I gang igen

Nu har jeg været tilbage på arbejdet siden 3. december. Og det har vist sig, at tre måneders pause fra et ph.d.-projekt ikke går sporløst hen over en. For det første skal man jo lige ind i rutinen igen med de øvrige opgaver på kontoret (eksempelvis gennemgå de 244 mails i min indbakke), og høre lidt om, hvad status er på de forskellige projekter på museet. Og så er der jo en del julefrokost og generel juletravlhed og -frihed i sådan en december måned.

Midt i alt det skal man så også lige se at komme igang med forskningen påny. Og det har taget mig noget tid at finde tilbage til udgangspunktet. For det første har jeg skullet finde ud af, hvor langt jeg egentlig var kommet med projektet. Og det var helt mærkeligt, at sætte sig og læse det, jeg havde skrevet tre måneder forinden. Der var meget, jeg havde glemt, og endnu mere, der liiige skulle genopfriskes… Men nu er jeg altså igang igen. Og efter nu at have oplevet fremgang med at læse og skrive uden afbrydelser i en lille uges tid, føler jeg mig klar til atter at møde min vejleder, som jeg ikke har kontaktet, fordi jeg ikke syntes, jeg havde noget videre at berette om projektet før nu.

Leave a Reply