Flådens søfolk var inddelt i tre kategorier: Helbefarne, halvbefarne og søvante. På trods af, at denne kategorisering har været helt central for løn og status blandt søfolkene, er der alligevel nogen usikkerhed om, hvad kvalifikationerne helt nøjagtig var for de forskellige “befarenheder”. Kravene ændrede sig med tiden.
I Barfods “Niels Juels Flåde” s. 133 er der gengivet definitioner fra 1705 på, hvad hel- og halvbefarne og søvante skulle kunne. Her nævnes intet om, hvor længe man skulle have sejlet, men der nævnes en række kundskaber, hvor f.eks. en hel- og halvbefaren skulle kunne kompasset, mens en søvant ikke forventedes at kende til det. Kendskab til rigning og erfaring i at styre i forskelligt vejr, var andre parametre.
Af Gardes værk fremgår det, at de tre kategorier i 1741 var lønnet med hhv. 5 rd. 3½ rd. og 2½ rd. månedligt. Dette lønniveau synes at have holdt århundredet ud. I forordningen om Søenrolleringen af 1770 bestemtes det, at man skulle have faret hhv. 6, 4 og 2 år for at tilhøre den ene eller den anden kategori, men der kunne dispenseres fra denne regel. Hans Jeppesens speciale fra 1972 har lidt om dette.
Senere tider har defineret befarenheden efter, hvor mange rejser en sømand havde gjort eksempelvis øst for en linje mellem Rügen og Kalmar. Det er min opfattelse, at denne udvikling afspejler en generel ændring i søfolkenes vilkår. I 1600-tallet var der megen dynamik, og en sømand havde forholdsvis stor mulighed for at avancere i kraft af erfaring og kundskaber. I løbet af 1700-tallet blev disse muligheder indskrænket og erstattet af et stivere system. Men det er jo en tolkning.
Jeg kom til at tænke på denne post, da jeg igår så en grav på en kirkegård i Viborg, hvor afdøde ifølge indhugningen var "Fuldbefaren sømand og automobilsælger"!