Danske orlogsskibe i havblik ca. 1750 en chalup i forgrunden. Kister kunne begraves til søs netop fra chaluppen, hvis man frygtede, at de ville blive flydende nær skibet. Malet af Clement Mogensen Rønneby, Orlogsmuseet.
Begravelser
Begravelsen markeredes ved at kampagneflaget – det store flag på agterspejlet – blev sat på halv. Der blev ikke skudt salut for menige i forbindelse med bisættelsen med mindre de var døde i kamp. Til gengæld skulle præsten ifølge Søkrigsartiklerne holde en “en meget kort Tale” – men kun hvis det blev forlangt. I talen skulle han “tiltale de Levende at betænke deres Död, og at Havet eengang skal igjengive sine Döde at möde for Dommen”.
I skibspræsten Tops dagbog fra 1757 findes en fin omtale af en begravelse til søs. Det var præsten om bord på orlogsskibet NETPUNUS, der var død, mens skibet lå for anker ud for Marseille i det katolske Frankrig, hvor det var forbundet med store vanskeligheder og udgifter at begrave en protestant i land. I stedet for at sætte ham overbord direkte fra skibssiden valgte man at bringe kisten længere bort fra skibet i en chalup.
F.m. efter Prædiken tog jeg om Bord paa Neptunus for at gelejde den afdöde Præstes Liig, som blev sadt udi Chefs Chaluppen, hvorudi Capitain Lieutenant Kaas og jeg bad for Liiget, derefter fulgte 2de andre Chalupper med Officerer og Cadetter, og i den Orden: Een efter een anden roede de ud fra Skibene paa Dybet; da vi syntes at være langt nok ude, holdt alle Chalup Roerne paa Aarerne, derpaa stod jeg op og kastede Jord paa Kisten, som derefter blev styrtet i Söen; og paa det den kunde strax synke, var alle vegne boret Huller paa den, og inden i den var lagt én anseelig Vægt af Knippelkugler; dog formedelst Bræddernes Tykkelse Kiisten var gjort af ikke (kunne) synke; men efter at vi i samme Orden var roed tilbage til Neptunus maatte Chaluppen roe hen med en större Vægt af samme Kugler, og giöre den fast ved Kiisten, hvorpaa den strax sank til Bunds.
I Hiorthøys dagbog fra 1770 findes en helt tilsvarende omtale af en begravelse af en præst til søs, hvor kisten heller ikke ville synke:
8. [juni] døde Hr. Hoff, Præst paa Hospitals-Skibet. 10. [juni] Udført [dvs. kastet overbord], men da der var for lidet Steen i hans Kiste, saa vi ham Dagen derefter at flyde forbi vores Skib, og dette er som oftest de Søfarendes Skiæbne.
Og som om det ikke skulle være nok med de to ovenstående eksempler, findes der en interessant beskrivelse fra 1818, hvor kanoneren Abraham Fischer var vidne til matrosen Carl Peters begravelse til søs i Middelhavet. Også her var der problemer med at få liget til at gå til bunds:
Kl. 7 blev Liget af Carl Peter efter foregaaende Høÿtidelighed over bordsat, men havde det uheld, at vi maatte fire Jollen i Vandet, og roe hen og tage Kisten op igien i Jollen og lægge et Baglast Jern i Kisten da den eÿ ville synke.
Kanoneren havde også tidligere på togtet til Middelhavet været vidne til en stemningsfuld begravelse til søs. Det var da skibets ober chirurg Bayer døde om bord, da skibet lå for anker i Elbas havn. Det var for besværligt at få ham begravet i land på grund af karantæneforanstaltninger mv. I stedet stod skibet til søs og begravede doktoren i selve indløbet til Elbas havn:
Og i Mundingen af Indløbet overborde sat over Dorteren Da det var umuligt at faae ham i Lang begravet Han blev Brunget til sit hvilestæd med Følgende Sermonier, efter derførst var lagt 2 stk 6 pd Jern imellem hans Been og boret adskillige Huller i Laaget, derefter blev liget op baaret af 6 Chaluproer klædte i Hvide Skiorter og Buxer blanke Hatte og Røde Tørklæder om Halsen, samdt Røde Baand om Armene og Ledsaget af en Lieutnant, Liget blev hensat om Styrbord Side ved Falderebet hvor det blev bedækket med et Rødt Flag, derefter blev en Salme afsiunget og læst en Bøn over Det hvilket alt foregik med største Høytidelighed hvorpaa blev Kastet Jord paa Kisten af Proviands Forvalteren som forskiønnede Høytideligheden meget; Herpaa blev Kisten med Liget sadt op paa et Bret, med en Ende Toug ved, hvor paa dig skiød Brættet ud, og plump der laae Han, derefter blev igien afsiunget en Psalme, dermed Endes denne Siremonie.
Disse ovenstående beskrivelser er de mest nøjagtige, jeg har kunnet finde, af tidlige begravelser til søs fra danske orlogsskibe. Men det skal indskærpes, at det også af og til lod sig gøre at få den afdøde bragt i land. Dette findes der en meget stemningsfuld beskrivelse af fra 1752, hvor kommandørkaptajn Holst døde af diarrhé ved Isle of Wight undervejs til Middelhavet, hvor han var chef for fregatten CHRISTIANSBORG. Søkadetten Peter Schiønning beskrev begravelsen:
Om Eftermiddagen Kl. 7 blev Commandeur Capitain Holstis lig ført fra Borde i Land for at begraves paa Ejland Wight, toppede og bragte Raaerne i Pik og Gewæhr, hejste Flag og Giøs paa halv Stang paa Skibet, saa vel som Flaget paa de Fahrtøyer, der tog i Land med ham, og sørgefarverne, Liiget laa i en Kiste som med sort Baj var overtrukken. Premier-Lieutenant Günthelberg lagde Kaarde paa Kisten, blev ved Taklen nedsat i Barkassen, hvor omkring Liiget Cadetterne Schønnebøl, Frantzen, C. Neuspitzer, Lachmand, Budde, Hoben, Soelberg og Schiønning sad for at bære ham til Iorden, saasom han havde været Cheff for Cadetterne. Bagefter kom chefschaluppen roendes hvori Skibets Officerer sad for at følge ham til Iorden, da Liiget tog fra Borde blev begyndt med at skydes 11 minut Skud fra Fregatten – saasom man formedelst Ebben ikke kunne lægge lige til Broen, blev Liiget af Chalup-Roerne, der var i fuld Statz, baarne paa deres Skuldre til Broen, og maatte de vade i Land med ham, paa Broen tog Cadetterne imod ham, og bar ham til Over Rides Byes Kirkegaard, hvor han blev begravet tæt ved Kirken.
Døden var altid de store skibes følgesvend. På enkelte togter kunne man være heldige, at kun få døde undervejs, men ingen dødsfald overhovedet var stort set utænkeligt. Besætningen måtte bestandig tage stilling til det hårde faktum, at døden var en del af livet, og deres kammerater kunne rives bort. Vi ved ikke så meget om, hvordan det prægede hverdagen. Et par linjer, som Peter Schiønning skrev ned i en oversigt over sømandsudtryk, giver et hurtigt indtryk af, hvordan man omtalte de døde. Den ene: “Han er kommen ned i Sækken” var en eufemisme for døden, der hentydede til, at de døde ofte syedes ind i deres køjesæk. Den anden: “Han er i den dybe Kielder”, vidner om en grum humor.
Det mest morbide er Algier-kommissionen, hvor man redegør for, at en af skibspræsterne omkom, og et af de bagvedsejlende skbe så hans kiste passer forbi.
Ja, men det er lige præcis den samme hændelse, som Hiorthøy beskriver i sin dagbog. Hans dagbog, der er udgivet i tidsskriftet Museum i 1893 (mener jeg nok) er en overset men god kilde til Algier-togtet.