Figur 1 Den danske eskadre i Flekkerø Fjord 1757. Gouache af Rønneby, Orlogsmuseet.
Den følgende tekst er tænkt som en slags eksperiment. Hvor tæt kan man komme på en enkelt dag i 1700-tallets danske Søetat? Alle kneb gælder, billeder, dagbøger, skibsjournaler, etc. (more…)
BORNHOLMS skytrulle bærer tydelige tegn på slid. Listen er skrevet på kraftigt karton og har tydeligvis siddet på en opslagstavle om bord.
Jeg har før omtalt begrebet “skytrulle”. Det var den, der fordelte mandskabet til deres klartskibsposter. Jeg har længe ledt forgæves efter en skytrulle. (more…)
Den svenske “General-Besättnings Liste” fra 1759. Marinmuseum, Karlskrona, arkivet.
Efter at have været i Karlskrona på et meget udbytterigt forskerophold, har jeg nu i nogle dage siddet og samlet op på, hvad jeg egentlig har med hjem. Sådan noget foregår jo nu om dage ved, at man hurtigt danner sig et overblik over det lokale arkiv, bestiller en hel masse tilsyneladende lovende pakker frem og så går i gang med digitalkameraet. De nøjere studier foregår så på skærmen, når man er vel hjemme igen. (more…)
Jeg er nu nået så langt, at jeg kan følge de enkelte matrosers karriereforløb over længere perioder via de skibsbøger, der er bevaret i Søetatens Arkiv. Her kan du klikke dig videre og se en case som eksempel på, hvor detaljeret viden, jeg nu arbejder med. (more…)
Efter et par MEGET givende dage på Rigsarkivet føler jeg trang til lige at gøre status på projektet. Klik videre, hvis du vil se, hvordan det går med mit ph.d.-projekt lige for tiden. (more…)
Det lyder utroligt, men jeg har fundet en protokol, der indeholder oplysninger om hovedparten af Søetatens underofficerers evne til at læse i 1743. Oplysningerne kan suppleres med personernes rang og alder. Den har været genstand for en lille delundersgelse, der kommer til at indgå i min afhandling. Mig bekendt findes der ikke tilsvarende undersøgelser fra perioden. Jeg er ret tilfreds med mit delresultat indtil videre.
Det startede alt sammen med en lønforhøjelse:
På Rønnebys herlige gouache fra ca. 1750 anes som sm myrer, nogle af de matroser og underofficerer, der dannede rygraden i Holmens divisioner.
Den lille mand, som står helt agter i chaluppen i forgrunden er en kvartermester. Blandt hans opgaver var at styre chaluppen. Om denne kvartermester også var justitskvartermester, melder historien ikke noget om… Gouache af Rønneby ca. 1750, Orlogsmuseet.
I mit arbejde med afhandlingen har jeg hele tiden forsøgt at identificere de forskellige grupper i Søetatens univers. Der var håndværkere, matroser, officerer og underofficerer. Hver af grupperne kan yderligere underinddeles i en forbløffende mængde fag- og ranggrupper. En gruppe, som jeg har undret mig over, jeg ikke kunne finde, var profosserne. Profosserne var de underofficerer, der stod for afstraffelserne både til søs og ved kompagnierne på Holmen. De findes omtalt i en række sammenhænge i perioden indtil ca. 1740, men derefter har jeg ikke kunnet finde dem. Jeg har ledt efter en forklaring, men ikke fundet nogen – før nu.
Ved gennemlæsning af Søkrigsartikelkommissionens betænkninger er jeg stødt på løsningen på mysteriet om de forsvundne profosser. Kommissionen foreslår i maj 1741, at profossen fremover skulle omtales som “Justice-Qvarteer Mester”, fordi ordet profos var belastet. Danneskiold-Samsøe bifaldt forslaget. Ved at give denne embedsmand en ny titel kunne profossen “undgaae Foragt og faa nogen Authoritet”. Det bringer mindelser om vor egen tids iver efter at omdøbe og pynte på diverse arbejdstitler. Hvis jeg nævner skraldemændenes mirakuløse forvandling til renovationsarbejdere, så tror jeg, alle ved hvad jeg taler om. Der er intet nyt under solen.
Ved en tilfældig Google-søgning stødte jeg på en morsom parallel historie. Nemlig at Husarregimentet i 1791 afskaffede det hidtil brugte navn på den tilsvarende embedsmand hos dem. Han havde indtil da båret det maleriske navn “stokkeknægt”. Stokkeknægtene var åbenbart fra gammel tid blevet betragtet som “uærlige” (med alt hvad det indebar af sociale restriktioner). For at ændre på denne opfattelse blev det ved kongelig resolution bestemt, at de “…istedetfor Stokkeknægte herefter kaldes Profosser”. Det er jo ret grinagtigt, at man i Søetaten 40 år forinden havde afskaffet profostitlen, netop under henvisning til den foragt, der var forbundet med dette navn.
Verden vil bedrages.
Den gode nyhed er, at jeg har fundet papirerne fra den kommission, der blev nedsat i 1739 og afsluttede sit arbejde i 1756. Den dårlige nyhed er, at der er en ordentlig bunke af dem! Jeg må prøve at arbejde mig igennem denne bunke og se, om der er noget interessant i den, som vedkommer mit projekt. Efter de første overfladiske gennembladringer kan jeg konstatere, at en kommission blev nedsat i 1739, der havde til opgave at komme med et udkast til en revideret udgave af Søkrigarstiklerne, som senest var revideret i år 1700. Arbejdet stod åbenbart stille indtil Intendant de Marine Frederik Danneskiold-Samsøe i 1742 henvendte sig direkte til kongen med en forestilling og bad om at få arbejdet genoptaget. Kongen resolverede, at det var vigtigt, at arbejdet fortsatte, og indskærpede, at der nu skulle arbejdes hurtigt. På forslag fra Danneskiold-Samsøe blev det også resolveret, at de nye artikler skulle udarbejdes på basis af de franske, engelske og russiske tilsvarende artikler.
Det ses, at denne resolution blev taget alvorligt, og den nedsatte gruppe mødtes ganske hyppigt i 1742-45. Der var møder ca. hver 14 dag, og der blev udarbejdet masser af forslag, som Danneskiold-Samsøe flittigt kommenterede og korrigerede. De nævnte udenlandske krigsartikler blev behørigt kommenteret, og også de svenske artikler blev inddraget. Et usædvanligt initiativ var, at der blev udarbejdet og trykt et sæt prøveartikler, der blev givet med om bord til skibscheferne på de ti udkommanderede skibe i den store udrustning i sommeren 1743. Meningen var, at kaptajnerne skulle melde tilbage, om de havde kommentarer eller forslag til rettelser til artiklerne. Det lød meget godt og progressivt. Men i pakken lå der ti små lapper fra de respektive skibschefer, som alle som én erklærede, at de ikke havde noget at tilføje. Jeg havde ellers glædet mig til at se disse tilbagemeldinger, fordi de var en potentielt fantastisk kilde til de faktiske forhold om bord på 1700-tallets orlogsskibe. Så meget for deltagerdemokrati anno 1743!
Imidlertid gik arbejdet helt i stå ved nytår 1745 og blev først genoptaget i maj 1751. Forklaringen herpå må være, at Danneskiold-Samsøe faldt fra magten, da Frederik 5. kom på tronen i 1746. Og eftersom han havde været drivkraften i foretagendet, gik det herefter i stå. Men i 1751 kom Frederik 5. I tanker om projektet og fik fyret op under den gamle kommission, der hurtigt barslede med de færdige krigsartikler, der kunne udgives i 1752. Nu havde kongen fået så meget blod på tanden, at han ønskede, at der også skulle udarbejdes et sæt artikler for landtjenesten ved Søetaten. Og dette sæt artikler udkom i 1756.
Det var en god dags arbejde! Nu må jeg ud og nyde sommersolen.
Ifølge Frederik 5.s Søkrigsartiklers § 566 var det strafbart at desertere. Her kunne man læse, at: Ingen maae undvige, eller bortløbe. Er det en Gemeen, da skal han hænge fra Raa-Nokken: Er det en Under-Officier, da belægges han med samme Straf.
General-Pardons-Patent fra 1742. Man må forestille sig, at patentet har været slået op som plakat i toldboder og rådhuse, etc.
Men det forekom alligevel hyppigt, at gode og erfarne folk “undveg uden Forlov” – altså stak af. Forekomsten af desertioner var hyppige, og var begrundet dels med ulyst til tjenesten, dels “lyst til at fahre”, altså at den enkelte sømand hellere ville sejle på verdenshavene end at forrette tjeneste i Søetaten. Der var så mange deserterede, at det ikke ville have været realistisk at forsøge at henrette dem alle, efterhånden som de blev pågrebet. I stedet blev der rutinemæssigt udstedt et “General-Pardons-Patent”. Sådanne patenter udstedtes i følgende år efter Store Nordiske Krig: 1719, (forlænget 1722), 1732, 1742, 1748, (forlænget 1749), 1762, (forlænget 1763 og 1764), 1770, 1777 (forlænget 1781 og 1783). Søfolkene kunne efter udstedelsen af sådan et patent frit melde sig ved deres sølimit eller division og igen blive indskrevet i rullen. Vel at mærke uden at de straks skulle melde sig til tjeneste igen. Efter 1783 blev der ikke udstedt flere general-pardons-patenter.