Som jeg nævnte for nogen tid siden, er jeg ret begejstret for Peter Schiønnings manuskript til en håndbog i praktisk sømandskab. Jeg har ikke læst samtlige sider endnu, men det står allerede nu klart, at det er den absolutte hovedkilde til viden om Søetaten i 1700-tallet. Den første halvdel af den tid, jeg arbejdede med min afhandling, følte jeg mig som en detektiv, der møjsommeligt gravede de få oplysninger af kulturhistorisk værdi frem fra spredte kilder. Nu er jeg ved at drukne i kulturhistoriske detaljer, og vil slet ikke kunne få alt “det sjove” med i den endelige afhandling. Jeg vil nedenfor nogle eksempler. Af hensyn til forståeligheden har jeg valgt at modernisere sproget i citaterne en smule, så alle kan være med.

Jeg har før nævnt de oplysninger om ferskvandets kvalitet om bord, som er anført i manuskriptet. Men jeg har fundet lidt mere. Bl.a. nævnes det, at der særskilt til officerernes brug på skandsen var opstillet to til fire “bojaner” – stenstøjskrukker, hvor man gjorde sig ekstra umage for at rense vandet. Dette vand var beregnet på officerernes madlavning og tevand. Når de blev fyldt, hældtes vandet igennem et dobbelt lag hårdug (flagstof) for at filtrere urenheder fra. Men der var stadig sedimenter tilbage i vandet. Derfor var der i bunden af krukken et lag småsten under en blyplade med huller i. Snavs og partikler bundfældede sig nede mellem stenene og blev ikke så let hvirvlet op, når man øste af vandet. Jeg synes, det er særligt interessant, at Schiønning nævner, at man for at rense vandet, hvis det er råddent, kan komme “rene gløder” i, da det får en bedre smag. Er dette en form for aktivt kul?

I et afsnit om regn og sygdom får vi en række oplysninger om officerernes og besætningens beklædning. Løse kapper af uld er “fortræffelige” i regnvejr, fordi de hænger løst om kroppen og derfor ikke bringer fugtigheden helt ind til huden så hurtigt, og oven i købet kan vrides, hvis det er slemt. Hatte foret med voksdug indvendig og på pulden nævnes som gode. Særlige regnslag af silketøj gennemtrukket med olie eller fernis fremhæves som gode til at holde regn ude, men de blæser let op (som en faldskærm) og ødelægges. Disse var nok forbeholdt officerer. De menige klarede sig med sejldugs-kavajer (jakker), der gerne måtte være lidt fedtede og tjærede. Folkene tjærede ofte deres tøj af samme grund. Nogle af folkene har “grønlandske kjoler” af sælhundeskind med sig, som også var gode til at holde regnen ude. Til gengæld brugte man ikke tøj af voksdug, hvilket Schiønning mente var ærgerligt, da det formentlig ville være effektivt.

Jeg har allerede skrevet alt for meget, og der er så meget mere, der er rigtig interessant. Eksempelvis, at vagten om bord som regel var inddelt i treholdsskift, selvom der i Søkrigsartiklerne står, at den skulle inddeles i to – Kongens og Dronningens Kvarter. Det tredje kvarter kaldtes “Prinsens Kvarter”. Der står selvfølgelig alt om, hvor hvem skulle stå under hvilke manøvrer. Hvor mange, der fik landlov ad gangen, etc. etc. etc. Det er et veritabelt skatkammer af totalt detaljeret viden. Og det er troværdigt. Der nævnes igen og igen “vi plejer” og “i Søkrigsartiklerne står der … men til daglig gør vi …”. I den kommende tid vil jeg prøve at lægge flere forskellige smagsprøver ud, så alle kan se, at det her er noget ud over det sædvanlige.

Figur 1. Orlogsmuseets model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752.

Modellen af DRONNING JULIANE MARIE fra 1752 er stærkt detaljeret og er udstillet delvist adskilt, så man kan kigge ind i skroget og se inddelingen af de forskellige dæk. Den er blandt verdens fornemste modeller af sin art.

Figur 2. DRONNING JULIANE MARIE, agterskib, detalje.

DRONNING JULIANE MARIES agterspejl med den balkon, der kaldtes vægtergangen. Adgang til vægtergangen gik via den fornemme øverste kahyt. Fra et vindue i sidegalleriet – ikke synligt her – var det muligt for kaptajnen at følge med i skibets sejlføring uden at forlade kahytten. Den underste kahyt har ikke balkon, men til gengæld stort lysindfald fra de mange vinduer. Her var skibets lyseste rum, hvor officererne havde deres messe. På næste tegning kigger vi indenfor i agterskibet.

Figur 3. Tegning af 60-kanoners skib. Marinens Bibliotek.

Her ses det indre af et dansk 60-kanonersskib på en tegning fra ca. 1760 af skibsbygger Kiønig, som findes på Marinens Bibliotek. Øverst ses kaptajnens kahyt med balkon og fornemme vægpaneler med ornamenter. Derunder ses den underste kahyt. Nedenunder den underste kahyt var arkeliet – se herom under figur 7 og 8. Under arkeliet var der forskellige forrådskamre.

Figur 4. Tegning af 60-kanoners skib. Marinens Bibliotek.

Lidt tættere på samme tegning. Her er det vigtigt at lægge mærke til, at der var faste skotter med døre i ind til de kamre, der fandtes på hver side ned mod mesanmasten. Kamrene får lys gennem vinduer ud mod den lysrige underste kahyt. I 1770′erne afskaffede fabrikmester Henrik Gerner de faste skotter og erstattede dem med sejldugsvægge, som var hurtigere at tage ned, når der skulle ryddes til klartskib. Kamrene omtaltes ikke som “kahytter”, det ord dækkede kun de fornemme rum.

Figur 5. Apteringstegning af DRONNING JULIANE MARIA, 1752, Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling a1184a.

DRONNING JULIANE MARIEs øverste kahyt og kamre til venstre, og underste kahyt og kamre til højre. De mange kamre skulle rumme i alt 14 officerer, kadetter, præsten og skibets læge. På denne tegning ses der 14 kamre, hertil kommer to på underste batteridæk og kamre til seks personer yderligere på banjerdækket. Dette afspejler formentlig, at et så stort skib skulle kunne fungere som flagskib med plads til ekstra stab. Men til daglig betød det formentlig blot, at der også blev kammerplads til kahytskriveren, overstyrmanden og måske overarkelimesteren.

Figur 6. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255.

En smuk tegning i Søetatens Kort- og Tegningssamling, der modsvarer Kiønigs på Marinens Bibliotek. Her har tegneren valgt ikke at tegne væggene til agterskibets kahytter, så her får vi et kig indenfor. Se de nedenstående billeder.

Figur 7. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255. Detalje af agterskibet.

Neden under den underste kahyt er “arkeliet”, hvilket egentlig var det rum, hvor der opbevaredes håndskydevåben og blankvåben, etc. Men her fandtes også en messe, hvor officerer og betjenter kunne spise. På lidt mindre orlogsskibe, hvor der kun var en kahyt og ikke en øverste og underste kahyt, var kahytten strengt forbeholdt skibets chef, og officererne havde da deres messe i arkeliet. Den kraftige rorpind bevægede sig fra side til side lige over hovederne på de spisende officerer i arkeliet.

Figur 8. Model af orlogsskibet DRONNING JULIANE MARIE. Detalje af agterskibet.

Arkeliet i modellen af DRONNING JULIANE MARIE. Den agterste del af det i øvrigt ubrudte nederste batteridæk, hvor de største kanoner var placeret. Bemærk hylderne til våben og andet af korporalens materiel. Ringene i dørken indikerer, at der skulle være plads til fire kanoner ud over officerernes spisebord, så pladsen var ikke så rigelig, som modellen måske skulle antyde.

Figur 9. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255. Detalje af agterskibet. Øverste og underste kahyt og kamre – bagbords side.

Figur 10. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255. Detalje af agterskibet. Øverste kahyt og til højre herfor formentlig chefens garderobe og kontor.

Figur 11. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255. Detalje af agterskibet. Formentlig kaptajnens sovekammer med indbyggede skabe.

Figur 12. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, skandsen.

Skandsen på DRONNING JULIANE MARIE, 1752. I midten vagtbænken ved trappen ned til øverste batteridæk.Når skibet lå for anker, stod der en soldat i fuld mundering som skildvagt ved døren ind til kaptajnens kahyt. Trapper i styrbord og bagbord side går op til den del af agterdækket, som kaldtes “Hytten”. De to vinduer i styrbord og bagbord side var lyskilde til hhv. kaptajnens sovekammer og næstkommanderendes kahyt.

Figur 13. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, kulen.

Den midterste del af øverste batteridæk var “kulen”, denne fordybning foran mesanmasten var omgivet på hver side af “kobryggen”, der gav adgang til forskibet. Her foregik meget af arbejdet med at gå om gangspillet i midten og hale i forskellige tovender i forbindelse med ændringer og justering af sejlføringen. Lidt til venstre for midten øverst i billedet ses nedgangen til falderebet, hvorfra besøgende ville komme om bord. Under halvtaget på hver side af mesanmasten (som ikke er vist i modellen) var der adgang videre til den lukkede del af øverste kanondæk, hvorfra man kunne gå videre til den underste kahyt. Umiddelbart under falderebstrappen ses et kammer med vindue og dør. Tilsvarende kamre fandtes i den lukkede del af batteridækket.

Figur 14. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, underste batteridæk, detalje.

Et desværre lidt uskarpt foto viser officerskamre på underste batteridæk foran skottet ind mod arkeliet. Modellen er uhyre detaljeret og viser både seng, klapbord og sågar knagerække.

Figur 15. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, banjerdækket, detalje.

Detalje af banjerdækket (under nederste batteridæk). Her i forskibet ses en sektion – i billedets midte – hvor der er tre kamre med klapborde. Kammeret længst til venstre er vist med klapbordet slået op.

Figur 16. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, banjerdækket, detalje.

De samme kamre som ovenfor, blot set fra den anden side. Her ses, at der er to faste køjer i hver, den ene over den anden. Måske søkadetternes kamre?

Forklaringen indledes således: “Naar man forestiller sig at være en liden Kabel Længde fra en Orlogs Mand i Natura, med Øyet 60 Fod over Vandet, da vil omtrent Perspectiven blive rigtig paa disse Tegninger. Man maa antage dette Exemplar som om ethvert Blad var Nummeret, det første var No. 1. O.s.f. og kan der da siges at:”

Herefter følger forklaringer til tegningerne i deres nummerorden i en liste. I denne digitaliserede version er disse i stedet indsat som billedtekst under hvert billede. Efter billedteksterne følger denne tekst:

“Og da disse Stykker i Særdeleshed er nyttige til at giøre et Nat Signal=Bret af, eller og tegne et Nat Signal=Bret efter, saa er dette Aarsagen, hvorfore der undertiden følger nogle efter hverandre i en Stilling, og bestaaer da Forskiællen alene ved Seylene. Ligesaa er det af samme Aarsage, at de fleste er at see til Louward, thi om man saae dem ind i Læ, vilde Seylene giøre Signalerne ukiendelige.”

I Marinens Biblioteks eksemplar er indført med håndskrift: “Udgiven af Søe Lieut. Galterup.” Herunder: “tilhørende Wleugel” og “maa være udkommet i Aarene mellem 1764-77.” Hans Diderich Galtrup, 1741-1797, var søofficer og i hans biografi nævnes, at han forgæves forsøgte at sælge et “søstykke” til Kronprinsen, som dog ikke slog til. Maleriet ophængtes vistnok i stedet på Admiralitetet. Jeg har ikke kunnet opspore ham i Weilbachs Kunstnerleksikon. Hvis nogen kender noget til ham, er de meget velkomne til at skrive herom i kommentarfeltet.

Billederne er et enkelt middel til at forstå de formuleringer og vendinger, der findes i f.eks. Schiønnings dagbog eller i de mange skibsjournaler. God fornøjelse!

Figur 1. Henter Tøy=Ankeret hiem.

Figur 2. Gaaer Seyl og falder Styrbord over.

Figur 3. Gaaer Seyl og falder Bagbord over.

Figur 4. Kapper og falder Styrbord over

Figur 5. Kapper og falder Bagbord over.

Figur 6. Seyler ved Vinden med Merseylene paa Rand.

Figur 7. Seyler ved Vinden over Bagbord med st.b. Halse.

Figur 8. I samme Stilling og begynder at vende ved Vinden.

Figur 9. Efter at have seylet for Vinden, stikker bi over Bagbord med Styrbords Halse.

Figur 10. Efter at have seylet for Vinden, stikker bi over Styrbord med Bagbords Halse.

Figur 11. Har seylet sin Storstang over Bord, og seyler ved Vinden over Styrbord.

Figur 12. Har seylet sine Stænger og Klyverbom over Bord, og er seylendes ved Vinden over Bagbord.

Figur 13. Seyler ved Vinden over Bagbord.

Figur 14. I samme Stilling og begynder at vende ved Vinden.

Figur 15. Vender for Vinden om.

Figur 16. Vender for Vinden om.

Figur 17. Seyler for Vinden.

Figur 18. Ligger opbrast over Bagbord med store Merseyl paa Stang.

Figur 19. Ligger opbrast over Styrbord med store Merseyl paa Stang.

Figur 20. I samme Stilling mens har brast af.

Figur 21. I samme Stilling og forcerer Seyl.

Figur 22. I samme Stilling og mindre Seyl.

Figur 23. Seyler ved Vinden over Styrbord, og seer fremmede Seylere.

Figur 24. Gaaer til Ankers.

Figur 25. Fortøyer.

Figur 26. Har strøget Stænger og Raaer.

Figur 27. Sætter Stænger og Raaer omhoug.

Figur 28. Har vendt ved Vinden Bagbord over.

Figur 29. Seyler plat for Vinden.

Figur 30. Seyler ved Vinden over Styrbord.

Tønde fra 1916, lavet til udvanding af saltet flæsk. Et af de mange formål, man brugte vand til om bord. Orlogsmuseet.

At have tilstrækkelige ressourcer af drikkevarer om bord på skibene var livsvigtigt. Man regnede som en tommelfingerregel med, at der blev brugt tre potter ferskvand og 2½ potter øl per mand per dag, hvilket svarer til ca. 5,3 liter væske i alt, hvoraf der dog også blev taget vand til madlavning, tøjvask, mv. Vandet stuvedes i læggerser og fade (også kaldet farkens), der anbragtes nederst i lasten. Læggerserne lå nederst og oven på dem lå fadene. Følgende tabel giver en ide om størrelses- og vægtforholdene:

Normalt medbragte skibene til almindelige togter forsyninger til tre måneders forbrug, hvilket svarede nogenlunde til, at der som tommelfingerregel skulle medbringes et fad vand per mand. Dette ses bl.a. af skibsskriverens inventarreglement, hvor det anførtes at der skulle medbringes følgende antal læggerser og fade til skibene:

Den følgende billedserie er tegnet af den danske søofficer Løwenørn, der var i fransk tjeneste i 1730′erne. De forestiller vandtøndernes og ballastens stuvning i det franske 64-kanonersskib L’Eole i 1738.

Øverste lag af små vandtønder, fransk 64-kanonersskib L’Eole 1737, Løwenørn, Marinens Bibliotek.

Nederste lag af store vandtønder, fransk 64-kanonersskib L’Eole 1738, Løwenørn, Marinens Bibliotek.

Nederste lag under vandtønderne, ballaststen og gamle kanonløb stabiliserer skibet. Løwenørn 1738, Marinens Bibliotek.

Vandet hentedes fortrinsvis ved brønde i København. Ifølge Peter Schiønning var det bedste vand det fra brønden på Gammelholm ved Frossenborg Vagt. Han bemærkede i øvrigt, at vand fra norske kilder rådnede langt hurtigere end det københavnske brøndvand, selvom det som udgangspunkt smagte bedre. De store læggerser bragtes tomme om bord på skibet og blev efterset og stuvet ned i lasten, hvorefter de blev fyldt ved hjælp af særlige vandpramme, der med pumpe og en slange blev “styrtet”, som det kaldtes, over på læggerserne. I denne proces var det vigtigt så vidt muligt at undgå, at der kom urenheder ned i vandet.

Frossenborgs vagt på Gammelholm ved udløbet af Nyhavn. Brønden ses ikke, men i forgrunden triller en matros med en vandtønde. Orlogsmuseet.

Imidlertid var det i 1700-tallet ikke muligt at konservere vand på en sådan måde, at det holdt sig uden at blive råddent og inficeret med bakterier. I slutningen af marts 1760 oplevede den rejsende Friderich von Haven, hvordan vandet rådnede i tønderne om bord på orlogsskibet GRØNLAND med 60 kanoner. Han mente, at vandtønderne blev behandlet uforsvarligt, og at de blev fyldt af ukyndige matroser, mens de kadetter eller officerer, der skulle holde dem under opsyn gik på kaffehus! Von Haven påstod, at tønder blev fyldt uden at skelne, om det var kød- eller vandtønder, tønderne var ifølge ham ganske enkelt ikke mærket efter deres formål. Det skal siges, at von Haven på dette tidspunkt allerede havde besluttet sig for at gøre rejsen til Middelhavet over land. Hans generelt negative indtryk af livet til søs var mærket af, at han led stærkt af søsyge. Det afholdt ham dog ikke fra at foretage ret nøjagtige optegnelser om vandet:

Da ieg taler om Vandet, saa maae ieg erindre at man havde 300 Vandfade om bord, ethvert holder næsten to tønder. Man havde 300 tønder Øll; og desforuden neden i Lasten 68 Lersinger [læggerser], (…) Disse sidste blive gierne liggende tilsidst, og Vandet derudi raadner to, tre eller fire gange, ligesom reysen er lang til; man bruger dem ikke uden i Nødsfald. Vandet skal smage meget got efter en tredobbelt eller firedobbelt forraadnelse; men derhos have en bruun thebou couleur.

Også Peter Schiønning noterede den samme tanke om, at vandet kunne rådne og blive godt igen op til tre gange. Han tilføjede desuden, at erfaring viste, at det ikke hjalp at koge vandet, da det íkke gjorde noget ved den dårlige smag. Da smag og lugt var de eneste indikatorer, man havde, før man fik viden om bakterier, forekom denne fatale fejlslutning logisk.

Øl var nemmere at holde frisk. Den konserverende humle smagte ganske vist skarpt, men blev til gengæld betragtet som sund og god for maven. Der kunne naturligvis opstå situationer, hvor man på grund af knaphed måtte rationere folkenes drikkevarer. Det var dog en så stor belastning af mandskabets forhold, at det efter Peter Schiønnings opfattelse ikke burde ske uden et foregående skibsråd. Schiønning begrundede bl.a. dette med, at indskrænkningerne skulle ses i forhold til, at “Øll og Vand (…) i almindelighed pleyer at staae aabent for en hver at tage saa meget af som de vil”. Dog stod der en skildvagt på underste batteri, der skulle holde orden, når folkene kom for at drikke af det der opstillede fad, og særlig holde øje med, at der ikke kom snavs ned i vandet. På et 50-kanoners skib som DITMARSKEN medbragtes der 50 “U-Beslagne Øll-støber”, altså store krus af træ. Folkene havde altså ikke hver deres krus, men måtte deles om dem.

Som et supplement til vand og øl, var der en daglig ration brændevin. Ifølge søspisetaksten var der 1 ¾ pægl brændevin per mand om ugen. Det svarer til 6 cl. per mand om dagen. I dag regnes en genstand for 4 cl., så det var med andre ord en stor snaps, der blev skyllet ned. Af Skibsskriverens inventarreglement ses det, at der på 50-kanoners skibe medbragtes otte brændevinsfade. Disse fade opbevaredes bag lås og slå i en særlig “brændevinskælder”. Brændevinet var formentlig det mindst sundhedsskadelige, folkene indtog i dagens løb.

Danske orlogsskibe i havblik ca. 1750 en chalup i forgrunden. Kister kunne begraves til søs netop fra chaluppen, hvis man frygtede, at de ville blive flydende nær skibet. Malet af Clement Mogensen Rønneby, Orlogsmuseet.

Begravelser

Begravelsen markeredes ved at kampagneflaget – det store flag på agterspejlet – blev sat på halv. Der blev ikke skudt salut for menige i forbindelse med bisættelsen med mindre de var døde i kamp. Til gengæld skulle præsten ifølge Søkrigsartiklerne holde en “en meget kort Tale” – men kun hvis det blev forlangt. I talen skulle han “tiltale de Levende at betænke deres Död, og at Havet eengang skal igjengive sine Döde at möde for Dommen”.

I skibspræsten Tops dagbog fra 1757 findes en fin omtale af en begravelse til søs. Det var præsten om bord på orlogsskibet NETPUNUS, der var død, mens skibet lå for anker ud for Marseille i det katolske Frankrig, hvor det var forbundet med store vanskeligheder og udgifter at begrave en protestant i land. I stedet for at sætte ham overbord direkte fra skibssiden valgte man at bringe kisten længere bort fra skibet i en chalup.

F.m. efter Prædiken tog jeg om Bord paa Neptunus for at gelejde den afdöde Præstes Liig, som blev sadt udi Chefs Chaluppen, hvorudi Capitain Lieutenant Kaas og jeg bad for Liiget, derefter fulgte 2de andre Chalupper med Officerer og Cadetter, og i den Orden: Een efter een anden roede de ud fra Skibene paa Dybet; da vi syntes at være langt nok ude, holdt alle Chalup Roerne paa Aarerne, derpaa stod jeg op og kastede Jord paa Kisten, som derefter blev styrtet i Söen; og paa det den kunde strax synke, var alle vegne boret Huller paa den, og inden i den var lagt én anseelig Vægt af Knippelkugler; dog formedelst Bræddernes Tykkelse Kiisten var gjort af ikke (kunne) synke; men efter at vi i samme Orden var roed tilbage til Neptunus maatte Chaluppen roe hen med en större Vægt af samme Kugler, og giöre den fast ved Kiisten, hvorpaa den strax sank til Bunds.

I Hiorthøys dagbog fra 1770 findes en helt tilsvarende omtale af en begravelse af en præst til søs, hvor kisten heller ikke ville synke:

8. [juni] døde Hr. Hoff, Præst paa Hospitals-Skibet. 10. [juni] Udført [dvs. kastet overbord], men da der var for lidet Steen i hans Kiste, saa vi ham Dagen derefter at flyde forbi vores Skib, og dette er som oftest de Søfarendes Skiæbne.

Og som om det ikke skulle være nok med de to ovenstående eksempler, findes der en interessant beskrivelse fra 1818, hvor kanoneren Abraham Fischer var vidne til matrosen Carl Peters begravelse til søs i Middelhavet. Også her var der problemer med at få liget til at gå til bunds:

Kl. 7 blev Liget af Carl Peter efter foregaaende Høÿtidelighed over bordsat, men havde det uheld, at vi maatte fire Jollen i Vandet, og roe hen og tage Kisten op igien i Jollen og lægge et Baglast Jern i Kisten da den eÿ ville synke.

Kanoneren havde også tidligere på togtet til Middelhavet været vidne til en stemningsfuld begravelse til søs. Det var da skibets ober chirurg Bayer døde om bord, da skibet lå for anker i Elbas havn. Det var for besværligt at få ham begravet i land på grund af karantæneforanstaltninger mv. I stedet stod skibet til søs og begravede doktoren i selve indløbet til Elbas havn:

Og i Mundingen af Indløbet overborde sat over Dorteren Da det var umuligt at faae ham i Lang begravet Han blev Brunget til sit hvilestæd med Følgende Sermonier, efter derførst var lagt 2 stk 6 pd Jern imellem hans Been og boret adskillige Huller i Laaget, derefter blev liget op baaret af 6 Chaluproer klædte i Hvide Skiorter og Buxer blanke Hatte og Røde Tørklæder om Halsen, samdt Røde Baand om Armene og Ledsaget af en Lieutnant, Liget blev hensat om Styrbord Side ved Falderebet hvor det blev bedækket med et Rødt Flag, derefter blev en Salme afsiunget og læst en Bøn over Det hvilket alt foregik med største Høytidelighed hvorpaa blev Kastet Jord paa Kisten af Proviands Forvalteren som forskiønnede Høytideligheden meget; Herpaa blev Kisten med Liget sadt op paa et Bret, med en Ende Toug ved, hvor paa dig skiød Brættet ud, og plump der laae Han, derefter blev igien afsiunget en Psalme, dermed Endes denne Siremonie.

Disse ovenstående beskrivelser er de mest nøjagtige, jeg har kunnet finde, af tidlige begravelser til søs fra danske orlogsskibe. Men det skal indskærpes, at det også af og til lod sig gøre at få den afdøde bragt i land. Dette findes der en meget stemningsfuld beskrivelse af fra 1752, hvor kommandørkaptajn Holst døde af diarrhé ved Isle of Wight undervejs til Middelhavet, hvor han var chef for fregatten CHRISTIANSBORG. Søkadetten Peter Schiønning beskrev begravelsen:

Om Eftermiddagen Kl. 7 blev Commandeur Capitain Holstis lig ført fra Borde i Land for at begraves paa Ejland Wight, toppede og bragte Raaerne i Pik og Gewæhr, hejste Flag og Giøs paa halv Stang paa Skibet, saa vel som Flaget paa de Fahrtøyer, der tog i Land med ham, og sørgefarverne, Liiget laa i en Kiste som med sort Baj var overtrukken. Premier-Lieutenant Günthelberg lagde Kaarde paa Kisten, blev ved Taklen nedsat i Barkassen, hvor omkring Liiget Cadetterne Schønnebøl, Frantzen, C. Neuspitzer, Lachmand, Budde, Hoben, Soelberg og Schiønning sad for at bære ham til Iorden, saasom han havde været Cheff for Cadetterne. Bagefter kom chefschaluppen roendes hvori Skibets Officerer sad for at følge ham til Iorden, da Liiget tog fra Borde blev begyndt med at skydes 11 minut Skud fra Fregatten – saasom man formedelst Ebben ikke kunne lægge lige til Broen, blev Liiget af Chalup-Roerne, der var i fuld Statz, baarne paa deres Skuldre til Broen, og maatte de vade i Land med ham, paa Broen tog Cadetterne imod ham, og bar ham til Over Rides Byes Kirkegaard, hvor han blev begravet tæt ved Kirken.

Døden var altid de store skibes følgesvend. På enkelte togter kunne man være heldige, at kun få døde undervejs, men ingen dødsfald overhovedet var stort set utænkeligt. Besætningen måtte bestandig tage stilling til det hårde faktum, at døden var en del af livet, og deres kammerater kunne rives bort. Vi ved ikke så meget om, hvordan det prægede hverdagen. Et par linjer, som Peter Schiønning skrev ned i en oversigt over sømandsudtryk, giver et hurtigt indtryk af, hvordan man omtalte de døde. Den ene: “Han er kommen ned i Sækken” var en eufemisme for døden, der hentydede til, at de døde ofte syedes ind i deres køjesæk. Den anden: “Han er i den dybe Kielder”, vidner om en grum humor.

Schiønning fik altid sine manuskripter smukt indbundet, “Haandbog i Practisk Söe Mandskab” er ingen undtagelse. Seks bind med ca. 2500 siders manuskript.

Jeg har i den seneste uge været helt vild af begejstring over mit “fund” i det Kgl. Biblioteks Håndskriftssamling, som uundgåeligt kommer til at ændre min afhandling rent kvalitativt. Det er som sædvanlig Peter Schiønning, der har været på spil. Schiønning begyndte allerede i 1750′erne at lave optegnelser om forskellige aspekter af sømandskab og de daglige arbejdsrutiner om bord på danske orlogsskibe. I forhold til mit arbejde med afhandlingen, må “fundet” betragtes som et afgørende gennembrud. Her er der alle de oplysninger, jeg har savnet i det øvrige kildemateriale. Hvor Schiønning i sine dagbøger kort skrev, hvad man foretog sig, beskrev han i dette manuskript hvordan, man udførte alle de forskellige opgaver. Her er ordlyden af søfolkenes opsange (de arbejdssange, der angav rytmen, når folkene eksempelvis halede i et tov), her er oplysninger om katte om bord, spilleregler for de meniges lege og fritidsfornøjelser… og jeg kunne blive ved.

Når jeg skriver “fund” i anførselstegn, er det fordi jeg hele tiden har været opmærksom på manuskriptets eksistens, men blot ikke forstået, perspektivet i det. Da jeg for snart ti år siden udarbejdede denne oversigt, havde jeg det mellem hænderne. Men dengang prioriterede jeg at transkribere dagbogen, da jeg mente, den så mest lovende ud. Men i dag kan jeg godt se, at det var denne aldrig publicerede håndbog, der nok er det allermest spændende, Peter Schiønning har efterladt sig. Materialet får de ellers interessante marineordbøger til at blegne i sammenligning.

Jeg kommer helt sikkert tilbage med saftige uddrag. Men her følger først en oversigt over indholdet af de seks bind:

Schiøn. 41, 4to, Practisk Söemandskab

s. 900-1350

Til Ankers

902 Officeererne ere og nødt til at bekymre sig om det Smaae i Søemandskabet – Fortale

904 Om at fortøye et skib med 2 Ankere &c

926 Om at stryge og opsette Stænger og Raaer

946 Om at tørre Seyl og beslaae dem til Ankers

968 Om at klare Svær-Tougene for slag

984 Om Vagt-Skud, Aften og Morgen paa en Reed

1004 Om Permission, at gaae i Land for Officeerer og Mandskabet

1020 Observationer naar man kommer i Havn og i Almindelighed til Ankers

1048 Precautioner at forekomme Drift til Ankers, samt i agttagelse naar man driver, ved at lade falde nye Ankere

1080 Om at lætte et Anker i Almindelighed

1108 Om at Vulle og sette Vandt og Stag

1156 Om at varpe med et Skib

1268 Om Vagt-Skibe i Almindelighed

1284 Om Vagt-Skibet i Øresund, eller ved Helsingøer

Schiøn. 42, 4to, Practisk Söemandskab

s. 1350-1800

Til Søes, 1ste Bog

1352 Om optegning til Søemandskabet og Artiklernes Inddeling

1354 Om at gaae Seyl og Iagttagelser for ud der til

1394 Om at Lodde til Søes

1410 Om Skibets Amning og at styre

1442 Om at seyle Bie de Vindt, eller ved Vinden – Brase op

1484 Om at seyle for Vinden og Rumskiøds

1502 Om at gaae over stag, eller vende ved Vinden om

1530 Om at vende for Vinden om

1550 Om at reve Seylene, og udstikke Rev

1570 Om at bærge eller indtage Seyl, fornemmelig i haardt Veyr

1586 Om at ligge bie og drive til Søes

1602 Om at sette Seyl til, i særdeleshed i Haardt Veyr

1632 Om at gaae til Ankers

1650 Om at seyle i Almindelighed, Iagttagelser der ved

1670 Om at seyle eller stille Cours i Almindelighed

1678 Om Kiendemerker til Søes i Almindelighed, og der af at kunde viide hvor man er

1706 Om Strøm – Søe – Dynning – Brænding – Is i Almindelighed

1730 Om hastige Søe Occationer som kunde indtreffe

1752 Precautioner for Brand i et Skib, og Forhold ved Ild i det

1764 Om Oprør, eller Rebellion i et Skib

1782 Om Master og stænger som gaar overbord, og at opsette andre i Stæden

Schiøn. 43, 4to, Practisk Söemandskab

s. 1800-2250

Til Søes, 2den Bog

1802 Om daglig til Søes at giøre Optegninger til Søe-Mandskabet – Fortale

1804 Om at kappe et sværd Anker. For hastig at gaae seyl

1824 Om læg skib, og hvad at foretage derved

1842 Om at komme paa Grund, strande med Skibet og Iagttagelser derved

1866 Om Læe-Seylene, sætte dem til og bære samme

1884 Beskrivelse over alle slags Coffardieskibe, og hvor ved et hvert slags hastig kan kiendes

1930 Om Udkig til Skibs, Nat og Dag

1944 Om at være i en Flaade eller Escadre, og iagttagelser der ved

1972 Om Krigs-Skibes Beseyling

Schiøn. 44, 4to, Practisk Söemandskab

s. 2250-2700

I Almindelighed, 1ste Bog

2252 Om at skrive tydelig og fuldstendig om en Metie – Fortale

2254 Om Skib – Gods – Seyl – Takkelagie &c at conservere og reparere

2290 Om Flag og Vimpel i almindelighed &c

2314 Om Journaler og Protokoller paa et Krigsskib

2348 Om de Syge – Deres Opvartning og Forflegning

2386 Om Vagt- og Quarteer til skibs, til Ankers og underseyls

2430 Om Salutering og Honeurs paa Krigs-Skibe

2490 Om Signaler og Rendevous

2522 Om Commando og Orden paa et Krigs-Skib

2570 Om et Krigs-Skibs-Fahrtøyer, og at seyle og Roe med dem

2682 Om Opsange og Piben til skibs

Schiøn. 45, 4to, Practisk Söemandskab

s. 2700-31-30

I Almindelighed, 2den Bog

2702 Om Artiklernes Inddeling til Søemandskabet og hvorledes skrevet samme – Fortale

2704 Om Vandfyldning

2718 Om Proviantens Conservation – Minage og Anskaffelse paa nye

2742 Om Vind og Veyr, dets Natur og Kiendetegn

2782 Om Musik og Leege til Skibs

2813 Søe eller Skibs Talemaader

2886 Om Søe Levnet til Orlogs – Officeerer have Videnskaber, Artighed, Politesse

2910 Om Rangering med Chalupper, Observationer der ved

2942 Om Instructioner og Ordres

2958 Iagttagelse ved at see og møde Skiibe i Søen eller i Havne

3006 At giøre Priiser; opbringe Coffardie skiibe

3022 Om at Convoyere Skiibe

3058 Om Krigs- og Skibs=Raad

3070 Om Krigs Rette, og deres for ofte Brug

3084 Om Frygt – Courage – Panisk-skræk – Forvovenhed – Opofring, &c

3110 Om Krigs-List, Stratagemer, Overrumpling, Surpriser

Schiøn. 46, 4to, Practisk Söemandskab

s. 3130-3582

Krig til Søes

3132 Søe Officeerer har Vandskelighed for, ret at lære deres Metie – Fortale

3138 Observationer for en commanderende Admiral ved en Flaades Eqvipering

3152 Om Erfarenhed og at have en god Søe-Historie

3180 Iagttagelser ved at overlegge Krigs Operationer eller en Expedition til Søes

3216 Adskillige Iagttagelser for en Admiral i Aldmindelighed

3240 Om en Orlogs Flaades Inddeeling og Stilling til Batallie

3258 Om at Exercere og indrette alting vel, til at vinde Seyer og Lykke

3304 Om at holde Flaade; eller nøye i en Flaade i agttage sin Post og Stilling

3320 Fordeelagtig i Batallie at benytte sig af sin skiøds

3356 Om Krydsere og Krydsning med Skibe til Søes

3368 Om at giøre Klar Skib til Batallie

3384 Iagttagelser føren en Batallie

3408 Iagttagelser i Batallie

3440 Iagttagelser efter en Batallie

3456 At fløgte, søge Retraite, undgaae Batallie

3472 At giøre Jagt, forfølge Fienden

3488 Om Entring til Søes i Tiid af Batallie

3518 Om Brandere til Søes

3530 Om Bombarderer, eller Bombardeer Galiother

3542 Om Galeyer

3552 Om at giøre Landgang – Indtage Søe Fæstninger og Batarier, &c

Peter Cramers maleri forestillende udisningen af den danske eskadre til Algier, 1770. Handels- og Søfartsmuseet, deponeret på Orlogsmuseet.

Der findes alt for få malerier forestillende danske orlogsskibe i 1700-tallet. Jeg har før i flere af mine posts vist, hvordan Rønnebys små gouacher er velegnede illustrationer til Søetatens virksomhed i 1750′erne. Men der findes et enkelt maleri, der frem for noget for mig står som den smukkeste afbildning af livet i den danske Søetat i parykkernes århundrede. Det er ganske vist anonymt, men tilskrevet teatermaleren Peter_Cramer (1726-1782). Det forestiller formentlig udisningen af den eskadre, der få måneder senere skulle bombardere Algier by i en ganske anden stegende nordafrikansk hede.

Jeg er i den heldige situation, at den længst afdøde orlogskaptajn P. Holck i 1955 skrev en særdeles grundig analyse af billedet, mens det stadig var i privat eje. Holcks analyse findes i Handels- og Søfartsmuseets protokol, hvor billedet er registreret med museumsnummeret 145:1955. Det følgende bygger på Holcks analyse koblet med andre kilder, jeg har kunnet finde.

Holck fastslog, at maleriet måtte forestille en dansk flådestyrke, der var under udisning fra Flådens Leje til Københavns Red. I ældre tid, hvor Flådens Leje tilmudredes hurtigere, end uddybningen med beskedne pengemidler tillod, var vanddybden for ringe til at give de større orlogsskibe fuld udrustning i Flådens Leje, hvorfor de varpedes ud til dybet uden for Kastelspynten, hvor de indtog deres beholdninger. At det drejer sig om en udisning – altså skibe, der skal klargøres til togt – fremgår af, at skibene er forsynet med kanoner, men ikke tiltaklet og ligger højt på vandet, særlig at ræerne er kastet langskibs i mærsene, mens stængerne er sat omhoug (på plads). Hvis det havde været en aftakling, ville man næppe sejle ind uden at have strøget (nedfiret) stængerne. Dertil kommer, at skibene fører vimpel, dvs. er under kommando.

Ræerne er kastet langskibs i mærsene, stængerne sat omhoug, og vimplerne viser, at skibene er under kommando.

At der ikke var tale om en indisning, altså at skibene måske kunne være på vej ind i havnen, sluttede Holck sig logisk til, ud fra det faktum, at en eskadre, der mødte så svær is i Sundet ikke ville sejle ind til København, men snarere søge isfri havn i Norge.

Maleriet kan med sikkerhed henføres til perioden fra 1748, hvor den ny type kampagnelanterne indførtes og til 1772/73, da man ophørte med at male orlogsskibenes skibssider brun-røde med lysere kanongang (jysk okker), hvorefter de lapsalvedes med tjære.

I perioden mellem 1748 og 1773 var der kun to større udrustninger, der blev udrustet så tidligt på året. Dels i 1762 i anledning af den russiske krigstrussel, dels i 1770 i forbindelse med togtet mod Algier. Da der ikke var isvanskeligheder i forbindelse med 1762-udrustningen, kan det derfor kun dreje sig om Algier-togtet.

De udrustede skibe var følgende:

PRINDS FRIDERICH, 70 kanoner

PRINDSESSE SOPHIA MAGDALENA, 60 kanoner

SLESVIG, 50 kanoner

MARS, 50 kanoner

CHRISTIANSØE, 30 kanoner

HAVFRUEN, 30 kanoner

STAABRAV, bombardergaliot

PACKAN, bombardergaliot

DE FIRE SØSTRE, transportskib

POSTILLONEN, transportbrig

PRINDSESSE SOPHIA MAGDALENA med kampagnelanterner af model 1748 og lystmalede kanonbatterier.

I perioden mellem 1748 og 1773 var der kun to større udrustninger, der blev udrustet så tidligt på året. Dels i 1762 i anledning af den russiske krigstrussel, dels i 1770 i forbindelse med togtet mod Algier. Da der ikke var isvanskeligheder i forbindelse med 1762-udrustningen, kan det derfor kun dreje sig om Algier-togtet.

Eskadren, der kommanderedes af schoutbynacht F.C. Kaas, inspiceredes 25. april af kongen, lettede anker 2. maj og stod den følgende dag ud af Sundet.

De to fregatter var udrustet allerede i februar og konvojerede skibe til Kattegat. Iflg. Berlingske Tidende (som dengang hed “De til Forsendelse med Posten aleene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender”) tiltog frosten stærkt i midten af marts og 19. Marts kunne isen bære temmelig langt ud fra land. 26. marts meldtes fra Helsingør, at man kunne gå på isen til Hveen og videre til Skåne, medens der endnu var noget åbent vand imellem Kronborg og Helsingborg. 30. Marts brød isen op i hård storm men pakkede atter til, og først 31. Marts gik isen til søs med SSO vind og udgående strøm. 6. April var Københavns Havn stadig tilstoppet af is og udsejling gennem Bommen umulig (det vil sige ud for Københavns Toldbod ved havnevæsnets bygning i dag). Den 13. april var der udlagt følgende orlogsskibe på Reden:

PRINDS FRIDERICH, 70 kanoner

PRINDSESSE SOPHIA MAGDALENA, 60 kanoner

SLESVIG, 50 kanoner

MARS, 50 kanoner

WILDMANDEN, 18 kanoner

HVIDE ØRN, 30 kanoner

AMAGER, 12 kanoner

Ud fra disse oplysninger samt skibenes ornamentering og kanontal kan skibene på billedet identificeres, fra venstre mod højre:

HAVFRUEN, HVIDE ØRN, PRINDS FRIDERICH, SOPHIE MAGDALENA, SLESVIG, POSTILLONEN, AMAGER, WILDMANDEN.

Skibenes ornamentering er maleriets svage side. Agterspejlene savner deres karakteristiske konturer og ornamentale udsmykning. På SOPHIA MAGDALENAs hakkebræt (det øverste spejlfelt) mangler prinsessens kronede protrætbuste flankeret af liggende kvindefigurer og amoriner. Den tredelte spejlbue bæres af to firkantede søjler med kapitæler. I underste vinduesrække skal være ti vinduer mod ni på maleriet. Vinduesposterne og søjlerne skal være radielle med centrum i vimpelfløjknappen. Det underste vinduesbrystværn mangler helt, og den der anbragte indrammede navneplade, som fejlagtigt er anbragt mellem vinduesrækkerne. Også masterne er fortegnede, idet stængerne og stængevantet på alle skibe skal være betydeligt højere i forhold til undermasterne.

Da kunstneren har lagt så stor vægt på billedets fortællende indhold og har skilt sig så godt fra figurbehandling med klædedragt, stillinger og bevægelser, har han sikkert også formået at mestre skibenes ornamentering. Det må derfor formodes, at tiden er løbet fra ham, idet isen er brudt op og skibene bortsejlet, inden han har haft lejlighed til at gøre skitsen færdig.

Hvis dette er rigtigt, kan maleriet vel dateres til dagene 5.-7. april 1770.

Det ovenstående bygger som sagt på Holcks analyse. I det følgende vil jeg supplere med, hvad jeg har fundet i Peter Schiønnings optegnelser. Han var tilfældigvis netop i 1770 blevet udnævnt til chef for vagtskibet HVIDE ØRN, som jo gengives på billedet, som det er gengivet i nedenstående udsnit. Her ses, at fregatten har hejst kommandovimpel, ganske vist overtog Schiønning først kommandoen den 10. april, men han afløste kaptajn Henrik Gerner, der havde fået anden tjeneste i land.

HVIDE ØRN, vagtskib i Sundet i 1770 under Peter Schiønnings kommando.

Peter Schiønning har ikke beskrevet udisningen i 1770 i sin dagbog. Men i 1758 så han, hvordan et handelsskib blev udiset og skrev en beskrivelse af processen i dagbogen. Denne beskrivelse er af stor værdi for forståelsen af Cramers billede og skal derfor gengives her:

Den 27. Januar 1758. Om Formiddagen var ude paa Isen paa Reden og saa en Westindie Fahrer blev indiset. Der blev først med en Økse hugget Render i Isen, og saa efter samme Render Isen igiennemsavet med store Save, paa hvis underste Ende var Vægt, dernæst blev savet tværs over. Naar et Stykke Iis var savet løst, stod en Del Folk paa det og tyngede det ind under den anden Iis, Skibet førte Ankre ud paa Iisen og hugede Hull i Iisen for Fligen og halede sig frem ved. Der arbejdede hver Dag 200 á 250 Mand, hver Mand fik om Dagen udenfor Trekroner 3 Skilling, indenfor 2 Skilling. Efter 5 Dages Iisning blev det fortøyet i Skraapælene og var taget imod 300 Skridt uden for Trekroner. Stadsmægler Willer havde taget sig denne Iisning paa for 1800 Rigsdaler, dersom det kom ind, men hvis ikke skulle han intet have.

I dette citat forklares, at den løstsavede is skubbes ned under resten af isen. Men det ser ikke ud til at have været proceduren i 1770, hvor det ser ud til, at isblokke hales op på isen i stedet. Arbejderne er ikke i uniform og må derfor enten være havnesjovere, evt. soldaterfrimænd fra byens regimenter. Det kunne forklare tilstedeværelsen af indtil flere underofficerer fra Landetaten.

Et par søofficerer ser på isningsarbejdet fra SLESVIGs vægtergang på agterspejlet.

Der hugges render i isen, arbejdere haler tilsyneladende en løstsavet klump is op på isen.

Økse og issav, med skaft til at hale op og ned.

Arbejderne haler tilsyneladende den løse is op på isen mens en købekone falbyder varer i en medbragt kurv til de sultne arbejdere og tilskuere.

Men hvad laver denne gruppe? Saver de? Bemærk, at de ikke er iført uniform – er det sjovere fra havnen eller måske slaver?

En købekone falbyder varer til tilskuere. Til højre en underofficer fra Landetaten.

Arbejdere med bådshager står på løst flydende isblokke.

Samtale gennem åbentstående kanonport. En matros sidder på isen.

Kunstneren har placeret sig selv i billedets forgrund.

Side fra FYENs skibsjournal fra togtet til Middelhavet i 1755, 1.-2. September for anker ved Port Mahon, Malta. Zimmers eksemplar, Marinemuseet i Horten.

Skibenes journaler er de væsentligste kilder, vi har til det daglige liv om bord på orlogsskibene. I det følgende er udtaget tre tilfældige datoer fra orlogsskibet FYENs skibsjournal fra 1755. De er udvalgt som eksempler på, hvordan hverdagen forløb når et orlogsskib var hhv. under udrustning hjemme i København, når det var under sejl på åbent hav og når det lå for anker ved en (fremmed) havn. Når netop dette togt er valgt, er det fordi, der er bevaret både skibsjournal, justits- og kommandoprotokol og en personlig dagbog fra togtet – Nemlig Peter Schiønnings.

Ao. 1755 May Paa Kiøbenhavns Reed

Det ovenstående er det første, der er skrevet i journalen for årets togt. Journalen blev påbegyndt den dag, da skibet halede ud af Flådens Leje. Hermed var det ude af Holmens beskyttede univers, og skibet stod ikke længere under Holmens Ekvipagemesters ansvar. Der var derfor nu et både praktisk og juridisk behov for at føre en journal. Der er givetvis også blevet ført ekviperingsjournaler, når skibene var under udrustning på Holmen, men disse har desværre ikke kunnet opspores. I ugerne før journalens påbegyndelse havde skibet summet af aktivitet. Det fremgår af Peter Schiønnings dagbog. Schiønning var nemlig blevet tilkommanderet FYEN den 5. maj og stillede til tjeneste om bord d. 9. samme måned. Ved et mærkeligt tilfælde blev det ham, der af skibets chef, kommandør Frederik Zimmer, blev bedt om at føre skibsjournalen. Schiønning førte journalen i tre eksemplarer, det ene beholdt han selv, og det er bevaret i Schiønnings Samling på det Kgl. Biblioteks Håndskriftssamling, det andet fik skibets chef personligt, og det findes i dag i Zimmers privatarkiv på det norske marinemuseum i Horten, det sidste eksemplar tilgik Admiralitetet og findes i Søetatens arkiv på Rigsarkivet. Under “Merkværdigt” er noteret, hvordan udrustningen af skibet skred frem. Der bragtes kanoner og andre fornødenheder om bord, og skibets rigning var stadig under klargøring. Bemærk, at skibet skulle pumpes to gange inden for et døgn – ikke fordi det var noget ringe fartøj, men tidens skibe var notorisk læk, og pumpningen var en regelmæssig og ofte daglig rutine.

Ao. 1755 Jully Udi Midlandske Søe

Etmålet fra torsdag middag til fredag middag d. 17.-18. juli var præget af to dødsfald. Om formiddagen d. 17. juli var matros Caspar Wilhelm Buckwaldt fra 1. Division død efter otte dages sygdom og kastet over bord. Buckwaldts gods blev bortauktioneret kl. halv to torsdag eftermiddag. Kl. fem fredag morgen døde den enrollerede matros, skibmandsmath Poul Christensen Kock fra København. Han døde ret pludseligt uden først at have været i sygekost. Tre timer senere blev også hans lig kastet over bord og hans ejendele bortauktioneret. Begravelsen markeredes ved at kampagneflaget – det store flag på agterspejlet – blev sat på halv. Der blev ikke skudt salut for menige i forbindelse med mindre de var døde i kamp. Til gengæld skulle præsten, Jens Severin Braem ifølge Søkrigsartiklerne holde en “en meget kort Tale” – men kun hvis det blev forlangt. I talen skulle han “tiltale de Levende at betænke deres Död, og at Havet eengang skal igjengive sine Döde at möde for Dommen”.

Morgentimerne anvendtes ofte til at skrabe og spule skibet for urenlighed. I forbindelse med større rengøringsopgaver kunne man vælge at bringe folkenes hængekøjer på dæk og anbringe dem i finkenettet langs skibssiden. I 1800-tallet blev dette til en fast, daglig praksis. Men i 1700-tallet ses det, at det langt fra var hver dag, det forekom. Fredag d. 6. juni på FYENs togt i 1755 blev køjerne eksempelvis bragt op i finkenettet kl. otte om morgenen, og samme aften kl. otte blev køjerne bragt under dæk igen. Først d. 17. i samme måned blev køjerne igen bragt op. Man kunne fristes til at formode, at den manglende omtale blot skyldtes, at det var en daglig foreteelse. Men et notat fra 2. september 1755 viser, at det næppe var tilfældet. Den dag blev køjer og kister bragt på dækket om morgenen kl. 5 i forbindelse med rengøring og efter endt rengøring bragt ned om læ igen kl. 11 samme formiddag.

Under sejl var skibets rutiner i øvrigt præget af behovet for løbende at justere sejlsætningen i forhold til vejr og vind. Skibets position blev bestemt ud fra pejlinger af kendte mærker i land, som f.eks. markante forbjerge som her Cap Thonnes og Cap Albatel på den spanske middelhavskyst. Man holdt øje med andre fartøjer og i dette tilfælde også med det andet danske orlogsskib, SLESWIG, som stod under FYENs kommando. Solhøjden blev som regel pejlet ved middagstid og ved solnedgang. Pumpningen klaredes om aftenen kl. otte, men kunne finde sted både om formiddagen og om eftermiddagen alt afhængig af, hvor meget vand, skibet havde trukket.

Ao. 1755 August Paa Algiers Reed

Når skibet lå for anker på Algiers red var det eneste arbejde i skibets rig forskellige vedligeholdelsesopgaver. Resten af fartøjet blev også gået efter med “adskilligt slags Skibs Arbeyde”. Der blev sendt fartøjer i land for at hente vand og andre forsyninger. Pumpningen fortsatte ganske som ved København og i åben sø. Der blev til stadighed holdt øje med, hvilke skibe der passerede, som f.eks. den engelske brigs indsejling i Algiers havn der blev noteret i skibsjournalen. Også når skibet lå for anker blev dagens rytme angivet ved at der blev slået glas med skibsklokken. Men til forskel fra de dage, hvor skibet var under sejl, blev der nu også skudt vagtskud ved solopgang om morgenen og ved solnedgang om aftenen. Samtidig slog tambouren trommesignalerne for reveille om morgenen og tap-to om aftenen. Når der var slået tap-to, skulle der være stille på skibet, ingen måtte være på dækket ud over den vagthavende officer, og folkene skulle ligge i deres køjer.

Besigtigelsesrulle over lokummerne i 3. Divisions huse – det må være det samme som en lokumsrulle…

Af og til støder man i Søetatens Arkiv på nogle ret kuriøse arkivalier. En af de mest snurrige, jeg har set indtil videre, er et par lister over Nyboders lokummer. Myndighederne havde tilsyneladende ikke noget overblik over, hvordan den sanitære situation så ud i Nyboder. Så i 1764 besluttede Admiralitetet, at der skulle laves en oversigt over “priveterne” og hvordan beboerne skaffede sig af med deres “skarn” – altså afføring og urin.

Den interessante men ofte ret vindtørre Peter Schiønning omtaler undersøgelsen af Nyboders lokummer i sin dagbog. I omtalen, der er fra juli 1764, skriver han i dagbogen med et sjældent glimt af humor: “I denne Maaned blev og sat en Commission af en Capitain og fire Lieutenanter angaaende Nyboders Huuses Priveter. En artig Commission, som ieg tvivler om nogen af dem vil lade indføre i deres Levnets-Beskrivelse.” Og det kan i hvert fald konstateres, at kommissionen ikke er omtalt i Topsøe-Jensen og Marquards biografiske værk om danske søofficerer…

Rullen er i virkeligheden to ruller, der omfatter i alt 292 huse fra henholdsvis 1. og 3. Division, fordelt med 147 huse i 1. Division og 145 huse i 3. Division, der er besigtiget d. 25. august 1764 og underskrevet af løjtnant P. Flensborg. Besigtigelsen blev dog ikke forestået af officerer, men af sergenterne N. Krogh og P. Cobel. Rullerne har ikke oplysninger om navne, men det er oplyst, hvilke huse i hvilke gader, der tilhørte hhv. 1. og 3. Division. Her må jeg tilføje, at rullerne dermed også er en fremragende kilde til organisationen af Holmens faste divisionsmandskab.

I det følgende vil jeg forsøge at vise, hvad jeg har kunnet finde ud af ud fra “lokumsrullernes” oplysninger, som jeg har tastet ind i en Access-database. For det første fremgår det, at ikke alle huse havde et lokum. 49 huse eller 17 procent manglede ganske enkelt et – “Ingen Privet befindes i dette Nummer og hielper sig som de kand”, står der ved Hiortelengen nr. 11. Af de huse, der havde privet, havde 40 procent to og 43 procent kun et.

Tallene dækker over to forskellige slags lokum. Det var henholdsvis jordgravede kuler med en overbygning af brædder, dels tønder eller opbyggede kasser af brædder med en overbygning. Man må forestille sig, at de nedgravede kuler skulle tømmes sjældnere og dermed var mere praktiske og også dyrere at bygge. Disse var i enkelte tilfælde bygget af mursten. Kun 14 procent af priveterne var “i Jorden”, som det formuleres i besigtigelsesrullen. Hele 74 procent af priveterne var “over Jorden”. Nogle havde både et jordgravet og et over jorden.

Det vel nok mest interessante i denne sammenhæng, er spørgsmålet om, hvad beboerne gjorde med deres skarn. Nedenfor er det sammenfattet i et cirkeldiagram. Langt den største del (51 procent) bortskaffede deres skarn enten med “Natvognen” eller “Gadevognen” – muligvis to forskellige udtryk for den samme vogn. Enkelte fik det båret væk af “en kone”. Hele 41 procent smed det “paa gaden”, altså direkte ud i rendestenen. Otte procent gravede skarnet ned enten i haven eller “i en Krog i Gaarden”. Jeg vil tro, der er dejlig frugtbar jord i de haver mellem de gule Nyboderlænger – også i dag. Uanset om skarnet blev “bortført”, smidt i rendestenen eller gravet ned, så er jeg helt sikker på, at der ikke duftede af lavendler sådan en varm augustdag, som den i 1764, da sergenterne fra Holmens divisioner gik fra hus til hus og spurgte om lokummernes beskaffenhed – heller ikke i Lavendelgaden, hvor de ellers var gode til at få skarnet kørt bort.

Til sidst melder sig det brændende spørgsmål: Hvordan så den sanitære situation ud i Bjørnegade 5??? Netop det emne fik Gudrun Eriksen ikke beskrevet så grundigt i sin børnebog fra 1966. Men jeg har svaret – i hvert fald for situationen i 1764. De havde “2de priveter af bredder og lader det kiøre bort.” Tænkte jeg det ikke nok. Sådan noget grissefy med at slå det ud i rendestenen, det praktiserede man ikke på den adresse.

Kilde:

RA, Generalkommissariatet (Søetaten), 1697-1808 Original- og konceptdokumenter vedkommende Nyboder. Besigtigelsie Rolle Over Locommerne udi 3die Divisions Huuse.

Ungerne i Bjørnegade 5 er genoptrykt i 2007 og kan købes som ny.

En af Zimmers meget fine illustrationer. Her ses kompas, timeglas, logflynder og logline, gradstok, jakobsstav og tavle. Bemærk lodlinen, der hænger ned på sidens midte. Tegnet 1717.

Så har jeg været på et par dages lynvisit på det norske marinemuseum i Horten. Anledningen var, at jeg skulle holde et foredrag om min afhandling for museets venneforening, og så skulle jeg desuden lige ransage museets arkiv for eventuelle kilder, der kunne bruges. Foredraget gik godt, og jeg nyder altid at få lov til at fortælle om mit arbejde. Men det allerbedste ved turen var nu det meget rige udbytte i arkivalierne. På forhånd vidste jeg, at der var en del arkivalier efter Frederik Zimmer, der var chef for den norske flådebase i Frederiksværn i sidste halvdel af 1700-tallet. Dem havde jeg glædet mig til at se, fordi jeg vidste, der skulle være nogle fine illustrationer i. Som det fremgår af hosstående billede, blev jeg ikke skuffet. Zimmers samling rummer også nogle skibsjournaler, bl.a. hans private kopi af skibsjournalen fra orlogsskibet FYNs togt til Middelhavet i 1755. Morsomt nok er den skrevet af Schiønning, der var med som kadet på samme togt. Journalen er forsynet med en mandskabsliste og en oversigt over, hvor mange af besætningen, der havde været syge, etc. Ironisk nok viser mandskabslisten, at dette orlogsskib ikke havde en eneste norsk enrolleret matros om bord. Og sådan en journal skal man til Norge for at finde!

Som en slags bonus dukkede der også et par ukendte håndskrevne reglementssamlinger op. Den ene, som er fra 1776, har stor lighed med grev Haxthausens reglementssamling på det Kgl. Bibliotek i København (NKS 782, 4to), som jeg har publiceret her. Den er dog nyere og giver en grundigere oversigt over de forskellige institutioner og personelgrupper og Søetatens hele organisation.

Den anden reglementssamling rummer lister over dimensioner af og tekniske detaljer om forskellige dele af orlogsskibene – endda forsynet med tekniske tegninger af skibsdele, som f.eks. ror og spil. Dette kunne tyde på, at ejeren har været medlem af Konstruktionskommissionen eller har været ansat ved Holmens Ekvipage. Af særlig interesse er en række sammenligninger af lønforhold for officerer i den danske, engelske, franske, russiske og svenske marine. Dette kunne tyde på, at ejeren muligvis har været i udenlandsk tjeneste. Det var der en del, der var i 1740′erne og derefter. Denne lommebog, minder tildels om en anden reglementssamling på det Kgl. Bibliotek i København, nemlig NKS 4494, 4to, som jeg også har publliceret på min blog. I denne genfinder man flere af de forskellige lister over dimensioner, etc. Men det unikke ved den nyfundne lommebog er listerne med sammenligninger mellem lønforhold i danske og udenlandske mariner.

Jeg havde også lejlighed til at fotografere det sæt bakker og målebægre fra 1700-tallet, som findes udstillet på museet. Der er en bakke, der har været brugt af det menige mandskab til at spise af, som er forsynet med et indskåret årstal, som daterer den til 1766. Det er vel nok lige i øjet!

Bakken fra 1766 på museet i Horten kan rumme en halvotting mad. Bemærk den noget usentimentale skiltning med dymo-strip…

Jeg kan varmt anbefale et besøg på museet i Horten. Der er masser at se for marinehistorisk interesserede. Selvom det ikke er i den europæiske superliga, hvad angår udstillingsteknik, så har det dog en særdeles righoldig samling, som jeg set fra et dansk synspunkt kun kan misunde dem. Og så er nordmændene jo venlige og gæstfri mennesker. Tak til museumschef Hans Petter Oset for gæstfrihed!