Langt løst hår – rund i ansigtet – en maadelig Karl

Kgl. approberet uniformstegning forestillende en matros i 2. Division på Holmen. Bemærk det lange hår.

Hvordan så de egentlig ud, alle “mine” matroser, håndværkere, underofficerer og officerer? Tja, det er ikke let at sige. Der findes kun ordentlige, nogenlunde vellignende portrætter af enkelte officerer. Alle med lavere rang, er stort set ansigtsløse. Men ved at bruge forskellige kilder, er det muligt alligevel at sammenstykke et signalement.

Når folkene på Holmen “absenterede” sig og udeblev i flere dage, indgav divisionschefen en rapport til Holmens chef, som sørgede for at efterlyse dem. En række sådanne efterlysninger er bevaret i de indkomne sager til Holmens Ekvipagemester. Efterlysningerne blev bekendtgjort ved offentligt trommeslag rundt om i byen, hvor den udeblevne opfordredes til at melde sig til tjeneste på Holmen. Hvis ikke han meldte sig, ville han blive betragtet og straffet som desertør, hvis han blev antruffet. Efterlysningerne giver detaljerede oplysninger om divisionsmandskabets daglige påklædning, som blev beskrevet sammen med den undvegnes generelle fysiognomi. Det er klart, at sådanne personbeskrivelser i en tid uden fotografiske hjælpemidler måtte blive ganske upræcise. Men det kan være, at de kendetegn, der nævnes i beskrivelserne i samtiden har virket mere letforståelige, end de gør for den nutidige læser. De fundne efterlysninger er så vidt det kan skønnes ikke bevaret fra hele den undersøgte periode. Her skal nævnes nogle fra 1737:

Matrosen Hans Nielsen Lund, der var nr. 74 i 3. Divisions 4. Kompagni, forsvandt 20. maj, og da han ved det offentlige trommeslag blev efterlyst, blev han beskrevet således: “Af Statur, maadelig høy, med eet lysse brunt haar, Cabus paa Hovedet, noget hvidladen i Ansigtet, gick udi sin Brune Klædes Mundur, sampt blaa Strømper og Mæssing Spender i Skoene.”

Kollegaen Petter Piil, der “undveg” 25. oktober samme år blev beskrevet som: “…en Maadelig Karl, Rund i Ansigtet med et brunagtig krøllet Haar. Gik udi en Brun Klædes Munderings Trøye med blaa Opslag…”

Anders Skousen blev beskrevet som “en maadelig høy Karl og smal noget trindladen i Ansigted med et slet brun Haar, en Hat paa sit Hoved. Gik udi sin brune Klædes Mundur og Lysse Brune Strømper”

Det ses af disse og andre lignende efterlysninger, at folkene på Holmen gik i klædesmundering, hvilket vil sige, at uniformen var af uld. Den var brun, og nogle havde opslag i deres divisions farve, men dette var åbenbart ikke altid tilfældet, idet det ikke altid nævnes. De gik med sko med messingspænder, og deres strømper kunne være af forskellig nuance, hvilket viser, at uniformsreglementet ikke blev taget så alvorligt. Nogle havde hat, andre kabuds på hovedet. Uniformsfarven var brun, det var først i 1750′erne, at farven blev blå for hele Søetaten.

Der var især en detalje, hvorved matroserne signalerede, at de havde deres helt egen kultur. De gik med langt, løst udslået hår. Det har særlig gjort dem let genkendelige i hovedstaden, hvor langt hår ikke var almindeligt, og generelt blev associeret med bønder og søfolk. Peter Schiønning nævner i sine strøtanker “De store vægter Cabusser, og det udslagne bonde haar, vores faste Matroser stedse gaar med”, som han mente, så tosset og kluntet ud. Schiønning anfører i samme strøtanke, at hvis man foreslog matroserne at samle håret med et bånd i nakken blev det opfattet som urimeligt og latterligt. Dette fandt han så meget desto mere ærgerligt, som han mente, denne hårmode var til gene for matroserne i deres arbejde, når de klatrede til vejrs i al slags vejr, hvor der var fare for at det:

u–beleiligt Tungt og Vaadt med force skal slaae ham i Andsigtet, i Munden og for Øynene, at h[an]d ved op og ned Entring k[an]d staae fare for, ved det h[an]d ofte der for ikke k[an]d see, eller ved at vilde tage det tilbage lettelig k[an]d falde, uden at tale om at h[an]d idelig resiquerer at faae det ind i blokke, og med Pine at miste det…

Der kan næppe herske tvivl om, at Schiønnings betragtninger afspejler både praktiske overvejelser og en afgrundsdyb kulturkløft mellem ham og de menige søfolk.

One Response to “Langt løst hår – rund i ansigtet – en maadelig Karl”

  1. Frants says:

    Det var da nogle herlige beskrivelser!
    hilsen fra en gammel sømand
    Frants

Leave a Reply