Billedet i Dr. Juliane Maries Atlas forestillende skydeskiven fra Søetatens bøsseskytters øvelsesskydning i juni 1764.

Ifølge Krigsartikelsbrevet for Landtjenesten skulle samtlige bøsseskytter ved divisionerne “drille” med kanoner og håndvåben samt øve sig i “Granaters og Bombers Kastning” hver maj og juni måned. De bøsseskytter, der stod under en division, skulle øve en uge hver på skift i de to måneder. Imidlertid ser det ud til, at træningen var tilrettelagt lidt anderledes i forbindelse med denne øvelse i 1764. Af tegningen fremgår det nemlig, at juni måneds skydetræning var inddelt i tre kommandoer på hhv. 54, 59 og 60 bøsseskytter. Der blev i alt affyret 173 skud (et skud per bøsseskytte) i løbet af i alt 16 dage. Rundet op svarer dette til ca. 11 skud om dagen. De lange sommerdage i juni måned har givet rigeligt tid til sigtning og instruktion. Rundt regnet er der blevet affyret et skud i timen. Det var med andre ord ikke hurtig skytsbetjening, der øvedes.

Tegningen stammer som sagt fra Dr. Juliane Maries Atlas. Det er en parallel til Frederik d. 5.s Atlas, som jeg før har omtalt. Årsagen til, at den er medtaget i atlasset står hen i det uvisse. Måske overværede de kongelige noget af skydningen? En person, der i hvert fald så skydningen, var Peter Schiønning, der i sin dagbog for 1764 skriver: “Den 21. juni 1764. Paa Amager og saa bøsseskytterne skyde med 8-pundige efter skiven, som stod 1250 skridt borte. Saa og efter skiven med haandgeværer, de som ramte skiven med kanonkuglerne fik en præmie og med haandgeværer en fridag.” Han har fået afstanden forkert, men resten er jo korrekt nok. Præmiesummerne for at ramme skiven var angivet i krigsartiklerne, men der nævntes ikke noget om fridage.

I Krigsartikelsbrevet for Landtjenesten for Søetaten stipulerede § 265 nøje, hvordan øvelserne skulle foregå, og præmiesummerne løb op i endog rigtig pæne beløb. “…de ved hver Division, som med 3 nærmeste Skud sig til Maalet distinguere, nyde en Præmie, saa den nærmeste faaer 15 Rdlr., den næste 9, og den 3die 6 Rdlr.” Det var mange penge i 1764, hvor en almindelig bøsseskytte måtte nøjes med 1 rd. 88 sk. i månedsløn og en overarkelimester tjente 4 rd., 48 sk.

Udsnit af billedet i Dr. Juliane Maries Atlas. De 30 træffere er markeret med tre forskellige farver.

På skydeskiven er med forskellig farve angivet træffernes placering. De sorte prikker er 1. Kommandos (9 træffere), de røde er 2. Kommandos (9 træffere) og de gule 3. Kommandos (12 træffere). I alt er der på og under skiven noteret 30 træffere. Det er en træfprocent på 17. Ikke helt imponerende, selvom der blev skudt på 400 meters afstand. Her som i mange andre tilfælde i forbindelse med min afhandling står jeg tilbage med spørgsmålet om repræsentativitet. Jeg har ikke kunnet finde oplysninger om andre tilsvarende skydeøvelser med 8-pundige kanoner. Men et opslag i værket Dansk Artilleri i Napoleonstiden gav oplysning om resultaterne fra skydeøvelser med 36-pundige kanoner af system 1834, som var kanoner, der regnedes for at have større træfsikkerhed end kanoner af ældre systemer. Her blev der skudt efter mål af hhv. linjeskibsstørrelse og fregatstørrelse. På en afstand af 942 meter var træfprocenten kun på hhv. 55 og 36 for hhv. linjeskib og fregat. Et linjeskib var ca. 50 m. langt, fregatten lidt mindre. Hold dette resultat op mod 17 procents træffere på en skive på kun 2,25 meters bredde. Det er faktisk ret god skarpskydning. Ellers var resultatet vel næppe heller blevet bevaret i det kongelige atlas.

Det kan ydermere konkluderes, at skydeøvelserne fandt sted, at de blev dokumenteret (i hvert fald i dette ene tilfælde) og at der var et konkurrenceelement betonet i de tre forskellige kommandoer. Jeg kan også se, at der kun deltog 173 bøsseskytter i juni, selvom der i alt ved hver division var 120 bøsseskytter – altså 460 i alt. Nogle var udkommanderet til søs med årets udrustede skibe, og det var formentlig ikke alle bøsseskytter, der blev trænet hvert år. Hertil kommer, at tegningen kun dækker junis skydeøvelser. Hvis lige så mange har skudt i løbet af maj måneds øvelser, var det en substantiel andel af bøsseskytterne, der fik skydetræning i løbet af de to fastsatte måneder.

Alle gode forslag til yderligere tolkninger modtages med kyshånd.

Hvad der står i Krigsartiklerne fra 1756:

§. 265.

Naar Bysse-Skytterne skal lære at drille med Canoner, og excrcere med Haand-Gevær, samt Granaters og Bombers Kastning, hvilket skal skee i de 2de Maaneder Majo og Junio, hver Divisions Bysse-Skyttere sin Uge i hver Maaned, da skal han besörge at de ved Under-Töy-Mesteren, Fyr-Verkerne og Under-Officiererne, lære alle Manoeuvres med Canoner og Haand-Gevær efter Tit. LXVII. udi Söe-Krigs Artikels Brevet, og at de, naar de har exerceret blindt, baade öves i at skyde med Flinter og med Canoner til Maals, da de siden en Dag i Vores Combinerede Admiralitets og General Commissariats Collegii, Holmens Chefs og Divisions Chefernes, Overværelse skulle gjöre den fulde Exercice, og med Canon skyde til Maals, og saa de ved hver Division, som med 3 nærmeste Skud sig til Maalet distinguere, nyde en Præmie, saa den nærmeste faaer 15 Rdlr., den næste 9, og den 3die 6 Rdlr., som dertil af Vores Collegio anvises.

Som jeg nævnte for nogen tid siden, er jeg ret begejstret for Peter Schiønnings manuskript til en håndbog i praktisk sømandskab. Jeg har ikke læst samtlige sider endnu, men det står allerede nu klart, at det er den absolutte hovedkilde til viden om Søetaten i 1700-tallet. Den første halvdel af den tid, jeg arbejdede med min afhandling, følte jeg mig som en detektiv, der møjsommeligt gravede de få oplysninger af kulturhistorisk værdi frem fra spredte kilder. Nu er jeg ved at drukne i kulturhistoriske detaljer, og vil slet ikke kunne få alt “det sjove” med i den endelige afhandling. Jeg vil nedenfor nogle eksempler. Af hensyn til forståeligheden har jeg valgt at modernisere sproget i citaterne en smule, så alle kan være med.

Jeg har før nævnt de oplysninger om ferskvandets kvalitet om bord, som er anført i manuskriptet. Men jeg har fundet lidt mere. Bl.a. nævnes det, at der særskilt til officerernes brug på skandsen var opstillet to til fire “bojaner” – stenstøjskrukker, hvor man gjorde sig ekstra umage for at rense vandet. Dette vand var beregnet på officerernes madlavning og tevand. Når de blev fyldt, hældtes vandet igennem et dobbelt lag hårdug (flagstof) for at filtrere urenheder fra. Men der var stadig sedimenter tilbage i vandet. Derfor var der i bunden af krukken et lag småsten under en blyplade med huller i. Snavs og partikler bundfældede sig nede mellem stenene og blev ikke så let hvirvlet op, når man øste af vandet. Jeg synes, det er særligt interessant, at Schiønning nævner, at man for at rense vandet, hvis det er råddent, kan komme “rene gløder” i, da det får en bedre smag. Er dette en form for aktivt kul?

I et afsnit om regn og sygdom får vi en række oplysninger om officerernes og besætningens beklædning. Løse kapper af uld er “fortræffelige” i regnvejr, fordi de hænger løst om kroppen og derfor ikke bringer fugtigheden helt ind til huden så hurtigt, og oven i købet kan vrides, hvis det er slemt. Hatte foret med voksdug indvendig og på pulden nævnes som gode. Særlige regnslag af silketøj gennemtrukket med olie eller fernis fremhæves som gode til at holde regn ude, men de blæser let op (som en faldskærm) og ødelægges. Disse var nok forbeholdt officerer. De menige klarede sig med sejldugs-kavajer (jakker), der gerne måtte være lidt fedtede og tjærede. Folkene tjærede ofte deres tøj af samme grund. Nogle af folkene har “grønlandske kjoler” af sælhundeskind med sig, som også var gode til at holde regnen ude. Til gengæld brugte man ikke tøj af voksdug, hvilket Schiønning mente var ærgerligt, da det formentlig ville være effektivt.

Jeg har allerede skrevet alt for meget, og der er så meget mere, der er rigtig interessant. Eksempelvis, at vagten om bord som regel var inddelt i treholdsskift, selvom der i Søkrigsartiklerne står, at den skulle inddeles i to – Kongens og Dronningens Kvarter. Det tredje kvarter kaldtes “Prinsens Kvarter”. Der står selvfølgelig alt om, hvor hvem skulle stå under hvilke manøvrer. Hvor mange, der fik landlov ad gangen, etc. etc. etc. Det er et veritabelt skatkammer af totalt detaljeret viden. Og det er troværdigt. Der nævnes igen og igen “vi plejer” og “i Søkrigsartiklerne står der … men til daglig gør vi …”. I den kommende tid vil jeg prøve at lægge flere forskellige smagsprøver ud, så alle kan se, at det her er noget ud over det sædvanlige.

Tønde fra 1916, lavet til udvanding af saltet flæsk. Et af de mange formål, man brugte vand til om bord. Orlogsmuseet.

At have tilstrækkelige ressourcer af drikkevarer om bord på skibene var livsvigtigt. Man regnede som en tommelfingerregel med, at der blev brugt tre potter ferskvand og 2½ potter øl per mand per dag, hvilket svarer til ca. 5,3 liter væske i alt, hvoraf der dog også blev taget vand til madlavning, tøjvask, mv. Vandet stuvedes i læggerser og fade (også kaldet farkens), der anbragtes nederst i lasten. Læggerserne lå nederst og oven på dem lå fadene. Følgende tabel giver en ide om størrelses- og vægtforholdene:

Normalt medbragte skibene til almindelige togter forsyninger til tre måneders forbrug, hvilket svarede nogenlunde til, at der som tommelfingerregel skulle medbringes et fad vand per mand. Dette ses bl.a. af skibsskriverens inventarreglement, hvor det anførtes at der skulle medbringes følgende antal læggerser og fade til skibene:

Den følgende billedserie er tegnet af den danske søofficer Løwenørn, der var i fransk tjeneste i 1730′erne. De forestiller vandtøndernes og ballastens stuvning i det franske 64-kanonersskib L’Eole i 1738.

Øverste lag af små vandtønder, fransk 64-kanonersskib L’Eole 1737, Løwenørn, Marinens Bibliotek.

Nederste lag af store vandtønder, fransk 64-kanonersskib L’Eole 1738, Løwenørn, Marinens Bibliotek.

Nederste lag under vandtønderne, ballaststen og gamle kanonløb stabiliserer skibet. Løwenørn 1738, Marinens Bibliotek.

Vandet hentedes fortrinsvis ved brønde i København. Ifølge Peter Schiønning var det bedste vand det fra brønden på Gammelholm ved Frossenborg Vagt. Han bemærkede i øvrigt, at vand fra norske kilder rådnede langt hurtigere end det københavnske brøndvand, selvom det som udgangspunkt smagte bedre. De store læggerser bragtes tomme om bord på skibet og blev efterset og stuvet ned i lasten, hvorefter de blev fyldt ved hjælp af særlige vandpramme, der med pumpe og en slange blev “styrtet”, som det kaldtes, over på læggerserne. I denne proces var det vigtigt så vidt muligt at undgå, at der kom urenheder ned i vandet.

Frossenborgs vagt på Gammelholm ved udløbet af Nyhavn. Brønden ses ikke, men i forgrunden triller en matros med en vandtønde. Orlogsmuseet.

Imidlertid var det i 1700-tallet ikke muligt at konservere vand på en sådan måde, at det holdt sig uden at blive råddent og inficeret med bakterier. I slutningen af marts 1760 oplevede den rejsende Friderich von Haven, hvordan vandet rådnede i tønderne om bord på orlogsskibet GRØNLAND med 60 kanoner. Han mente, at vandtønderne blev behandlet uforsvarligt, og at de blev fyldt af ukyndige matroser, mens de kadetter eller officerer, der skulle holde dem under opsyn gik på kaffehus! Von Haven påstod, at tønder blev fyldt uden at skelne, om det var kød- eller vandtønder, tønderne var ifølge ham ganske enkelt ikke mærket efter deres formål. Det skal siges, at von Haven på dette tidspunkt allerede havde besluttet sig for at gøre rejsen til Middelhavet over land. Hans generelt negative indtryk af livet til søs var mærket af, at han led stærkt af søsyge. Det afholdt ham dog ikke fra at foretage ret nøjagtige optegnelser om vandet:

Da ieg taler om Vandet, saa maae ieg erindre at man havde 300 Vandfade om bord, ethvert holder næsten to tønder. Man havde 300 tønder Øll; og desforuden neden i Lasten 68 Lersinger [læggerser], (…) Disse sidste blive gierne liggende tilsidst, og Vandet derudi raadner to, tre eller fire gange, ligesom reysen er lang til; man bruger dem ikke uden i Nødsfald. Vandet skal smage meget got efter en tredobbelt eller firedobbelt forraadnelse; men derhos have en bruun thebou couleur.

Også Peter Schiønning noterede den samme tanke om, at vandet kunne rådne og blive godt igen op til tre gange. Han tilføjede desuden, at erfaring viste, at det ikke hjalp at koge vandet, da det íkke gjorde noget ved den dårlige smag. Da smag og lugt var de eneste indikatorer, man havde, før man fik viden om bakterier, forekom denne fatale fejlslutning logisk.

Øl var nemmere at holde frisk. Den konserverende humle smagte ganske vist skarpt, men blev til gengæld betragtet som sund og god for maven. Der kunne naturligvis opstå situationer, hvor man på grund af knaphed måtte rationere folkenes drikkevarer. Det var dog en så stor belastning af mandskabets forhold, at det efter Peter Schiønnings opfattelse ikke burde ske uden et foregående skibsråd. Schiønning begrundede bl.a. dette med, at indskrænkningerne skulle ses i forhold til, at “Øll og Vand (…) i almindelighed pleyer at staae aabent for en hver at tage saa meget af som de vil”. Dog stod der en skildvagt på underste batteri, der skulle holde orden, når folkene kom for at drikke af det der opstillede fad, og særlig holde øje med, at der ikke kom snavs ned i vandet. På et 50-kanoners skib som DITMARSKEN medbragtes der 50 “U-Beslagne Øll-støber”, altså store krus af træ. Folkene havde altså ikke hver deres krus, men måtte deles om dem.

Som et supplement til vand og øl, var der en daglig ration brændevin. Ifølge søspisetaksten var der 1 ¾ pægl brændevin per mand om ugen. Det svarer til 6 cl. per mand om dagen. I dag regnes en genstand for 4 cl., så det var med andre ord en stor snaps, der blev skyllet ned. Af Skibsskriverens inventarreglement ses det, at der på 50-kanoners skibe medbragtes otte brændevinsfade. Disse fade opbevaredes bag lås og slå i en særlig “brændevinskælder”. Brændevinet var formentlig det mindst sundhedsskadelige, folkene indtog i dagens løb.

Danske orlogsskibe i havblik ca. 1750 en chalup i forgrunden. Kister kunne begraves til søs netop fra chaluppen, hvis man frygtede, at de ville blive flydende nær skibet. Malet af Clement Mogensen Rønneby, Orlogsmuseet.

Begravelser

Begravelsen markeredes ved at kampagneflaget – det store flag på agterspejlet – blev sat på halv. Der blev ikke skudt salut for menige i forbindelse med bisættelsen med mindre de var døde i kamp. Til gengæld skulle præsten ifølge Søkrigsartiklerne holde en “en meget kort Tale” – men kun hvis det blev forlangt. I talen skulle han “tiltale de Levende at betænke deres Död, og at Havet eengang skal igjengive sine Döde at möde for Dommen”.

I skibspræsten Tops dagbog fra 1757 findes en fin omtale af en begravelse til søs. Det var præsten om bord på orlogsskibet NETPUNUS, der var død, mens skibet lå for anker ud for Marseille i det katolske Frankrig, hvor det var forbundet med store vanskeligheder og udgifter at begrave en protestant i land. I stedet for at sætte ham overbord direkte fra skibssiden valgte man at bringe kisten længere bort fra skibet i en chalup.

F.m. efter Prædiken tog jeg om Bord paa Neptunus for at gelejde den afdöde Præstes Liig, som blev sadt udi Chefs Chaluppen, hvorudi Capitain Lieutenant Kaas og jeg bad for Liiget, derefter fulgte 2de andre Chalupper med Officerer og Cadetter, og i den Orden: Een efter een anden roede de ud fra Skibene paa Dybet; da vi syntes at være langt nok ude, holdt alle Chalup Roerne paa Aarerne, derpaa stod jeg op og kastede Jord paa Kisten, som derefter blev styrtet i Söen; og paa det den kunde strax synke, var alle vegne boret Huller paa den, og inden i den var lagt én anseelig Vægt af Knippelkugler; dog formedelst Bræddernes Tykkelse Kiisten var gjort af ikke (kunne) synke; men efter at vi i samme Orden var roed tilbage til Neptunus maatte Chaluppen roe hen med en större Vægt af samme Kugler, og giöre den fast ved Kiisten, hvorpaa den strax sank til Bunds.

I Hiorthøys dagbog fra 1770 findes en helt tilsvarende omtale af en begravelse af en præst til søs, hvor kisten heller ikke ville synke:

8. [juni] døde Hr. Hoff, Præst paa Hospitals-Skibet. 10. [juni] Udført [dvs. kastet overbord], men da der var for lidet Steen i hans Kiste, saa vi ham Dagen derefter at flyde forbi vores Skib, og dette er som oftest de Søfarendes Skiæbne.

Og som om det ikke skulle være nok med de to ovenstående eksempler, findes der en interessant beskrivelse fra 1818, hvor kanoneren Abraham Fischer var vidne til matrosen Carl Peters begravelse til søs i Middelhavet. Også her var der problemer med at få liget til at gå til bunds:

Kl. 7 blev Liget af Carl Peter efter foregaaende Høÿtidelighed over bordsat, men havde det uheld, at vi maatte fire Jollen i Vandet, og roe hen og tage Kisten op igien i Jollen og lægge et Baglast Jern i Kisten da den eÿ ville synke.

Kanoneren havde også tidligere på togtet til Middelhavet været vidne til en stemningsfuld begravelse til søs. Det var da skibets ober chirurg Bayer døde om bord, da skibet lå for anker i Elbas havn. Det var for besværligt at få ham begravet i land på grund af karantæneforanstaltninger mv. I stedet stod skibet til søs og begravede doktoren i selve indløbet til Elbas havn:

Og i Mundingen af Indløbet overborde sat over Dorteren Da det var umuligt at faae ham i Lang begravet Han blev Brunget til sit hvilestæd med Følgende Sermonier, efter derførst var lagt 2 stk 6 pd Jern imellem hans Been og boret adskillige Huller i Laaget, derefter blev liget op baaret af 6 Chaluproer klædte i Hvide Skiorter og Buxer blanke Hatte og Røde Tørklæder om Halsen, samdt Røde Baand om Armene og Ledsaget af en Lieutnant, Liget blev hensat om Styrbord Side ved Falderebet hvor det blev bedækket med et Rødt Flag, derefter blev en Salme afsiunget og læst en Bøn over Det hvilket alt foregik med største Høytidelighed hvorpaa blev Kastet Jord paa Kisten af Proviands Forvalteren som forskiønnede Høytideligheden meget; Herpaa blev Kisten med Liget sadt op paa et Bret, med en Ende Toug ved, hvor paa dig skiød Brættet ud, og plump der laae Han, derefter blev igien afsiunget en Psalme, dermed Endes denne Siremonie.

Disse ovenstående beskrivelser er de mest nøjagtige, jeg har kunnet finde, af tidlige begravelser til søs fra danske orlogsskibe. Men det skal indskærpes, at det også af og til lod sig gøre at få den afdøde bragt i land. Dette findes der en meget stemningsfuld beskrivelse af fra 1752, hvor kommandørkaptajn Holst døde af diarrhé ved Isle of Wight undervejs til Middelhavet, hvor han var chef for fregatten CHRISTIANSBORG. Søkadetten Peter Schiønning beskrev begravelsen:

Om Eftermiddagen Kl. 7 blev Commandeur Capitain Holstis lig ført fra Borde i Land for at begraves paa Ejland Wight, toppede og bragte Raaerne i Pik og Gewæhr, hejste Flag og Giøs paa halv Stang paa Skibet, saa vel som Flaget paa de Fahrtøyer, der tog i Land med ham, og sørgefarverne, Liiget laa i en Kiste som med sort Baj var overtrukken. Premier-Lieutenant Günthelberg lagde Kaarde paa Kisten, blev ved Taklen nedsat i Barkassen, hvor omkring Liiget Cadetterne Schønnebøl, Frantzen, C. Neuspitzer, Lachmand, Budde, Hoben, Soelberg og Schiønning sad for at bære ham til Iorden, saasom han havde været Cheff for Cadetterne. Bagefter kom chefschaluppen roendes hvori Skibets Officerer sad for at følge ham til Iorden, da Liiget tog fra Borde blev begyndt med at skydes 11 minut Skud fra Fregatten – saasom man formedelst Ebben ikke kunne lægge lige til Broen, blev Liiget af Chalup-Roerne, der var i fuld Statz, baarne paa deres Skuldre til Broen, og maatte de vade i Land med ham, paa Broen tog Cadetterne imod ham, og bar ham til Over Rides Byes Kirkegaard, hvor han blev begravet tæt ved Kirken.

Døden var altid de store skibes følgesvend. På enkelte togter kunne man være heldige, at kun få døde undervejs, men ingen dødsfald overhovedet var stort set utænkeligt. Besætningen måtte bestandig tage stilling til det hårde faktum, at døden var en del af livet, og deres kammerater kunne rives bort. Vi ved ikke så meget om, hvordan det prægede hverdagen. Et par linjer, som Peter Schiønning skrev ned i en oversigt over sømandsudtryk, giver et hurtigt indtryk af, hvordan man omtalte de døde. Den ene: “Han er kommen ned i Sækken” var en eufemisme for døden, der hentydede til, at de døde ofte syedes ind i deres køjesæk. Den anden: “Han er i den dybe Kielder”, vidner om en grum humor.

Schiønning fik altid sine manuskripter smukt indbundet, “Haandbog i Practisk Söe Mandskab” er ingen undtagelse. Seks bind med ca. 2500 siders manuskript.

Jeg har i den seneste uge været helt vild af begejstring over mit “fund” i det Kgl. Biblioteks Håndskriftssamling, som uundgåeligt kommer til at ændre min afhandling rent kvalitativt. Det er som sædvanlig Peter Schiønning, der har været på spil. Schiønning begyndte allerede i 1750′erne at lave optegnelser om forskellige aspekter af sømandskab og de daglige arbejdsrutiner om bord på danske orlogsskibe. I forhold til mit arbejde med afhandlingen, må “fundet” betragtes som et afgørende gennembrud. Her er der alle de oplysninger, jeg har savnet i det øvrige kildemateriale. Hvor Schiønning i sine dagbøger kort skrev, hvad man foretog sig, beskrev han i dette manuskript hvordan, man udførte alle de forskellige opgaver. Her er ordlyden af søfolkenes opsange (de arbejdssange, der angav rytmen, når folkene eksempelvis halede i et tov), her er oplysninger om katte om bord, spilleregler for de meniges lege og fritidsfornøjelser… og jeg kunne blive ved.

Når jeg skriver “fund” i anførselstegn, er det fordi jeg hele tiden har været opmærksom på manuskriptets eksistens, men blot ikke forstået, perspektivet i det. Da jeg for snart ti år siden udarbejdede denne oversigt, havde jeg det mellem hænderne. Men dengang prioriterede jeg at transkribere dagbogen, da jeg mente, den så mest lovende ud. Men i dag kan jeg godt se, at det var denne aldrig publicerede håndbog, der nok er det allermest spændende, Peter Schiønning har efterladt sig. Materialet får de ellers interessante marineordbøger til at blegne i sammenligning.

Jeg kommer helt sikkert tilbage med saftige uddrag. Men her følger først en oversigt over indholdet af de seks bind:

Schiøn. 41, 4to, Practisk Söemandskab

s. 900-1350

Til Ankers

902 Officeererne ere og nødt til at bekymre sig om det Smaae i Søemandskabet – Fortale

904 Om at fortøye et skib med 2 Ankere &c

926 Om at stryge og opsette Stænger og Raaer

946 Om at tørre Seyl og beslaae dem til Ankers

968 Om at klare Svær-Tougene for slag

984 Om Vagt-Skud, Aften og Morgen paa en Reed

1004 Om Permission, at gaae i Land for Officeerer og Mandskabet

1020 Observationer naar man kommer i Havn og i Almindelighed til Ankers

1048 Precautioner at forekomme Drift til Ankers, samt i agttagelse naar man driver, ved at lade falde nye Ankere

1080 Om at lætte et Anker i Almindelighed

1108 Om at Vulle og sette Vandt og Stag

1156 Om at varpe med et Skib

1268 Om Vagt-Skibe i Almindelighed

1284 Om Vagt-Skibet i Øresund, eller ved Helsingøer

Schiøn. 42, 4to, Practisk Söemandskab

s. 1350-1800

Til Søes, 1ste Bog

1352 Om optegning til Søemandskabet og Artiklernes Inddeling

1354 Om at gaae Seyl og Iagttagelser for ud der til

1394 Om at Lodde til Søes

1410 Om Skibets Amning og at styre

1442 Om at seyle Bie de Vindt, eller ved Vinden – Brase op

1484 Om at seyle for Vinden og Rumskiøds

1502 Om at gaae over stag, eller vende ved Vinden om

1530 Om at vende for Vinden om

1550 Om at reve Seylene, og udstikke Rev

1570 Om at bærge eller indtage Seyl, fornemmelig i haardt Veyr

1586 Om at ligge bie og drive til Søes

1602 Om at sette Seyl til, i særdeleshed i Haardt Veyr

1632 Om at gaae til Ankers

1650 Om at seyle i Almindelighed, Iagttagelser der ved

1670 Om at seyle eller stille Cours i Almindelighed

1678 Om Kiendemerker til Søes i Almindelighed, og der af at kunde viide hvor man er

1706 Om Strøm – Søe – Dynning – Brænding – Is i Almindelighed

1730 Om hastige Søe Occationer som kunde indtreffe

1752 Precautioner for Brand i et Skib, og Forhold ved Ild i det

1764 Om Oprør, eller Rebellion i et Skib

1782 Om Master og stænger som gaar overbord, og at opsette andre i Stæden

Schiøn. 43, 4to, Practisk Söemandskab

s. 1800-2250

Til Søes, 2den Bog

1802 Om daglig til Søes at giøre Optegninger til Søe-Mandskabet – Fortale

1804 Om at kappe et sværd Anker. For hastig at gaae seyl

1824 Om læg skib, og hvad at foretage derved

1842 Om at komme paa Grund, strande med Skibet og Iagttagelser derved

1866 Om Læe-Seylene, sætte dem til og bære samme

1884 Beskrivelse over alle slags Coffardieskibe, og hvor ved et hvert slags hastig kan kiendes

1930 Om Udkig til Skibs, Nat og Dag

1944 Om at være i en Flaade eller Escadre, og iagttagelser der ved

1972 Om Krigs-Skibes Beseyling

Schiøn. 44, 4to, Practisk Söemandskab

s. 2250-2700

I Almindelighed, 1ste Bog

2252 Om at skrive tydelig og fuldstendig om en Metie – Fortale

2254 Om Skib – Gods – Seyl – Takkelagie &c at conservere og reparere

2290 Om Flag og Vimpel i almindelighed &c

2314 Om Journaler og Protokoller paa et Krigsskib

2348 Om de Syge – Deres Opvartning og Forflegning

2386 Om Vagt- og Quarteer til skibs, til Ankers og underseyls

2430 Om Salutering og Honeurs paa Krigs-Skibe

2490 Om Signaler og Rendevous

2522 Om Commando og Orden paa et Krigs-Skib

2570 Om et Krigs-Skibs-Fahrtøyer, og at seyle og Roe med dem

2682 Om Opsange og Piben til skibs

Schiøn. 45, 4to, Practisk Söemandskab

s. 2700-31-30

I Almindelighed, 2den Bog

2702 Om Artiklernes Inddeling til Søemandskabet og hvorledes skrevet samme – Fortale

2704 Om Vandfyldning

2718 Om Proviantens Conservation – Minage og Anskaffelse paa nye

2742 Om Vind og Veyr, dets Natur og Kiendetegn

2782 Om Musik og Leege til Skibs

2813 Søe eller Skibs Talemaader

2886 Om Søe Levnet til Orlogs – Officeerer have Videnskaber, Artighed, Politesse

2910 Om Rangering med Chalupper, Observationer der ved

2942 Om Instructioner og Ordres

2958 Iagttagelse ved at see og møde Skiibe i Søen eller i Havne

3006 At giøre Priiser; opbringe Coffardie skiibe

3022 Om at Convoyere Skiibe

3058 Om Krigs- og Skibs=Raad

3070 Om Krigs Rette, og deres for ofte Brug

3084 Om Frygt – Courage – Panisk-skræk – Forvovenhed – Opofring, &c

3110 Om Krigs-List, Stratagemer, Overrumpling, Surpriser

Schiøn. 46, 4to, Practisk Söemandskab

s. 3130-3582

Krig til Søes

3132 Søe Officeerer har Vandskelighed for, ret at lære deres Metie – Fortale

3138 Observationer for en commanderende Admiral ved en Flaades Eqvipering

3152 Om Erfarenhed og at have en god Søe-Historie

3180 Iagttagelser ved at overlegge Krigs Operationer eller en Expedition til Søes

3216 Adskillige Iagttagelser for en Admiral i Aldmindelighed

3240 Om en Orlogs Flaades Inddeeling og Stilling til Batallie

3258 Om at Exercere og indrette alting vel, til at vinde Seyer og Lykke

3304 Om at holde Flaade; eller nøye i en Flaade i agttage sin Post og Stilling

3320 Fordeelagtig i Batallie at benytte sig af sin skiøds

3356 Om Krydsere og Krydsning med Skibe til Søes

3368 Om at giøre Klar Skib til Batallie

3384 Iagttagelser føren en Batallie

3408 Iagttagelser i Batallie

3440 Iagttagelser efter en Batallie

3456 At fløgte, søge Retraite, undgaae Batallie

3472 At giøre Jagt, forfølge Fienden

3488 Om Entring til Søes i Tiid af Batallie

3518 Om Brandere til Søes

3530 Om Bombarderer, eller Bombardeer Galiother

3542 Om Galeyer

3552 Om at giøre Landgang – Indtage Søe Fæstninger og Batarier, &c

Side fra FYENs skibsjournal fra togtet til Middelhavet i 1755, 1.-2. September for anker ved Port Mahon, Malta. Zimmers eksemplar, Marinemuseet i Horten.

Skibenes journaler er de væsentligste kilder, vi har til det daglige liv om bord på orlogsskibene. I det følgende er udtaget tre tilfældige datoer fra orlogsskibet FYENs skibsjournal fra 1755. De er udvalgt som eksempler på, hvordan hverdagen forløb når et orlogsskib var hhv. under udrustning hjemme i København, når det var under sejl på åbent hav og når det lå for anker ved en (fremmed) havn. Når netop dette togt er valgt, er det fordi, der er bevaret både skibsjournal, justits- og kommandoprotokol og en personlig dagbog fra togtet – Nemlig Peter Schiønnings.

Ao. 1755 May Paa Kiøbenhavns Reed

Det ovenstående er det første, der er skrevet i journalen for årets togt. Journalen blev påbegyndt den dag, da skibet halede ud af Flådens Leje. Hermed var det ude af Holmens beskyttede univers, og skibet stod ikke længere under Holmens Ekvipagemesters ansvar. Der var derfor nu et både praktisk og juridisk behov for at føre en journal. Der er givetvis også blevet ført ekviperingsjournaler, når skibene var under udrustning på Holmen, men disse har desværre ikke kunnet opspores. I ugerne før journalens påbegyndelse havde skibet summet af aktivitet. Det fremgår af Peter Schiønnings dagbog. Schiønning var nemlig blevet tilkommanderet FYEN den 5. maj og stillede til tjeneste om bord d. 9. samme måned. Ved et mærkeligt tilfælde blev det ham, der af skibets chef, kommandør Frederik Zimmer, blev bedt om at føre skibsjournalen. Schiønning førte journalen i tre eksemplarer, det ene beholdt han selv, og det er bevaret i Schiønnings Samling på det Kgl. Biblioteks Håndskriftssamling, det andet fik skibets chef personligt, og det findes i dag i Zimmers privatarkiv på det norske marinemuseum i Horten, det sidste eksemplar tilgik Admiralitetet og findes i Søetatens arkiv på Rigsarkivet. Under “Merkværdigt” er noteret, hvordan udrustningen af skibet skred frem. Der bragtes kanoner og andre fornødenheder om bord, og skibets rigning var stadig under klargøring. Bemærk, at skibet skulle pumpes to gange inden for et døgn – ikke fordi det var noget ringe fartøj, men tidens skibe var notorisk læk, og pumpningen var en regelmæssig og ofte daglig rutine.

Ao. 1755 Jully Udi Midlandske Søe

Etmålet fra torsdag middag til fredag middag d. 17.-18. juli var præget af to dødsfald. Om formiddagen d. 17. juli var matros Caspar Wilhelm Buckwaldt fra 1. Division død efter otte dages sygdom og kastet over bord. Buckwaldts gods blev bortauktioneret kl. halv to torsdag eftermiddag. Kl. fem fredag morgen døde den enrollerede matros, skibmandsmath Poul Christensen Kock fra København. Han døde ret pludseligt uden først at have været i sygekost. Tre timer senere blev også hans lig kastet over bord og hans ejendele bortauktioneret. Begravelsen markeredes ved at kampagneflaget – det store flag på agterspejlet – blev sat på halv. Der blev ikke skudt salut for menige i forbindelse med mindre de var døde i kamp. Til gengæld skulle præsten, Jens Severin Braem ifølge Søkrigsartiklerne holde en “en meget kort Tale” – men kun hvis det blev forlangt. I talen skulle han “tiltale de Levende at betænke deres Död, og at Havet eengang skal igjengive sine Döde at möde for Dommen”.

Morgentimerne anvendtes ofte til at skrabe og spule skibet for urenlighed. I forbindelse med større rengøringsopgaver kunne man vælge at bringe folkenes hængekøjer på dæk og anbringe dem i finkenettet langs skibssiden. I 1800-tallet blev dette til en fast, daglig praksis. Men i 1700-tallet ses det, at det langt fra var hver dag, det forekom. Fredag d. 6. juni på FYENs togt i 1755 blev køjerne eksempelvis bragt op i finkenettet kl. otte om morgenen, og samme aften kl. otte blev køjerne bragt under dæk igen. Først d. 17. i samme måned blev køjerne igen bragt op. Man kunne fristes til at formode, at den manglende omtale blot skyldtes, at det var en daglig foreteelse. Men et notat fra 2. september 1755 viser, at det næppe var tilfældet. Den dag blev køjer og kister bragt på dækket om morgenen kl. 5 i forbindelse med rengøring og efter endt rengøring bragt ned om læ igen kl. 11 samme formiddag.

Under sejl var skibets rutiner i øvrigt præget af behovet for løbende at justere sejlsætningen i forhold til vejr og vind. Skibets position blev bestemt ud fra pejlinger af kendte mærker i land, som f.eks. markante forbjerge som her Cap Thonnes og Cap Albatel på den spanske middelhavskyst. Man holdt øje med andre fartøjer og i dette tilfælde også med det andet danske orlogsskib, SLESWIG, som stod under FYENs kommando. Solhøjden blev som regel pejlet ved middagstid og ved solnedgang. Pumpningen klaredes om aftenen kl. otte, men kunne finde sted både om formiddagen og om eftermiddagen alt afhængig af, hvor meget vand, skibet havde trukket.

Ao. 1755 August Paa Algiers Reed

Når skibet lå for anker på Algiers red var det eneste arbejde i skibets rig forskellige vedligeholdelsesopgaver. Resten af fartøjet blev også gået efter med “adskilligt slags Skibs Arbeyde”. Der blev sendt fartøjer i land for at hente vand og andre forsyninger. Pumpningen fortsatte ganske som ved København og i åben sø. Der blev til stadighed holdt øje med, hvilke skibe der passerede, som f.eks. den engelske brigs indsejling i Algiers havn der blev noteret i skibsjournalen. Også når skibet lå for anker blev dagens rytme angivet ved at der blev slået glas med skibsklokken. Men til forskel fra de dage, hvor skibet var under sejl, blev der nu også skudt vagtskud ved solopgang om morgenen og ved solnedgang om aftenen. Samtidig slog tambouren trommesignalerne for reveille om morgenen og tap-to om aftenen. Når der var slået tap-to, skulle der være stille på skibet, ingen måtte være på dækket ud over den vagthavende officer, og folkene skulle ligge i deres køjer.

Besigtigelsesrulle over lokummerne i 3. Divisions huse – det må være det samme som en lokumsrulle…

Af og til støder man i Søetatens Arkiv på nogle ret kuriøse arkivalier. En af de mest snurrige, jeg har set indtil videre, er et par lister over Nyboders lokummer. Myndighederne havde tilsyneladende ikke noget overblik over, hvordan den sanitære situation så ud i Nyboder. Så i 1764 besluttede Admiralitetet, at der skulle laves en oversigt over “priveterne” og hvordan beboerne skaffede sig af med deres “skarn” – altså afføring og urin.

Den interessante men ofte ret vindtørre Peter Schiønning omtaler undersøgelsen af Nyboders lokummer i sin dagbog. I omtalen, der er fra juli 1764, skriver han i dagbogen med et sjældent glimt af humor: “I denne Maaned blev og sat en Commission af en Capitain og fire Lieutenanter angaaende Nyboders Huuses Priveter. En artig Commission, som ieg tvivler om nogen af dem vil lade indføre i deres Levnets-Beskrivelse.” Og det kan i hvert fald konstateres, at kommissionen ikke er omtalt i Topsøe-Jensen og Marquards biografiske værk om danske søofficerer…

Rullen er i virkeligheden to ruller, der omfatter i alt 292 huse fra henholdsvis 1. og 3. Division, fordelt med 147 huse i 1. Division og 145 huse i 3. Division, der er besigtiget d. 25. august 1764 og underskrevet af løjtnant P. Flensborg. Besigtigelsen blev dog ikke forestået af officerer, men af sergenterne N. Krogh og P. Cobel. Rullerne har ikke oplysninger om navne, men det er oplyst, hvilke huse i hvilke gader, der tilhørte hhv. 1. og 3. Division. Her må jeg tilføje, at rullerne dermed også er en fremragende kilde til organisationen af Holmens faste divisionsmandskab.

I det følgende vil jeg forsøge at vise, hvad jeg har kunnet finde ud af ud fra “lokumsrullernes” oplysninger, som jeg har tastet ind i en Access-database. For det første fremgår det, at ikke alle huse havde et lokum. 49 huse eller 17 procent manglede ganske enkelt et – “Ingen Privet befindes i dette Nummer og hielper sig som de kand”, står der ved Hiortelengen nr. 11. Af de huse, der havde privet, havde 40 procent to og 43 procent kun et.

Tallene dækker over to forskellige slags lokum. Det var henholdsvis jordgravede kuler med en overbygning af brædder, dels tønder eller opbyggede kasser af brædder med en overbygning. Man må forestille sig, at de nedgravede kuler skulle tømmes sjældnere og dermed var mere praktiske og også dyrere at bygge. Disse var i enkelte tilfælde bygget af mursten. Kun 14 procent af priveterne var “i Jorden”, som det formuleres i besigtigelsesrullen. Hele 74 procent af priveterne var “over Jorden”. Nogle havde både et jordgravet og et over jorden.

Det vel nok mest interessante i denne sammenhæng, er spørgsmålet om, hvad beboerne gjorde med deres skarn. Nedenfor er det sammenfattet i et cirkeldiagram. Langt den største del (51 procent) bortskaffede deres skarn enten med “Natvognen” eller “Gadevognen” – muligvis to forskellige udtryk for den samme vogn. Enkelte fik det båret væk af “en kone”. Hele 41 procent smed det “paa gaden”, altså direkte ud i rendestenen. Otte procent gravede skarnet ned enten i haven eller “i en Krog i Gaarden”. Jeg vil tro, der er dejlig frugtbar jord i de haver mellem de gule Nyboderlænger – også i dag. Uanset om skarnet blev “bortført”, smidt i rendestenen eller gravet ned, så er jeg helt sikker på, at der ikke duftede af lavendler sådan en varm augustdag, som den i 1764, da sergenterne fra Holmens divisioner gik fra hus til hus og spurgte om lokummernes beskaffenhed – heller ikke i Lavendelgaden, hvor de ellers var gode til at få skarnet kørt bort.

Til sidst melder sig det brændende spørgsmål: Hvordan så den sanitære situation ud i Bjørnegade 5??? Netop det emne fik Gudrun Eriksen ikke beskrevet så grundigt i sin børnebog fra 1966. Men jeg har svaret – i hvert fald for situationen i 1764. De havde “2de priveter af bredder og lader det kiøre bort.” Tænkte jeg det ikke nok. Sådan noget grissefy med at slå det ud i rendestenen, det praktiserede man ikke på den adresse.

Kilde:

RA, Generalkommissariatet (Søetaten), 1697-1808 Original- og konceptdokumenter vedkommende Nyboder. Besigtigelsie Rolle Over Locommerne udi 3die Divisions Huuse.

Ungerne i Bjørnegade 5 er genoptrykt i 2007 og kan købes som ny.

På Endelave er man aldrig særlig langt fra vandet, heller ikke når man er i kirke.

I det følgende stykke har jeg sammenfattet, hvad man kan se om en enkelt enrolleret matros ved at bruge oplysningerne i justitsprotokollen fra DITMARSKEN i 1757. Det er ikke så lidt. Jeg ville vide endnu mere om matrosen, hvis ikke netop kirkebogen for midten af 1700-tallet på Endelave var gået tabt. Ærgerligt.

Søndag d. 2. januar 1757 oplæste præster i samtlige danske og norske kirker, der betjente kystnære sogne, forordningen af 16. december 1704 vedr. Søe-Enrolleringen i Danmark. Det er sandsynligt, at matrosen Niels Olufsen sad på kirkebænken i Endelave Kirke og lyttede. Præsten, Holger Assenius, måtte tage sig god tid, for der var 44 paragraffer, han skulle læse højt. Men Olufsen har måske alligevel lyttet godt efter, for det der blev læst op, vedrørte ham og hans tjeneste. Han har måske været klar over, at det var hans tur til at tage til København det år. Han stod på listen som nr. 16 i Endelave Sogn i Østjyllands Distrikt. Han var helbefaren matros og skulle ganske rigtigt stille til tjeneste det år.

Olufsen havde et par måneder til at forberede rejsen i. Blandt andet pakkede han sin skibskiste med alle de fornødenheder, han mente, han kunne få brug for. Han pakkede til et langt togt: Fem par bukser, tre par underbukser, fem lærredsskjorter, tråd og garn til at reparere tøjet med undervejs, tre trøjer, fem par strømper, to par strømpebånd, to par vanter, en skindhue og en hat. Tre tørklæder, hvoraf et af silke, en kraveknap og et par manchetknapper af sølv vidnede om en vis formuenhed. Og et blækhorn og regnetavle og salmebog viste, at han både kunne læse og skrive og regnede med at få brug for disse evner undervejs. Til den personlige hygiejne hørte tre kamme, en børste, et spejl og en ragekniv. Hertil kom hans dyne og matrosens uundværlige redskab – to knive. Den 6.marts var han sidste gang til alters i Endelave Kirke, og på et tidspunkt den følgende uge rejste han til København sammen med en del af det øvrige indkaldte mandskab fra Østjylland. Rejsen gik formentlig via Århus, men det vides ikke med sikkerhed. Til gengæld er det helt sikkert, at han den 19. marts stillede på orlogsskibet DITMARSKEN, hvor han skulle gøre tjeneste den sommer. Nogle uger senere fik han brev fra sin far, Ole Nielsen, der havde sendt hvad der skulle blive hans sidste brev til sønnen den 28. marts 1757. Herefter gjorde han sammen med det øvrige mandskab tjeneste om bord på skibet hele sommeren på togtet til Norge, hvor han til sidst blev alvorligt syg.

Niels Olufsen døde om bord på DITMARSKEN den 17. september 1757 og hans efterladte ejendele blev opgjort og bortauktioneret. Tilsammen indbragte hans ejendele 11 rigsdaler ved auktionen. Det var ikke en stor formue, men heller ikke helt ringe for en almindelig sømand. Mere ved vi desværre ikke om Niels Olufsen, men hans skæbne har næppe været væsentlig anderledes end hundredevis af andre enrollerede søfolks i 1700-tallet.

De enrollerede var indforskrevet fra limitterne eller distrikterne (kaldet sølægder eller verbinger) i Norge og langs de danske kyster. De udgjorde en substantiel andel af besætningerne på danske orlogsskibe i perioden. På DITMARSKEN og andre undersøgte fartøjer udgjorde de enrollerede ca. halvdelen af skibenes samlede besætning.

Der stod ca. 15.000 mand opført i listerne over enrollerede i Danmark, Slesvig og Norge. Ud fra de kendte tal, ser det ud til, at der årligt blev udskrevet 2000 af de enrollerede til tjeneste i Søetaten. De blev som oftest indkaldt for et år ad gangen, og tjenesten gik på skift blandt de enrollerede, så det ikke var de samme folk, der skulle møde år efter år. Gennemsnitligt kunne en enrolleret sømand i perioden fra han var fyldt 16 til han fyldte 50 år altså regne med at blive indkaldt til Søetaten ca. hvert 7. Eller 8. År. Det svarede til ca. fire års orlogstjeneste i løbet af en sømands bedste alder. Men helt så simpelt var det ikke. Der blev taget hensyn, så familieforsørgere f.eks. kunne slippe, og der kunne også gives andre dispensationer. Ovenstående gennemsnit bygger alene på et skøn, og søenrolleringens historie venter stadig på en tilbundsgående undersøgelse.

Kgl. approberet uniformstegning forestillende en matros i 2. Division på Holmen. Bemærk det lange hår.

Hvordan så de egentlig ud, alle “mine” matroser, håndværkere, underofficerer og officerer? Tja, det er ikke let at sige. Der findes kun ordentlige, nogenlunde vellignende portrætter af enkelte officerer. Alle med lavere rang, er stort set ansigtsløse. Men ved at bruge forskellige kilder, er det muligt alligevel at sammenstykke et signalement.

Når folkene på Holmen “absenterede” sig og udeblev i flere dage, indgav divisionschefen en rapport til Holmens chef, som sørgede for at efterlyse dem. En række sådanne efterlysninger er bevaret i de indkomne sager til Holmens Ekvipagemester. Efterlysningerne blev bekendtgjort ved offentligt trommeslag rundt om i byen, hvor den udeblevne opfordredes til at melde sig til tjeneste på Holmen. Hvis ikke han meldte sig, ville han blive betragtet og straffet som desertør, hvis han blev antruffet. Efterlysningerne giver detaljerede oplysninger om divisionsmandskabets daglige påklædning, som blev beskrevet sammen med den undvegnes generelle fysiognomi. Det er klart, at sådanne personbeskrivelser i en tid uden fotografiske hjælpemidler måtte blive ganske upræcise. Men det kan være, at de kendetegn, der nævnes i beskrivelserne i samtiden har virket mere letforståelige, end de gør for den nutidige læser. De fundne efterlysninger er så vidt det kan skønnes ikke bevaret fra hele den undersøgte periode. Her skal nævnes nogle fra 1737:

Matrosen Hans Nielsen Lund, der var nr. 74 i 3. Divisions 4. Kompagni, forsvandt 20. maj, og da han ved det offentlige trommeslag blev efterlyst, blev han beskrevet således: “Af Statur, maadelig høy, med eet lysse brunt haar, Cabus paa Hovedet, noget hvidladen i Ansigtet, gick udi sin Brune Klædes Mundur, sampt blaa Strømper og Mæssing Spender i Skoene.”

Kollegaen Petter Piil, der “undveg” 25. oktober samme år blev beskrevet som: “…en Maadelig Karl, Rund i Ansigtet med et brunagtig krøllet Haar. Gik udi en Brun Klædes Munderings Trøye med blaa Opslag…”

Anders Skousen blev beskrevet som “en maadelig høy Karl og smal noget trindladen i Ansigted med et slet brun Haar, en Hat paa sit Hoved. Gik udi sin brune Klædes Mundur og Lysse Brune Strømper”

Det ses af disse og andre lignende efterlysninger, at folkene på Holmen gik i klædesmundering, hvilket vil sige, at uniformen var af uld. Den var brun, og nogle havde opslag i deres divisions farve, men dette var åbenbart ikke altid tilfældet, idet det ikke altid nævnes. De gik med sko med messingspænder, og deres strømper kunne være af forskellig nuance, hvilket viser, at uniformsreglementet ikke blev taget så alvorligt. Nogle havde hat, andre kabuds på hovedet. Uniformsfarven var brun, det var først i 1750′erne, at farven blev blå for hele Søetaten.

Der var især en detalje, hvorved matroserne signalerede, at de havde deres helt egen kultur. De gik med langt, løst udslået hår. Det har særlig gjort dem let genkendelige i hovedstaden, hvor langt hår ikke var almindeligt, og generelt blev associeret med bønder og søfolk. Peter Schiønning nævner i sine strøtanker “De store vægter Cabusser, og det udslagne bonde haar, vores faste Matroser stedse gaar med”, som han mente, så tosset og kluntet ud. Schiønning anfører i samme strøtanke, at hvis man foreslog matroserne at samle håret med et bånd i nakken blev det opfattet som urimeligt og latterligt. Dette fandt han så meget desto mere ærgerligt, som han mente, denne hårmode var til gene for matroserne i deres arbejde, når de klatrede til vejrs i al slags vejr, hvor der var fare for at det:

u–beleiligt Tungt og Vaadt med force skal slaae ham i Andsigtet, i Munden og for Øynene, at h[an]d ved op og ned Entring k[an]d staae fare for, ved det h[an]d ofte der for ikke k[an]d see, eller ved at vilde tage det tilbage lettelig k[an]d falde, uden at tale om at h[an]d idelig resiquerer at faae det ind i blokke, og med Pine at miste det…

Der kan næppe herske tvivl om, at Schiønnings betragtninger afspejler både praktiske overvejelser og en afgrundsdyb kulturkløft mellem ham og de menige søfolk.

Holmens Kirke set fra Christianshavn, Rach og Eegberg ca. 1750. Nationalmuseet.

Jeg har en gang før været inde på dette emne, men det tåler godt gentagelse og uddybelse. Jeg har nu skrevet lidt mere udførligt om baggrunden for, at officerer stod faddere for matrosbørn. I det følgende følger min kladde til det afsnit, der behandler matrosbørnene og deres faddere. Jeg modtager meget gerne kritik eller forslag.

Søetatens faste mandskab havde Holmens Kirke som deres sognekirke. Det betød ikke blot, at de gik i kirke her, men også at de knyttede en række sociale bånd i denne kirke. Bånd, der forbandt dem med hinanden internt via giftermål og andre fælles ceremonier. Men også bånd, der forbandt dem med Søetaten som institution. Barnedåb, konfirmation, giftermål og begravelser var begivenheder, som fandt sted i en ramme, der var kraftigt præget af den institutionelle tilknytning, kirken havde til Søetaten. Om ikke andet så understregedes dette faktum af, at kirken geografisk befandt sig nærmere arbejdspladsen på Gammelholm, end på folkenes boliger i Nyboder, som lå i en anden del af hovedstaden.

I modsætning til det faste mandskab var officererne ikke nødvendigvis medlemmer af Bremerholms Kirkes menighed. Hvis de boede i andre dele af hovedstaden end Nyboder, tilhørte de den sognekirke i hvis sogn de boede. Det betød bl.a. at søofficerernes børn ofte blev døbt i andre af hovedstadens kirker. Til gengæld kan det fastslås, at officererne alligevel ofte kom til gudstjeneste i Holmens Kirke. Det kan der have været flere grunde til. Dels kan det have været af sociale årsager, altså at de ønskede at gå til gudstjeneste sammen med deres kollegaer og underordnede. Det kan også have været af “gammel vane”, idet de alle som søkadetter under deres uddannelse havde været tvunget til at gå i Holmens Kirke. Men den praktiske baggrund for disse kirkebesøg, og baggrunden for, at vi kan vide, at de ofte kom i kirken, er at de hyppigt stod fadder for de menige matrosers børn. Dette kan verificeres dels ved opslag i Holmens kirkebøger, dels ved talrige dagbogsnotater i Peter Schiønnings journal. I det følgende vil oplysningerne fra Schiønnings journal danne udgangspunkt for en kvalitativ undersøgelse af fadder-praksis i Søetaten i 1700-tallet.

Peter Schiønning kom i sit liv til at stå fadder for flere end 30 matrosbørn, hans kone til tre matrosbørn. Han stod også fadder for to børn af hans søskende og tre børn af venner (en kollega, en læge og en kreditor, som måske skal tælles som “ven af huset”). Hans egne tre børns faddere kom hovedsageligt fra familien, men også enkelte af hans overordnede stod fadder.

De perioder, hvor Schiønning stod fadder hang sammen med hans tjeneste. Der var selvfølgelig ikke barnedåb under udkommandoer. Det var især i de perioder, hvor han var tjenestegørende med overordnet ledelsesansvar på Søetatens områder, at han stod fadder flest gange. Det var i henholdsvis 1757 og 1759, hvor han fire gange hvert år stod fadder. I de år var han interimsekvipagemester ved henholdsvis Dokken og på Nyholm. Her havde han mange folk under sin kommando, hvilket kan forklare, at han blev bedt om at stå fadder ganske ofte. Hvad angår den samlede mængde af børn, Schiønning stod fadder til, gjaldt det for mindst halvdelen, nemlig 15 børn, at faderen gjorde tjeneste i 4. Division, som Schiønning i det meste af sin landtjeneste var knyttet til. Der var altså om ikke nære personlige bånd, så dog formelle organisatoriske bånd mellem Schiønning og flertallet af fædrene til de børn, han stod fadder til.

I nedenstående skema er samlet de oplysninger om børn af ansatte i Søetaten, som Peter Schiønning stod fadder for i løbet af sin karriere. Oplysningerne er fundet ud for de angivne datoer i Schiønnings journal og verificeret ved opslag i kirkebogen for Bremerholms Kirkes Sogn.

Det er karakteristisk, at Schiønning sjældent erindrede faderens navn, og endda ofte heller ikke barnets. Dette antyder, at selve det at stå fadder ikke indebar en personlig forpligtelse. I stærk kontrast hertil står oplysningerne om de øvrige faddere, hvor såvel navn som rang og ofte familieoplysninger er angivet samvittighedsfuldt. De øvrige fadderes navne er ikke konsekvent angivet. Et “etc.” viser, at der også var flere, hvilket bekræftes ved opslag i kirkebogen. En analyse af faddernes baggrund viser, at det primært var, hvis fadderne var søofficerer eller deres hustruer og lignende, at Schiønning skrev dem op i sin journal.

Hvilken interesse havde matroserne i at få officerer til at stå fadder for deres børn? Muligvis var der en økonomisk interesse. I Peter Schiønnings udgiftsbog finder man i hvert fald udgifter til kirken. Det er små beløb, og om de blev givet ved den generelle kollekt, eller om de blev givet ved dåben er desværre uspecificeret. Under alle omstændigheder var beløbene små – tre til fem mark. Indtægtsforskellene mellem officerer og menige har bevirket, at det, som har virket som en almisse for en officer, har været et ganske rimeligt beløb for en menig. Uanset om der blev givet pengegaver eller ej, tjente skikken med at officerer stod fadder for meniges børn til at understrege og bekræfte de gensidige sociale relationer inden for Søetaten.

Der er dog noget, der tyder på, at de gensidige sociale relationer rakte ud over selve ansættelsen. Hvorfor skulle ellers en admiral vælge at stå fadder til et barn af en aftakket matros, som nu ernærede sig som hårskærer, som det ses af ovenstående skema skete i 1774?