Illustrationsside fra Koefoeds ordbog. En god ordbog har også billeder af de ting, der beskrives.
En relativt overset, men ikke desto mindre central kilde til oplysninger af kulturhistorisk karakter, er de forskellige marineordbøger. Der findes en række sådanne, hvoraf især C.L.L. Harboes “Dansk Marine-Ordebog” fra 1839 giver en række detaljerede oplysninger, som det ikke har været muligt at finde andetsteds. Harboes aktive tjeneste i Søetaten var i perioden 1802-41, hvor han blev kommandant i Nyboder. Forud for Harboes værk lå et enormt arbejde med at samle de mange ord og betydninger. Dette arbejde foregik i årene før dampteknologiens gennembrud i dansk søfart. Derfor må den moderne læser antage, at den begrebsverden, der afspejles i ordbogen, snarere griber tilbage til det 18. århundrede end foregriber det 20. Det er heldigt, at det forholder sig således, eftersom de øvrige marineordbøger, der findes fra perioden, primært beskriver tekniske fænomener og ikke giver et så generelt billede, som Harboe.
Harboe var ikke den første, der havde forsøgt sig i genren marineordbøger. Også kollegaen Georg Albrecht Koefoed havde i 1780′erne forfattet et stort manuskript, som dog ikke blev udgivet i hans egen levetid. Det blev først genfundet langt senere og publiceret af Handels- og Søfartsmuseet i 1993. I forhold til Harboes ordbog, var Koefoeds dog mere rettet mod det tekniske, og indeholder derfor ikke så mange kultur- og socialhistoriske oplysninger som Harboes bog.
Det er f.eks. i Harboes marineordbog, man under opslaget “Agtertrappe” kan læse, at det kun var chefen, officerer, kadetter og civile betjente, der normalt var berettiget til at opholde sig på skansen. Harboe (1789-1857) var dansk søofficer, og uddannet i begyndelsen af 1800-tallet. Et andet eksempel på den type oplysninger, jeg har fundet i marineordbøgerne, er beskrivelsen af hvad en “bakke” var for noget. Mandskabet var om bord inddelt i “bakker”. I Søkrigsartiklerne fra 1752 opereres med bakker som enhed, men intet sted anføres, hvor mange der var i en bakke. Der anføres blot, at der i hver bakke skulle der være mindst en opløber eller dreng. Betegnelsen viste tilbage til den “bakke” – en stor træskål, som maden ombord serveredes i. Folkene i en bakke spiste sammen og formentlig oprindeligt af en og samme bakke. Jeg undrede mig længe over, hvor man kunne læse, at der var otte mand i en bakke? Svaret fandt jeg i marineordbøgerne. Både i G.A. Koefoeds Søe-Ordbog og Harboes noget senere Dansk Marine-Ordbog angives, at der var otte mand i en bakke. Koefoed siger dog syv-otte.
Det er typisk, at noget viden selv af forskere har været antaget som så selvfølgelig, at ingen gad at henvise til marineordbøgerne.
“Dørken” var noget andet i gamle dage.
I G.A. Koefoed´s ord-bog er “Dørken” et rum agter i et orlog skib under arkeliet, hvor artillerie godset liger bevaret på brixer.
I dag står der i alle ordbøger og encyklopædier at det er gulvet i et skib, den gang hed gulvet i et skib et dæk, og det gør det jo også i dag men det kune værre sjovt at vide hvornår omskiftet i sproget er sket og hvorfor.