løb ned af Trapperne under Skandsen … Narren giorde sig lystig og diverteret Folkene, 2de af Negrene stod Vagt hos den Gamle”. Det var altså en pengeindsamling, der blev gennemført i god ro og orden med skibsskriveren som pennefører, men alligevel med masser af løjer omkring. Ifølge Schiønning var taksterne for hver som følger:
Kaptajnen 15 rd.
Officerer og kadetter 2 rd.
Betjenter/underofficerer 1 rd. 2 mk.
Helbefaren matros 1 rd.
Halvbefaren matros 4 mk.
Søvant 3 á 2 mk.
Schiønning skrev, at soldatesken var fritaget for at betale hønsepenge, men ellers “hønsede” besætningen i alt 111 rigsdaler og 76 skilling. Det var ikke så lidt, og pointen var, at det skulle mandskabet have til “at holde sig lystig for” under opholdet i Vestindien. For at understrege den gode vilje, gav Schiønning folkene en tønde stærk øl, og tillod dem at fortsætte festlighederne til midt på natten. Schiønning skrev, at der var “adskillige af Folkene, som dantzede saa vel Menuetter som Engelskdanse meget vel og efter Takter, endog Soloer”. Selvom besætningen kun bestod af mænd, kunne de altså sagtens finde ud af at danse og more sig. Midt i festlighederne gjorde Schiønning sig nogle overvejelser om de psykiske og sociale aspekter af denne type aktiviteter, som er af stor interesse for enhver der ønsker at sætte sig ind i relationerne mellem officerer og menige i 1700-tallet:
Ieg tillod stedse Folkene alle saadanne Fornøyelser, samt at de maatte spille paa Phiol, Dantze og lege saa meget, som de ville, naar der var Leylighed dertil, da Friehed, Fornøyelse og at være ved godt humeur stedse contribuerer meget til sundheden.
Desværre er der ikke bevaret et regnskab for, hvordan mandskabet fordelte de indsamlede hønsepenge under ophold ved Vestindien, og om pengene fortrinsvis blev brugt ved landlov eller om bord. Hvad vi derimod kan dokumentere er, at det ikke var en enkelt undtagelse, da Schiønning lod folkene more sig ved linjedåben. Allerede før havde folkene fået lov til at fejre Sankt Hans med at “ride til Kilden” mellem stor- og fokkemasten, hvilket også foregik med udklædning og morskab. Også ved den lejlighed trakterede Schiønning med en tønde stærk øl til folkene. I øvrigt var der ligesom ved linjedåben en nar, som Schiønning bemærkede var en af soldaterne “og giorde sine Sager vel”. Altså et tegn på, at medlemmer af soldatesken godt kunne socialisere med søfolkene. Sankt Hans-gildet indebar også dans til ud på de lyse timer.
Formentlig var det den før omtalte Peder Olsen fra Agershus Verbing som spillede på phiolen.
Dans og musik var altså en del af livet om bord. Det har muligvis ikke hørt til hverdagen, men i hvert fald været med til at forsøde en i øvrigt hård tilværelse ved særlige lejligheder. Schiønnings tanker om at fornøjelser bidrog til besætningens gode humør, afspejles også andetsteds i hans righoldige manuskripter. I hans “Strøtanker” fra 1772 finder man følgende overvejelse.
Man bør ej heller til Skibs nægte den gemeene Mand en liden Sviir imellem, naar det ikke gaaer for vidt eller er usømmeligt, animere dem til at foretage sig alle Slags Skibslege, saasom Ro Gallej, spille dask i Næve, Narre Hoved, leege Abekat, etc. Det er saadant der skal lade dem glemme deres suure Arbejde.
De nævnte lege var altså en del af livet om bord på i hvert fald de skibe, hvor Schiønning førte kommando. “Dask i næve” var en leg, der gik ud på, at man skulle gætte, hvem der daskede en i den flade hånd, når man vendte ansigtet bort. “narrehoved” var en særlig sømandsleg, der bestod i, at brikker blev kastet ind i en firkant tegnet med kridt på dækket. Firkanten var inddelt i rubrikker forsynet med tallene 1-9. Over firkanten var tegnet et narrehoved, der ikke måtte rammes af de kastende. Det har ikke været muligt at finde en beskrivelse af den leg, der kaldes “ro galej”, og heller ikke “lege abekat”, men sidstnævnte er formentlig det samme fænomen, som kendes fra den britiske orlogsflåde under navnet “skylarking”. Denne leg foregik som et halsbrækkende kapløb op og ned i skibets rig.
Også ved mere officielle lejligheder spillede musik og underholdning en væsentlig rolle. I august måned 1779 var Peter Schiønning til bal på eskadrens flagskib ELEPHANTEN på 70 kanoner. De 70 gæster af begge køn var om bord fra kl. halv syv om aftenen til halv fire om morgenen. Gæstene var fortrinsvis officerer med fruer. Selvom det var et stort skib, har der alligevel været trangt med plads til de mange gæster. Derfor måtte man udnytte den plads, man havde til rådighed på skansen og under dæk i kahytten og officerernes kamre, hvor der blev spillet kort og serveret mad.
Man dantzede i 2 qvadrillier paa Skandsen under Sol Teltet, der var net udziiret med en Mængde Flag i festons, etc. Man spillede i Cahytten og Kamrene, ligeledes spiste i Cahytten, saa mange, der kunne faa Rum, men dissuden og ved mange mindre Borde paa Skandsen, etc. Efter maaltidet var der atter Dantz, lidt Fyhrværkeri etc. Til sidst blev keer aus dantzet, som varede mod 1 Time.
Sang og musik kunne også udfoldes under mindre officielle former, som for eksempel, da den øverste kahyt på linjeskibet WILHELMINE CAROLINE på 60 kanoner genlød af operasang. Det var søløjtnanten Jens Akeleye, der kendte nogle af hovedstadens operasangere personligt og havde inviteret dem til at spise med i kahytten. “Ved Bordet var de muntre og sang herlig”, noterede Schiønning i sin dagbog.