Jeg har før her på bloggen omtalt Koefoeds Marineordbog som en fremragende kilde til den materielle kultur om bord på danske orlogsskibe i 1700-tallet. Jeg har nu fået min gode kollega på Handels- og Søfartsmuseet Thorbjørn Thaarup til at scanne de fine illustrationer i ordbogen for mig. De er gengivet bagi den kildeudgave, som museet udgav i 1993 med forord af Anders Monrad Møller. Jeg har før kigget overfladisk på disse tegninger, men efter at have fået scanningerne, har jeg haft god lejlighed til at lave gode forstørrelser og studere en masse detaljer. Billedmaterialet vil blive flittigt brugt som illustrationer i min afhandling, når den engang er færdig. Jeg kan lide at bruge billeder, og som museumsmand fryder det mig, at jeg kan vise genstandene på billeder, selvom de ofte ikke er bevaret i virkeligheden. Jeg vil lige give et enkelt eksempel på en af de overraskelser, der mødte mig, da jeg begyndte at studere illustrationerne nøjere. Se godt på nedenstående planche:

Planchen er nr. 2 af de i alt 24 håndtegnede plancher i Koefoeds manuskript. Her er gengivet en masse nummererede genstande af maritim art. Der er forskellige nagler, et bradspil, en masse taljeblokke, etc. Men se nu nede i venstre hjørne. Hvad er det? I får lige en fritskrabet og forstørret gengivelse:

Mine damer og herrer; tillad mig at præsentere:
EN BOJAN
Jeg har omtalt denne særegne stentøjskrukke før. Den er nemlig omtalt i Schiønnings manuskript til en håndbog i sømandskab. Der var opstillet to-fire sådanne på orlogsskibenes skanse. De rummede officerernes vand, som var ekstra godt filtreret. Dette vand var beregnet på officerernes madlavning og tevand. Når bojanerne blev fyldt, hældtes vandet igennem et dobbelt lag hårdug (flagstof) for at filtrere urenheder fra. Men der var stadig sedimenter tilbage i vandet. Derfor var der i bunden af krukken et lag småsten under en blyplade med huller i. Snavs og partikler bundfældede sig nede mellem stenene og blev ikke så let hvirvlet op, når man øste af vandet. Koefoed skriver i sin orbog følgende beskrivelse:
Boujan, en stor Steen Krukke der holder een til toe Tønder Vand, man kan i saadan een meget længe bevare Vand fra Forraadnelse,
Jarre à l’eau,
A water jar
Det er en genstandstype som i dag stort set er totalt glemt. Men Koefoed og Schiønning har hjulpet mig med at grave den frem af glemslen igen. Tak til Thorbjørn og Handels- og Søfartsmuseet for de fine scanninger!
#grabbed[N – keeani lei vs lt yshjtvte581.blogspot.com/2011/10/keeani-lei-vs-lt.html