N.A.M. Rodger

Professor Nicholas Rodger er en stadig kilde til inspiration. Især hans værk fra 1986 “The Wooden World – an anatomy of the Georgian Navy”, er uovertruffen. I øjeblikket arbejder jeg forsøgsvis med et generelt afsnit, som jeg opbygger nogenlunde på samme måde, som han har gjort i sin bog. Det fungerer rigtig godt. Jeg tager danske eksempler, hvor han har engelske. Når han nævner indsejlingen til Portsmouth, skriver jeg om forholdene i Sundet, og så fremdeles. Størrelsesforholdene er forskellige, men mange detaljer er ens. Man skal naturligvis være forsigtig med således at lade sig inspirere, men omvendt er det også sundt, fordi det også forstærker indtrykket af, hvor det britiske og danske materiale for alvor adskiller sig fra hinanden.

Mit mål er til næste år at være nået så langt i mine studier, at jeg vil kunne rejse til Exeter, hvor Rodger er professor ved det derværende universitet, og personligt stille ham så mange supplerende spørgsmål som overhovedet muligt. Interesserede kan læse mere om ham og hans arbejde på universitetets hjemmeside her: http://www.huss.ex.ac.uk/history/staff/rodger/index.php.

Leave a Reply