Jørgen Balthazar Wintherfeldt, 1732-1821 portrætteret af J.J. Stundner. Foto Bruun Rasmussens Auktionshus.
I boksrummet på Marinens Bibliotek gemmer de rigtig mange spændende ting. Blandt de mange uerstattelige manuskripter gemmer sig en omfattende samling af Jørgen Balthazar Wintherfeldts (1732-1821) efterladte papirer. (more…)
Den svenske “General-Besättnings Liste” fra 1759. Marinmuseum, Karlskrona, arkivet.
Efter at have været i Karlskrona på et meget udbytterigt forskerophold, har jeg nu i nogle dage siddet og samlet op på, hvad jeg egentlig har med hjem. Sådan noget foregår jo nu om dage ved, at man hurtigt danner sig et overblik over det lokale arkiv, bestiller en hel masse tilsyneladende lovende pakker frem og så går i gang med digitalkameraet. De nøjere studier foregår så på skærmen, når man er vel hjemme igen. (more…)
Det lyder utroligt, men jeg har fundet en protokol, der indeholder oplysninger om hovedparten af Søetatens underofficerers evne til at læse i 1743. Oplysningerne kan suppleres med personernes rang og alder. Den har været genstand for en lille delundersgelse, der kommer til at indgå i min afhandling. Mig bekendt findes der ikke tilsvarende undersøgelser fra perioden. Jeg er ret tilfreds med mit delresultat indtil videre.
Det startede alt sammen med en lønforhøjelse:
På Rønnebys herlige gouache fra ca. 1750 anes som sm myrer, nogle af de matroser og underofficerer, der dannede rygraden i Holmens divisioner.
Ifølge Frederik 5.s Søkrigsartiklers § 566 var det strafbart at desertere. Her kunne man læse, at: Ingen maae undvige, eller bortløbe. Er det en Gemeen, da skal han hænge fra Raa-Nokken: Er det en Under-Officier, da belægges han med samme Straf.
General-Pardons-Patent fra 1742. Man må forestille sig, at patentet har været slået op som plakat i toldboder og rådhuse, etc.
Men det forekom alligevel hyppigt, at gode og erfarne folk “undveg uden Forlov” – altså stak af. Forekomsten af desertioner var hyppige, og var begrundet dels med ulyst til tjenesten, dels “lyst til at fahre”, altså at den enkelte sømand hellere ville sejle på verdenshavene end at forrette tjeneste i Søetaten. Der var så mange deserterede, at det ikke ville have været realistisk at forsøge at henrette dem alle, efterhånden som de blev pågrebet. I stedet blev der rutinemæssigt udstedt et “General-Pardons-Patent”. Sådanne patenter udstedtes i følgende år efter Store Nordiske Krig: 1719, (forlænget 1722), 1732, 1742, 1748, (forlænget 1749), 1762, (forlænget 1763 og 1764), 1770, 1777 (forlænget 1781 og 1783). Søfolkene kunne efter udstedelsen af sådan et patent frit melde sig ved deres sølimit eller division og igen blive indskrevet i rullen. Vel at mærke uden at de straks skulle melde sig til tjeneste igen. Efter 1783 blev der ikke udstedt flere general-pardons-patenter.
I dette blogindlæg vil jeg ikke fordybe mig i et dybere kildekritisk studie af Søkrigsartiklerne som normative kilder. Jeg ønsker blot at henlede opmærksomheden på et tilsyneladende overset fænomen, der om muligt gør studiet af søkrigsartikler endnu mere centralt og fascinerende: Studiet af forskelle mellem de forskellige søkrigsartikler. I dette tilfælde forskelle (og ligheder) mellem de danske søkrigsartikler fra hhv. 1700 og 1752. Forskellene er nemlig både markante og interessante!
Slutvignet fra Søkrigsartiklerne fra 1752. Det kronede rigsvåben på en baggrund af muslingeagtige rocailler og holdt af de to vildmænd.
Somme tider skal man frigøre sig fra de indre forestillinger man har, om hvordan ting så ud i fortiden. Ofte er ens forestillinger i overraskende høj grad præget af Hollywoods film snarere end fakta!
Et eksempel er den klassiske piskescene, som kendes i diverse film om Mytteriet på Bounty, etc. Her bindes delinkventen til et oprejst ristværk, således at kroppen er formet nogenlunde som et Y eller X. Jeg har altid forestillet mig, at det var en slags standard til søs. Imidlertid har jeg slet ikke kunnet finde noget belæg for, at det foregik på den måde. Tværtimod ses det af de danske kilder, at den der skulle kattes eller piskes, blev bundet fast til en kanon på dækket. Hvordan det helt nøjagtig foregik, kan jeg ikke sige ud fra de kilder, jeg har fundet. Men det faste udtryk “at bankes for Canonen” siger jo næsten det hele.
I øvrigt anvendtes i den danske flåde en “nihalet kat” med hele 13 “haler”. Et udstillet eksemplar kan ses på Orlogsmuseet.
Jeg er som bekendt meget glad for personalhistoriske kilder. Og vores fornemste udgivne samling af den type kilder er “Memoirer og Breve” udgivet af Julius Clausen og P.F. Rist i 1920′erne. Her finder man blandt andet Jon Olafssons fantastiske beretning om sine meritter som bøsseskytte i 1600-tallet. Først for nylig er jeg blevet opmærksom på kommandør Jens Jacob Paludans Ungdomserindringer, der udkom i dette værk. Paludan levede 1781-1856, men bogen indeholder kun erindringer frem til 1808. Det er en herlig bog, som rummer sjældne indblik i hverdagslivet til søs. Hvilket jeg her skal give et par eksempler på.
Model af fregatten NAJADENs agterspejl, hvor bl.a. messen fandtes på banjerdækket under chefens kahyt.
I forbindelse med mit speciale om Søkadetakademiet i Oplysningstiden lavede jeg for 7-8 år siden en meget grundig søgning i det Kgl. Biblioteks Håndskriftssamling. Jeg fandt stort set alt frem, jeg dengang kunne se umiddelbart relaterede til Søetaten i 1700-tallet. Det gjorde jeg dengang i håb om at finde manuskripter fra diverse lærere ved akademiet. Men i processen faldt jeg over et par manuskripter som dengang ikke sagde mig så meget, men som jeg tænkte, jeg burde vende tilbage til engang, da de så ud til at give et godt overblik over store dele af Søetaten. Dengang satte jeg mig ikke ind i disse bøgers kontekst. Men da jeg for kort tid siden ryddede op i mine papirer, faldt jeg over de gamle bestillingssedler, som jeg heldigvis ikke havde smidt ud. Og så dukkede denne kilde op, som jeg egentlig havde glemt. Så de blev bestilt ind på læsesalen.
Efter at have kigget de to bøger igennem ganske kort, måtte jeg sande, at det var rigtig, rigtig godt, at jeg ikke havde smidt de gamle sedler ud! Det er en fantastisk kilde. De to bøger er en slags håndskrevne oversigter over Søetatens sammensætning og ledelse, krydret med en masse faktuelle oplysninger og reglementer. Det er kun den ene, der kan knyttes til en bestemt person, men de ser ud til at være blevet til i nogenlunde den samme kontekst omkring 1770, og der er da også en del overlappende oplysninger i dem. (more…)
Der er stadig dem, som er skeptiske i forhold til at bruge internetressourcer som kilde. Jeg har selv været der, men må i dag tilstå, at også jeg anvender både Wikipedia og mange andre internetbaserede opslagsværker i mit daglige arbejde. Så længe man har sin sunde skepsis i behold, er det ikke problematisk. Jeg vil her fremhæve en særlig god kilde, nemlig Jørgen Marcussens hjemmeside, www.jmarcussen.dk hvor der under “Maritim ordbog” findes en rigdom af oplysninger om maritime ord, begreber og vendinger. Husk det: www.jmarcussen.dk!
Det har altid undret mig, at det blev overladt til styrmænd at navigere orlogsskibene. Der er ingen tvivl om, at de var mere rutinerede end søofficererne og søkadetterne. Men officererne var til gengæld mere veluddannede. Min teori er, at styrmændene som gruppe var en rest fra dengang i 1600-tallet, hvor alting var mere løst. Det var dengang, civile søfolk blev overladt det der med at styre skibene, mens landmilitært uddannede officerer og soldater tog sig af tingene i “den skarpe ende”. Dengang blev de kaldt skippere, men i løbet af 1700-tallet skiftede gruppen navn til styrmænd.
Mine studier i forskellige kilder viser, at styrmænd blev betragtet som underofficerer, ikke var uniformerede, at deres navigationskundskaber lod noget tilbage at ønske, i forhold til nyuddannede søkadetter, og at nogle af dem havde sans for humor. (more…)