Lokumsrulle fra Nyboder

Besigtigelsesrulle over lokummerne i 3. Divisions huse – det må være det samme som en lokumsrulle…

Af og til støder man i Søetatens Arkiv på nogle ret kuriøse arkivalier. En af de mest snurrige, jeg har set indtil videre, er et par lister over Nyboders lokummer. Myndighederne havde tilsyneladende ikke noget overblik over, hvordan den sanitære situation så ud i Nyboder. Så i 1764 besluttede Admiralitetet, at der skulle laves en oversigt over “priveterne” og hvordan beboerne skaffede sig af med deres “skarn” – altså afføring og urin.

Den interessante men ofte ret vindtørre Peter Schiønning omtaler undersøgelsen af Nyboders lokummer i sin dagbog. I omtalen, der er fra juli 1764, skriver han i dagbogen med et sjældent glimt af humor: “I denne Maaned blev og sat en Commission af en Capitain og fire Lieutenanter angaaende Nyboders Huuses Priveter. En artig Commission, som ieg tvivler om nogen af dem vil lade indføre i deres Levnets-Beskrivelse.” Og det kan i hvert fald konstateres, at kommissionen ikke er omtalt i Topsøe-Jensen og Marquards biografiske værk om danske søofficerer…

Rullen er i virkeligheden to ruller, der omfatter i alt 292 huse fra henholdsvis 1. og 3. Division, fordelt med 147 huse i 1. Division og 145 huse i 3. Division, der er besigtiget d. 25. august 1764 og underskrevet af løjtnant P. Flensborg. Besigtigelsen blev dog ikke forestået af officerer, men af sergenterne N. Krogh og P. Cobel. Rullerne har ikke oplysninger om navne, men det er oplyst, hvilke huse i hvilke gader, der tilhørte hhv. 1. og 3. Division. Her må jeg tilføje, at rullerne dermed også er en fremragende kilde til organisationen af Holmens faste divisionsmandskab.

I det følgende vil jeg forsøge at vise, hvad jeg har kunnet finde ud af ud fra “lokumsrullernes” oplysninger, som jeg har tastet ind i en Access-database. For det første fremgår det, at ikke alle huse havde et lokum. 49 huse eller 17 procent manglede ganske enkelt et – “Ingen Privet befindes i dette Nummer og hielper sig som de kand”, står der ved Hiortelengen nr. 11. Af de huse, der havde privet, havde 40 procent to og 43 procent kun et.

Tallene dækker over to forskellige slags lokum. Det var henholdsvis jordgravede kuler med en overbygning af brædder, dels tønder eller opbyggede kasser af brædder med en overbygning. Man må forestille sig, at de nedgravede kuler skulle tømmes sjældnere og dermed var mere praktiske og også dyrere at bygge. Disse var i enkelte tilfælde bygget af mursten. Kun 14 procent af priveterne var “i Jorden”, som det formuleres i besigtigelsesrullen. Hele 74 procent af priveterne var “over Jorden”. Nogle havde både et jordgravet og et over jorden.

Det vel nok mest interessante i denne sammenhæng, er spørgsmålet om, hvad beboerne gjorde med deres skarn. Nedenfor er det sammenfattet i et cirkeldiagram. Langt den største del (51 procent) bortskaffede deres skarn enten med “Natvognen” eller “Gadevognen” – muligvis to forskellige udtryk for den samme vogn. Enkelte fik det båret væk af “en kone”. Hele 41 procent smed det “paa gaden”, altså direkte ud i rendestenen. Otte procent gravede skarnet ned enten i haven eller “i en Krog i Gaarden”. Jeg vil tro, der er dejlig frugtbar jord i de haver mellem de gule Nyboderlænger – også i dag. Uanset om skarnet blev “bortført”, smidt i rendestenen eller gravet ned, så er jeg helt sikker på, at der ikke duftede af lavendler sådan en varm augustdag, som den i 1764, da sergenterne fra Holmens divisioner gik fra hus til hus og spurgte om lokummernes beskaffenhed – heller ikke i Lavendelgaden, hvor de ellers var gode til at få skarnet kørt bort.

Til sidst melder sig det brændende spørgsmål: Hvordan så den sanitære situation ud i Bjørnegade 5??? Netop det emne fik Gudrun Eriksen ikke beskrevet så grundigt i sin børnebog fra 1966. Men jeg har svaret – i hvert fald for situationen i 1764. De havde “2de priveter af bredder og lader det kiøre bort.” Tænkte jeg det ikke nok. Sådan noget grissefy med at slå det ud i rendestenen, det praktiserede man ikke på den adresse.

Kilde:

RA, Generalkommissariatet (Søetaten), 1697-1808 Original- og konceptdokumenter vedkommende Nyboder. Besigtigelsie Rolle Over Locommerne udi 3die Divisions Huuse.

Ungerne i Bjørnegade 5 er genoptrykt i 2007 og kan købes som ny.

3 Responses to “Lokumsrulle fra Nyboder”

  1. Luise Gibler says:

    Nyttig viden når man søger bolig i dette kvarter! Det kunne være interessant med en opdateret liste, da jeg har erfaret at flere af forsvarets lejeboliger deler toilet med naboen :-)
    Med venlig hilsen Luise Gibler

  2. Melissa says:

    Hi, I am desperately trying to locate how my Great Grandfather arrived in to Australia and when. My father (his grandson) is very ill and his wish is to locate this information. I have no idea how he departed Denmark for Australia. His name was Helgo Waldemar Eugen Krogh who lived in Nyboder. He was born in 1853. The Danish Police Gazettes have no record of him leaving the country and I can’t find any information from England. Do you have any idea how I can locate information? Thank you for reading. Best regards, Melissa – email address – melissadavenport@hotmail.com
    Ps. Sorry I cannot read Danish. I did a google Krogh search.

  3. Inger Wiene says:

    Hej Jakob.
    Vi har i museets skraldeprojekt med stor interesse læst denne lille gode artikel. To af os, Vivi og jeg, har lidt yderligere spørgsmål om emnet. Kunne vi lige mødes, eller vil du helst have, at vi bruger denne side til spørgsmål?
    Mvh Inger.

Leave a Reply