Archive for the ‘Billedkilder’ Category

Tur til det norske marinemuseum i Horten

Thursday, March 26th, 2009

En af Zimmers meget fine illustrationer. Her ses kompas, timeglas, logflynder og logline, gradstok, jakobsstav og tavle. Bemærk lodlinen, der hænger ned på sidens midte. Tegnet 1717.

Så har jeg været på et par dages lynvisit på det norske marinemuseum i Horten. Anledningen var, at jeg skulle holde et foredrag om min afhandling for museets venneforening, og så skulle jeg desuden lige ransage museets arkiv for eventuelle kilder, der kunne bruges. Foredraget gik godt, og jeg nyder altid at få lov til at fortælle om mit arbejde. Men det allerbedste ved turen var nu det meget rige udbytte i arkivalierne. På forhånd vidste jeg, at der var en del arkivalier efter Frederik Zimmer, der var chef for den norske flådebase i Frederiksværn i sidste halvdel af 1700-tallet. Dem havde jeg glædet mig til at se, fordi jeg vidste, der skulle være nogle fine illustrationer i. Som det fremgår af hosstående billede, blev jeg ikke skuffet. (more…)

19. september 1757

Friday, September 26th, 2008

Figur 1 Den danske eskadre i Flekkerø Fjord 1757. Gouache af Rønneby, Orlogsmuseet.

Den følgende tekst er tænkt som en slags eksperiment. Hvor tæt kan man komme på en enkelt dag i 1700-tallets danske Søetat? Alle kneb gælder, billeder, dagbøger, skibsjournaler, etc. (more…)

En spændende dagbogskilde

Tuesday, September 16th, 2008

Jørgen Balthazar Wintherfeldt, 1732-1821 portrætteret af J.J. Stundner. Foto Bruun Rasmussens Auktionshus.

I boksrummet på Marinens Bibliotek gemmer de rigtig mange spændende ting. Blandt de mange uerstattelige manuskripter gemmer sig en omfattende samling af Jørgen Balthazar Wintherfeldts (1732-1821) efterladte papirer. (more…)

Læsefærdighed blandt underofficerer i 1743

Tuesday, August 5th, 2008

Det lyder utroligt, men jeg har fundet en protokol, der indeholder oplysninger om hovedparten af Søetatens underofficerers evne til at læse i 1743. Oplysningerne kan suppleres med personernes rang og alder. Den har været genstand for en lille delundersgelse, der kommer til at indgå i min afhandling. Mig bekendt findes der ikke tilsvarende undersøgelser fra perioden. Jeg er ret tilfreds med mit delresultat indtil videre.

Det startede alt sammen med en lønforhøjelse:

På Rønnebys herlige gouache fra ca. 1750 anes som sm myrer, nogle af de matroser og underofficerer, der dannede rygraden i Holmens divisioner.

(more…)

Profosserne der forsvandt

Friday, June 6th, 2008

Den lille mand, som står helt agter i chaluppen i forgrunden er en kvartermester. Blandt hans opgaver var at styre chaluppen. Om denne kvartermester også var justitskvartermester, melder historien ikke noget om… Gouache af Rønneby ca. 1750, Orlogsmuseet.

I mit arbejde med afhandlingen har jeg hele tiden forsøgt at identificere de forskellige grupper i Søetatens univers. Der var håndværkere, matroser, officerer og underofficerer. Hver af grupperne kan yderligere underinddeles i en forbløffende mængde fag- og ranggrupper. En gruppe, som jeg har undret mig over, jeg ikke kunne finde, var profosserne. Profosserne var de underofficerer, der stod for afstraffelserne både til søs og ved kompagnierne på Holmen. De findes omtalt i en række sammenhænge i perioden indtil ca. 1740, men derefter har jeg ikke kunnet finde dem. Jeg har ledt efter en forklaring, men ikke fundet nogen – før nu.

Ved gennemlæsning af Søkrigsartikelkommissionens betænkninger er jeg stødt på løsningen på mysteriet om de forsvundne profosser. Kommissionen foreslår i maj 1741, at profossen fremover skulle omtales som “Justice-Qvarteer Mester”, fordi ordet profos var belastet. Danneskiold-Samsøe bifaldt forslaget. Ved at give denne embedsmand en ny titel kunne profossen “undgaae Foragt og faa nogen Authoritet”. Det bringer mindelser om vor egen tids iver efter at omdøbe og pynte på diverse arbejdstitler. Hvis jeg nævner skraldemændenes mirakuløse forvandling til renovationsarbejdere, så tror jeg, alle ved hvad jeg taler om. Der er intet nyt under solen.

Ved en tilfældig Google-søgning stødte jeg på en morsom parallel historie. Nemlig at Husarregimentet i 1791 afskaffede det hidtil brugte navn på den tilsvarende embedsmand hos dem. Han havde indtil da båret det maleriske navn “stokkeknægt”. Stokkeknægtene var åbenbart fra gammel tid blevet betragtet som “uærlige” (med alt hvad det indebar af sociale restriktioner). For at ændre på denne opfattelse blev det ved kongelig resolution bestemt, at de “…istedetfor Stokkeknægte herefter kaldes Profosser”. Det er jo ret grinagtigt, at man i Søetaten 40 år forinden havde afskaffet profostitlen, netop under henvisning til den foragt, der var forbundet med dette navn.

Verden vil bedrages.

Kanoneksercits

Thursday, May 29th, 2008

I Frederik 5.s Krigsartikelsbrev for Landtjenesten ved Søetaten fra 1756 har O.H. de Lode stukket en vignet, forestillende Nyholm og Flådens Leje i venstre side, og med et tableau med kanoner i billedets højre forgrund. Vignetten, der er stukket efter forlæg af søofficeren Chr. Otto Willars (1714-58), skal hentyde til nogle af de aktiviteter, der blev forbundet med landtjenesten i Søetaten. Det var dels Nyholms Hovedvagt (også kendt som “Under Kronen” pga. den noget overdimensionerede tagrytter), der symboliserede de administrative opgaver i land. Bag hovedvagtsbygningen ses Mastekranen, som er ved at sætte en mast på et skib, hvilket kan ses som et symbol på de vedligeholdsopgaver, der også skulle udføres på Holmen. Bag kranen står et skib under bygning på Nyholms byggebeddinger, symboliserende nybygningsopgaverne. I billedets midte ses de mange skibe fortøjet i Flådens Leje, hvilket er et logisk symbol på Holmens funktion som flådehavn. I billedets højre side ses søartillerister bakse med noget tømmer ved en skanse med skibsartilleri. Over dem står der to matroser med hver sin morgenstjerne – de symboliserer vagttjenesten på Holmen. Midt i billedets forgrund ses en basunblæsende engel, hvilende armen på en kartouche med Frederik 5.s kronede monogram, omgivet af sømilitære symboler i form af navigationsinstrumenter, en globe, en kanon, et anker og lignende. Måske hentydede englen til de åndelige sysler, der også plejedes i land ved undervisningen på Søetatens skoler, mv.

Man kunne være fristet til at tro, at skansen med skibsartilleri var ren fantasi. Men Der fandtes faktisk sådanne øvelsesskanser formet som en skibsside i land. I maj 1740 blev det befalet, at brystværnet på Holmens batterier skulle indrettes som skibssider, hvor kanonerne ligesom om bord var forsynet med taljer og brogetov. På denne måde kunne mandskabet øve sig i kanonbetjening på samme måde, som var de om bord. Selvom man på grund af perspektivet kunne være fristet til at tro, at batteriet på vignetten skulle være søfortet Prøvestenen, må dette dog udelukkes, eftersom fortet var nedlagt i 1744. Der må derimod være tale om, at Willars har benyttet sig af sin kunstneriske frihed. Der sad jo heller ikke en engel midt i havnen!

Muddermaskiner

Thursday, April 17th, 2008

På Orlogsmuseet har vi mange fascinerende modeller. To modeller, som særligt påkalder sig opmærksomhed er de to af muddermaskiner fra 1700-tallet. Den ældste “Trampemaskinen” var drevet ved store hjul, som arbejdere gik inden i, og derved hævede og sænkede de grabber, der opsamlede mudderet fra bunden af Flådens Leje og Københavns Havn, som led under stadig tilstrømning af sedimenter. Den fascinerer museets yngste gæster og minder dem formodentlig om hamsterburet derhjemme. Vi skriver på udstillingsteksten, at den blev drevet af straffefanger, men det er kun til dels rigtigt, eftersom man ophørte at bruge bremerholmsfanger til arbejdet på Holmen i 1741. Efter den tid tilfaldt det hårde slid i trampemaskinens hjul Holmens almindelige arbejdere i divisionerne.

“Trampemaskine” fra første halvdel af 1700-tallet, Orlogsmuseet, den historiske modelsamling.

“Søbagge” konstrueret af Henrik Gerner, 1774, Orlogsmuseet, den historiske modelsamling.

Denne model bruges ofte som eksempel på, hvordan menneskelighed nød fremme i slutningen af 1700-tallet. I modsætning til den ovenstående var den nemlig drevet ved hestekraft. To heste gik i om spillet og drev spandkæden, der gravede mudderet op fra havnens bund. Maskineriet var meget rost i sin samtid, og Henrik Gerner var generelt højt estimeret for sin duelighed som skibskonstruktør.

Men når man har brugt de to modeller som ikoner på hhv. det gamle samfunds umenneskelige misbrug af straffefanger, og oplysningstidens humane fremskridt, er det en misforståelse. For det første blev den ældre model drevet af frie matroser, som ganske vist ikke nød arbejdet, men i hvert fald havde kontrakt og modtog løn. For det andet fandtes der hestedrevne muddermaskiner helt tilbage i 1600-tallet. Vi skal som historikere med andre ord altid være meget forsigtige med at anvende denne form for forenklede eksempler. For disse eksempler passer måske godt ind i et hegelsk verdensbillede, hvor vi alle går mod lysere og bedre tider; men hvis de samtidig forvrænger, hvad vi rent faktuelt ved om fortidens virkelighed, så er det knap så godt.