“Prospect af Det Kongel. Slott Cronenborg…” Gouache af Johan Jacob Bruun, 1739. Handels- og Søfartsmuseet.

I museets registreringsprotokol står der bl.a. om billedet (som har registreringsnummer 84:1951): Gouache af J.J.Bruun: “Prospect af Det Kongel. Slott Cronenborg med Bÿen Helsingør at see fra Sundet Anno 1739 Pinxit JJ Bruun”. Desværre er der ikke nogen affotografering af inskriptionen på bagsiden, men som det står i protokollen, tyder det på, at det er kunstenerens egen tekst. Det er ærgerligt, da der muligvis har sneget sig en fejl ind i dateringen. Billedet målte i øvrigt 14,5 x 22,7 cm, så det har desværre været nemt for tyven at putte i lommen.

På billedet ses fem større fartøjer – orlogsskibe og fregatter– og flere end ti mindre fartøjer. Otte af de mindre fartøjer har genkendelige flag eller vimpler, og tilsyneladende er det eneste civile, flagbærende fartøj den engelske fløjte eller smakke, der ses i billedets venstre forgrund. Det engelske fartøj flager med union jack fra toppene og fra agterspejlet sådan som flaget så ud før foreningen med Irland i 1801. De øvrige fartøjer med genkendelige flag er militære. Ud over det enlige engelske fartøj, er fartøjerne danske og svenske. De svenske et (formentlig) 52-kanoners orlogsskib og en 40-kanoners fregat. Hertil kommer (måske) to mindre fartøjer fra den svenske galej- eller skærgårdsflåde. Det er svært at tælle kanoner på de danske skibe. En forsøgsvis anslåelse af kanoner antyder, at det dels må dreje sig om et dansk 50-kanonersskib, dels om et vagtskib med ca. 30 kanoner. Hvis billedet er fra 1739 passer det med, at vagtskibet i Sundet det år var den 30-kanoners fregat HØYENHALD (bygget 1708), og at orlogsskibet DELMENHORST (bygget 1735) var udrustet samme år. Et tredje større dansk orlogs- eller kompagniskib er på vej nordefter ud af Sundet. Hvis det er et orlogsskib må det være den 30-kanoners fregat RAAE, der i 1739 sejlede som skoleskib for søkadetterne. De to små fartøjer forrest på hver sin side af det engelske skib, der fører danske flag, er de sjældent afbildede “kongebåde” eller skibsbåde, Søetatens arbejdsheste – at det ikke er enmastede handelsfartøjer ses af, at de fører splitflag.

Udsnit. Det svenske flagsmykkede orlogsskib. Agten for skibet ses dansk chalup, i udsnittets venstre side ses nederst en dansk kongebåd og øverst et orlogs- eller kompagniskib.

Billedets mest iøjnefaldende detalje er det flagsmykkede skib i højre side af billedets forgrund. Det er et svensk skib med det svenske orlogsflag med tre splitter som kampagneflag fra agterspejlet og gøsstagen. I toppene ses svenske orlogsstandere og -vimpler. Men der er også en mængde andre flag langs med skibets stående rigning. På den næst-fornemste placering lige under de svenske standere og vimpler i toppen af masterne er der sat danske orlogsflag. Men også andre nationers flag er repræsenteret, heriblandt russiske flådeflag (blåt andreaskors på hvid grund), et engelsk flag og forskellige andre indtil videre uidentificerede flag, der kunne se ud til at tilhøre forskellige italienske bystater eller lignende. Det ser ud til, at det flagsmykkede svenske skib enten er på vej til eller har været i Middelhavet. Det medførte i hvert fald både tripolitanske og tyrkiske flag (hhv. grønne og røde med tre halvmåner), der kunne bruges til draperingen. Der var næppe grund til at medbringe sådanne flag, hvis ikke destinationen var et område, hvor disse flag var i brug. Den svenske flåde gennemførte imidlertid en del togter til Middelhavet i løbet af hele 1700-tallet, så denne oplysning har ikke kunnet hjælpe med dateringen. Årsagen til, at man medbragte andre nationers flag, var at man ofte sejlede under falsk flag for at undgå eventuelle stridigheder om salut og visitering i fremmede farvande. Det var helt acceptabelt at bruge sådanne trick for at undgå genkendelse, og først når det kom til kamp behøvede man at vise sit eget flag. Fra denne skik stammer i øvrigt udtrykket “at tone rent flag”.

Kampagneflag. Udsnit af BLAAHEYRENs rigningstegning fra 1734. Bemærk, hvordan flaget er lidset til stangen. Orlogsmuseet.

Denne form for flagning med samtlige national- og signalflag var ikke ualmindelig i samtiden. Det var noget man gjorde i anledning af kongelige fødselsdage og ved andre ekstraordinære og festlige lejligheder. I Orlogsmuseets samling findes et tilsvarende billede af en flagsmykket fregat liggende ved Gammelholm, hvor et skib står klar til at løbe af stabelen. Også i dag markerer Søværnet og civile skibe festlige begivenheder ved at “flage over toppene”, som det kaldes i dag. I en samtidig beskrivelse af den særprægede flagskik, beretter søofficeren Peter Schiønning, at man gjorde meget ud af forberedelserne. Man tegnede gerne hele skibets rigning og afsatte på forhånd skibets forskellige flag. Der skulle både tages hensyn til, hvilke flag, der i det hele taget var om bord – hvis man manglede nogen kunne man låne fra andre skibe i sin eskadre. Der skulle tages hensyn til, hvad der så godt ud, så der ikke var for mange ens flag, etc. Men særligt skulle der vises hensyn til forskellige nationer, der evt. var til stede på den samme ankerplads. De mest magtfulde nationer eller nærmeste allierede burde have den næstfornemste plads. Desuden skulle man passe på, hvilke flag der blev ophængt tættest ved galionen, som var “en foragtelig plads” – her fandtes nemlig toiletterne. Forberedelserne tog tid, idet datidens flag ikke som i dag var sat på flagliner men derimod lidsedes enkeltvis til den stang eller det stykke tov, hvor de skulle sidde. Det betød også, at når flagene skulle hejses, måtte der placeres folk rundt omkring i riggen, som på et givet signal samtidig løsnede flagene, så de alle kom til syne på engang “som giver det beste og frapanteste syn”, skrev Schiønning. Flagene blev enten hejst om morgenen ved solopgang eller ved middagstid i forbindelse med en samtidig glædessalut med kanonskud. Som det fremgår af billedet, er der dog ikke nogen salutering fra det flagsmykkede skib. Til gengæld saluterer både den svenske fregat og de to danske orlogsskibe.

Dansk orlogsstander ca. 1790, tegning fra Koefoeds marineordbog. Handels- og Søfartsmuseet.

Hvad angår den konkrete anledning til at flage for det svenske skib, der er afbildet, så er det i dag umuligt at fastslå med sikkerhed. Historikeren Ole Feldbæk har i Dansk Søfartshistories bd. 3 foreslået, at det kan have været i anledning af den svenske topdiplomat Carl Gustaf Tessins rejse til Danmark på vej til Paris d. 22. juni 1739. Det forekommer dog ikke sandsynligt, at en ikke-kongelig skulle have modtaget denne æresbevisning. Det kan have været en kongelig fødselsdag eller lignende. Det er dog ikke muligt at se, hvad tid på året, billedet skal gengive – bort set fra, at der ikke ligger is på Sundet. Til gengæld bør det nævnes, at billedet må forestille en konkret begivenhed. Hvorfor skulle Bruun ellers have valgt at vise et flagsmykket svensk skib? Bruun må have set det og valgt at gengive det på en af de forholdsvis få miniaturer, han malede i farver. Hvis han blot havde ønsket at vise et festligt motiv, havde han vel valgt at gengive et dansk skib. Af hensyn til motivets komposition og for at give Kronborg en fornem plads, valgte han at gengive begivenheden som set fra den svenske side, selvom han formentlig har stået i Helsingør og set flagningen og salutterne fra den danske side af Sundet.

Det engelske handelsskib omgivet af to danske kongebåde med danske orlogsflag, og i billedets midte to fartøjer med blå flag – muligvis svenske fartøjer?

En indikation på, at billedet muligvis skal dateres senere end 1739, er at de to mindre, noget uanselige skibe, der anes bag det engelske skib, tilsyneladende fører den svenske skærgårdsflådes helblå flag, som indførtes i 1761 (kunstneren kan selvfølgelig have glemt de gule kors, men jeg tror det næppe). Det kan dog også dreje sig om signalflag, hvis betydning vi kun kan gisne om i dag.

Imellem orlogsskibene ses også to chalupper med dansk orlogsflag agter. Roerne er iført hvide skjorter og sorte kasketter, hvilket var standard for den danske flådes chaluproere i 1700-tallet. I chalupperne er der vist officerer eller underofficerer iført rød uniform, hvilket indikerer, at billedet er fra før 1754, hvor man skiftede til den blå uniform. I 1754 malede Bruun i øvrigt to næsten ens gouacher forestillende en søofficer i den nyindførte blå uniform fra 1754. Her er der dog fokus på uniformen, selvom der i billedets baggrund anes et par skibe. De to uniformsbilleder findes på henholdsvis Rosenborg og i Søofficersforeningen på Christianshavn. Johan Jacob Bruun udførte som nævnt et meget stort antal topografiske prospekter, som var tænkt som illustrationsmateriale til et stort anlagt atlasværk over Danmark. Dette værk blev desværre ikke til noget, men i dag kan de mange prospekter nydes på Det Kgl. Biblioteks hjemmeside. Billederne er ofte lidt naive, men samtidig udført med sans for detaljer og med stor sirlighed.

Der er nu snart gået 30 år, siden det fine billede blev stjålet. Har nogen set det? Så kontakt undertegnede eller Handels- og Søfartsmuseet!

Planchen er nr. 2 af de i alt 24 håndtegnede plancher i Koefoeds manuskript. Her er gengivet en masse nummererede genstande af maritim art. Der er forskellige nagler, et bradspil, en masse taljeblokke, etc. Men se nu nede i venstre hjørne. Hvad er det? I får lige en fritskrabet og forstørret gengivelse:

Mine damer og herrer; tillad mig at præsentere:

EN BOJAN

Jeg har omtalt denne særegne stentøjskrukke før. Den er nemlig omtalt i Schiønnings manuskript til en håndbog i sømandskab. Der var opstillet to-fire sådanne på orlogsskibenes skanse. De rummede officerernes vand, som var ekstra godt filtreret. Dette vand var beregnet på officerernes madlavning og tevand. Når bojanerne blev fyldt, hældtes vandet igennem et dobbelt lag hårdug (flagstof) for at filtrere urenheder fra. Men der var stadig sedimenter tilbage i vandet. Derfor var der i bunden af krukken et lag småsten under en blyplade med huller i. Snavs og partikler bundfældede sig nede mellem stenene og blev ikke så let hvirvlet op, når man øste af vandet. Koefoed skriver i sin orbog følgende beskrivelse:

Boujan, en stor Steen Krukke der holder een til toe Tønder Vand, man kan i saadan een meget længe bevare Vand fra Forraadnelse,

Jarre à l’eau,

A water jar

Det er en genstandstype som i dag stort set er totalt glemt. Men Koefoed og Schiønning har hjulpet mig med at grave den frem af glemslen igen. Tak til Thorbjørn og Handels- og Søfartsmuseet for de fine scanninger!

De svenske og russiske skibe syd for Dragør 26. juli 1758.

Venstre tredjedel af prospektet, udsnit.

Midterste tredjedel af prospektet, udsnit.

Højre tredjedel af prospektet, udsnit.

Den Russiske Flaade:

Den svenske eskadre

Som det fremgår, var det en temmelig imponerende udenlandsk flådestyrke, der lå i dansk farvand i sommeren 1758. 23 linieskibe og 11 fregatter og mindre fartøjer. Det var en del af det, vi i dansk historieskrivning plejer at kalde “Den preussiske Syvårskrig”. Danmark var neutral under denne krig. I begyndelsen af krigen havde også Sverige været neutral og nøjedes med at udruste en neutralitetseskadre, der sejlede sammen med en tilsvarende dansk eskadre i 1756 og 1757. Men fra 1758 kastede Sverige sig ind i krigen sammen med Rusland og hjalp med troppeopbygning i Nordtyskland. I Sverige kaldes krigen derfor “Pommerska Kriget”. Denne krig indebar mindre træfninger med preussiske galejer og et par mislykkede bombardementer af Kolberg i det nuværende Polen (Kolobrzeg). Sverige opretholdt dog alliancen med Danmark, med det formål at forhindre en eventuel britisk flådestyrkes indtrængen i Østersøen. Det var med dette formål, at den svensk-russiske flådestyrke lå syd for Dragør i sommeren 1758. Gammelt nag var i princippet glemt – men mon ikke svenskerne hæftede sig ved, at et af de russiske skibe med 66 kanoner hed “PULTAVA” – opkaldt efter Karl d. 12. skæbneslag?

Det ovenstående har egentlig ikke noget med min afhandling at gøre, men jeg tænkte, at denne krig og alliance er så relativt upåagtet, at den fortjener lidt opmærksomhed. Og tegningen er smuk.

Den ovenstående titelvignet stammer fra en signalbog, der findes i det Kgl. Biblioteks håndskriftssamling (GKS nr. 3532). Den har siden tjent som forsidebillede på Poul Erik Pedersens bog “Signalering til søs”, hvorfra jeg har scannet billedet. Jeg vil lige fremhæve, at sådan en tegning er en fremragende kilde til viden om, hvordan skibenes inventar så ud. Det er nyttige oplysninger, eftersom stort set ingen originale genstande findes bevaret i dag. Det er naturligvis den dekorative rodebunke af maritime genstande i bunden af vignetten, der er mest interessant. De fleste af genstandene har med signalering at gøre. Jeg vil kort i det følgende fremhæve nogle af disse genstande.

De maritime genstande er smagfuldt arrangeret i en dekorativt rodet gruppe.

Venstre side af genstandsgruppen. Trompeter, en morgenstjerne, en agterspejlslanterne, et kompas, tromme, pauker, etc.

To pauker. Kun flagskibe havde pauker om bord.

En signallanterne med øsken til ophængning i skibets rigning.

Agterspejlslanterne og kompas. Lanternen minder meget om den, der findes bevaret ved trappen på Søværnets Officersskole i dag.

Musket og entrebile (noget fantasifuldt tegnet) og kanonkugler anbragt i en cirkel af tovværk (?).

Udnsit af planche med natsignaler fra Fr. 5.s Atlas. Som det fremgår skulle der bruges en del lanterner til ophængning i riggen til natsignaler.

Se også blogpost om natsignaler og Frederik 5.s atlas på det Kgl. Bibliotek og blog om Galtrups kobberstik.

Billedet i Dr. Juliane Maries Atlas forestillende skydeskiven fra Søetatens bøsseskytters øvelsesskydning i juni 1764.

Ifølge Krigsartikelsbrevet for Landtjenesten skulle samtlige bøsseskytter ved divisionerne “drille” med kanoner og håndvåben samt øve sig i “Granaters og Bombers Kastning” hver maj og juni måned. De bøsseskytter, der stod under en division, skulle øve en uge hver på skift i de to måneder. Imidlertid ser det ud til, at træningen var tilrettelagt lidt anderledes i forbindelse med denne øvelse i 1764. Af tegningen fremgår det nemlig, at juni måneds skydetræning var inddelt i tre kommandoer på hhv. 54, 59 og 60 bøsseskytter. Der blev i alt affyret 173 skud (et skud per bøsseskytte) i løbet af i alt 16 dage. Rundet op svarer dette til ca. 11 skud om dagen. De lange sommerdage i juni måned har givet rigeligt tid til sigtning og instruktion. Rundt regnet er der blevet affyret et skud i timen. Det var med andre ord ikke hurtig skytsbetjening, der øvedes.

Tegningen stammer som sagt fra Dr. Juliane Maries Atlas. Det er en parallel til Frederik d. 5.s Atlas, som jeg før har omtalt. Årsagen til, at den er medtaget i atlasset står hen i det uvisse. Måske overværede de kongelige noget af skydningen? En person, der i hvert fald så skydningen, var Peter Schiønning, der i sin dagbog for 1764 skriver: “Den 21. juni 1764. Paa Amager og saa bøsseskytterne skyde med 8-pundige efter skiven, som stod 1250 skridt borte. Saa og efter skiven med haandgeværer, de som ramte skiven med kanonkuglerne fik en præmie og med haandgeværer en fridag.” Han har fået afstanden forkert, men resten er jo korrekt nok. Præmiesummerne for at ramme skiven var angivet i krigsartiklerne, men der nævntes ikke noget om fridage.

I Krigsartikelsbrevet for Landtjenesten for Søetaten stipulerede § 265 nøje, hvordan øvelserne skulle foregå, og præmiesummerne løb op i endog rigtig pæne beløb. “…de ved hver Division, som med 3 nærmeste Skud sig til Maalet distinguere, nyde en Præmie, saa den nærmeste faaer 15 Rdlr., den næste 9, og den 3die 6 Rdlr.” Det var mange penge i 1764, hvor en almindelig bøsseskytte måtte nøjes med 1 rd. 88 sk. i månedsløn og en overarkelimester tjente 4 rd., 48 sk.

Udsnit af billedet i Dr. Juliane Maries Atlas. De 30 træffere er markeret med tre forskellige farver.

På skydeskiven er med forskellig farve angivet træffernes placering. De sorte prikker er 1. Kommandos (9 træffere), de røde er 2. Kommandos (9 træffere) og de gule 3. Kommandos (12 træffere). I alt er der på og under skiven noteret 30 træffere. Det er en træfprocent på 17. Ikke helt imponerende, selvom der blev skudt på 400 meters afstand. Her som i mange andre tilfælde i forbindelse med min afhandling står jeg tilbage med spørgsmålet om repræsentativitet. Jeg har ikke kunnet finde oplysninger om andre tilsvarende skydeøvelser med 8-pundige kanoner. Men et opslag i værket Dansk Artilleri i Napoleonstiden gav oplysning om resultaterne fra skydeøvelser med 36-pundige kanoner af system 1834, som var kanoner, der regnedes for at have større træfsikkerhed end kanoner af ældre systemer. Her blev der skudt efter mål af hhv. linjeskibsstørrelse og fregatstørrelse. På en afstand af 942 meter var træfprocenten kun på hhv. 55 og 36 for hhv. linjeskib og fregat. Et linjeskib var ca. 50 m. langt, fregatten lidt mindre. Hold dette resultat op mod 17 procents træffere på en skive på kun 2,25 meters bredde. Det er faktisk ret god skarpskydning. Ellers var resultatet vel næppe heller blevet bevaret i det kongelige atlas.

Det kan ydermere konkluderes, at skydeøvelserne fandt sted, at de blev dokumenteret (i hvert fald i dette ene tilfælde) og at der var et konkurrenceelement betonet i de tre forskellige kommandoer. Jeg kan også se, at der kun deltog 173 bøsseskytter i juni, selvom der i alt ved hver division var 120 bøsseskytter – altså 460 i alt. Nogle var udkommanderet til søs med årets udrustede skibe, og det var formentlig ikke alle bøsseskytter, der blev trænet hvert år. Hertil kommer, at tegningen kun dækker junis skydeøvelser. Hvis lige så mange har skudt i løbet af maj måneds øvelser, var det en substantiel andel af bøsseskytterne, der fik skydetræning i løbet af de to fastsatte måneder.

Alle gode forslag til yderligere tolkninger modtages med kyshånd.

Hvad der står i Krigsartiklerne fra 1756:

§. 265.

Naar Bysse-Skytterne skal lære at drille med Canoner, og excrcere med Haand-Gevær, samt Granaters og Bombers Kastning, hvilket skal skee i de 2de Maaneder Majo og Junio, hver Divisions Bysse-Skyttere sin Uge i hver Maaned, da skal han besörge at de ved Under-Töy-Mesteren, Fyr-Verkerne og Under-Officiererne, lære alle Manoeuvres med Canoner og Haand-Gevær efter Tit. LXVII. udi Söe-Krigs Artikels Brevet, og at de, naar de har exerceret blindt, baade öves i at skyde med Flinter og med Canoner til Maals, da de siden en Dag i Vores Combinerede Admiralitets og General Commissariats Collegii, Holmens Chefs og Divisions Chefernes, Overværelse skulle gjöre den fulde Exercice, og med Canon skyde til Maals, og saa de ved hver Division, som med 3 nærmeste Skud sig til Maalet distinguere, nyde en Præmie, saa den nærmeste faaer 15 Rdlr., den næste 9, og den 3die 6 Rdlr., som dertil af Vores Collegio anvises.

Figur 1. Orlogsmuseets model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752.

Modellen af DRONNING JULIANE MARIE fra 1752 er stærkt detaljeret og er udstillet delvist adskilt, så man kan kigge ind i skroget og se inddelingen af de forskellige dæk. Den er blandt verdens fornemste modeller af sin art.

Figur 2. DRONNING JULIANE MARIE, agterskib, detalje.

DRONNING JULIANE MARIES agterspejl med den balkon, der kaldtes vægtergangen. Adgang til vægtergangen gik via den fornemme øverste kahyt. Fra et vindue i sidegalleriet – ikke synligt her – var det muligt for kaptajnen at følge med i skibets sejlføring uden at forlade kahytten. Den underste kahyt har ikke balkon, men til gengæld stort lysindfald fra de mange vinduer. Her var skibets lyseste rum, hvor officererne havde deres messe. På næste tegning kigger vi indenfor i agterskibet.

Figur 3. Tegning af 60-kanoners skib. Marinens Bibliotek.

Her ses det indre af et dansk 60-kanonersskib på en tegning fra ca. 1760 af skibsbygger Kiønig, som findes på Marinens Bibliotek. Øverst ses kaptajnens kahyt med balkon og fornemme vægpaneler med ornamenter. Derunder ses den underste kahyt. Nedenunder den underste kahyt var arkeliet – se herom under figur 7 og 8. Under arkeliet var der forskellige forrådskamre.

Figur 4. Tegning af 60-kanoners skib. Marinens Bibliotek.

Lidt tættere på samme tegning. Her er det vigtigt at lægge mærke til, at der var faste skotter med døre i ind til de kamre, der fandtes på hver side ned mod mesanmasten. Kamrene får lys gennem vinduer ud mod den lysrige underste kahyt. I 1770′erne afskaffede fabrikmester Henrik Gerner de faste skotter og erstattede dem med sejldugsvægge, som var hurtigere at tage ned, når der skulle ryddes til klartskib. Kamrene omtaltes ikke som “kahytter”, det ord dækkede kun de fornemme rum.

Figur 5. Apteringstegning af DRONNING JULIANE MARIA, 1752, Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling a1184a.

DRONNING JULIANE MARIEs øverste kahyt og kamre til venstre, og underste kahyt og kamre til højre. De mange kamre skulle rumme i alt 14 officerer, kadetter, præsten og skibets læge. På denne tegning ses der 14 kamre, hertil kommer to på underste batteridæk og kamre til seks personer yderligere på banjerdækket. Dette afspejler formentlig, at et så stort skib skulle kunne fungere som flagskib med plads til ekstra stab. Men til daglig betød det formentlig blot, at der også blev kammerplads til kahytskriveren, overstyrmanden og måske overarkelimesteren.

Figur 6. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255.

En smuk tegning i Søetatens Kort- og Tegningssamling, der modsvarer Kiønigs på Marinens Bibliotek. Her har tegneren valgt ikke at tegne væggene til agterskibets kahytter, så her får vi et kig indenfor. Se de nedenstående billeder.

Figur 7. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255. Detalje af agterskibet.

Neden under den underste kahyt er “arkeliet”, hvilket egentlig var det rum, hvor der opbevaredes håndskydevåben og blankvåben, etc. Men her fandtes også en messe, hvor officerer og betjenter kunne spise. På lidt mindre orlogsskibe, hvor der kun var en kahyt og ikke en øverste og underste kahyt, var kahytten strengt forbeholdt skibets chef, og officererne havde da deres messe i arkeliet. Den kraftige rorpind bevægede sig fra side til side lige over hovederne på de spisende officerer i arkeliet.

Figur 8. Model af orlogsskibet DRONNING JULIANE MARIE. Detalje af agterskibet.

Arkeliet i modellen af DRONNING JULIANE MARIE. Den agterste del af det i øvrigt ubrudte nederste batteridæk, hvor de største kanoner var placeret. Bemærk hylderne til våben og andet af korporalens materiel. Ringene i dørken indikerer, at der skulle være plads til fire kanoner ud over officerernes spisebord, så pladsen var ikke så rigelig, som modellen måske skulle antyde.

Figur 9. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255. Detalje af agterskibet. Øverste og underste kahyt og kamre – bagbords side.

Figur 10. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255. Detalje af agterskibet. Øverste kahyt og til højre herfor formentlig chefens garderobe og kontor.

Figur 11. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255. Detalje af agterskibet. Formentlig kaptajnens sovekammer med indbyggede skabe.

Figur 12. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, skandsen.

Skandsen på DRONNING JULIANE MARIE, 1752. I midten vagtbænken ved trappen ned til øverste batteridæk.Når skibet lå for anker, stod der en soldat i fuld mundering som skildvagt ved døren ind til kaptajnens kahyt. Trapper i styrbord og bagbord side går op til den del af agterdækket, som kaldtes “Hytten”. De to vinduer i styrbord og bagbord side var lyskilde til hhv. kaptajnens sovekammer og næstkommanderendes kahyt.

Figur 13. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, kulen.

Den midterste del af øverste batteridæk var “kulen”, denne fordybning foran mesanmasten var omgivet på hver side af “kobryggen”, der gav adgang til forskibet. Her foregik meget af arbejdet med at gå om gangspillet i midten og hale i forskellige tovender i forbindelse med ændringer og justering af sejlføringen. Lidt til venstre for midten øverst i billedet ses nedgangen til falderebet, hvorfra besøgende ville komme om bord. Under halvtaget på hver side af mesanmasten (som ikke er vist i modellen) var der adgang videre til den lukkede del af øverste kanondæk, hvorfra man kunne gå videre til den underste kahyt. Umiddelbart under falderebstrappen ses et kammer med vindue og dør. Tilsvarende kamre fandtes i den lukkede del af batteridækket.

Figur 14. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, underste batteridæk, detalje.

Et desværre lidt uskarpt foto viser officerskamre på underste batteridæk foran skottet ind mod arkeliet. Modellen er uhyre detaljeret og viser både seng, klapbord og sågar knagerække.

Figur 15. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, banjerdækket, detalje.

Detalje af banjerdækket (under nederste batteridæk). Her i forskibet ses en sektion – i billedets midte – hvor der er tre kamre med klapborde. Kammeret længst til venstre er vist med klapbordet slået op.

Figur 16. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, banjerdækket, detalje.

De samme kamre som ovenfor, blot set fra den anden side. Her ses, at der er to faste køjer i hver, den ene over den anden. Måske søkadetternes kamre?

Nat-Signaler for Hans Kongelige Majestets Orlogs Flaade og Signaler udi Taaget Vejer. Frederik d. 5.s atlas s. 38 i bd. 53.

I Frederik den 5.s Danske Atlas findes også ovenstående smukke signaltavle, der viser hvordan man signalerede med hhv. lanterner om natten og med kanonsalutter, musketsalver, hornsignaler, trommehvirvler og klokkeringen i tåget vejr. De fine tegninger af orlogsskibe i mørkt vejr er i øvrigt paralleller til Galtrups tegninger, hvilket ikke er noget tilfælde. Galtrup anfører netop, at hans tegninger kunne anvendes som forlæg til signaltavler, hvormed han mente tavler som denne. En eskadre kunne vælge at aftale interne, hemmelige signaler, som der så skulle være en tavle med på hvert skib i eskadren.

“Flaaden at forcere Seigl” om natten: ni kanonskud og tre tændte kampagnelanterner.

Signal til at ankre i tåget vejr: Tre gange to kanonskud, hornsignal, trommehvirvel og klokkeringen. Bemærk hvordan dette også er en fin billedkilde til udseende af horn, klokke og tromme – selvom de er forenklede.

At “Continuere Coursen” i tåget vejr. En musketsalve hvert halve glas (hvert 15. minut) og hornsignal.

SØERIDDEREN er smukt gengivet i denne tegning på s. 33 i bd. 53, hvor der er en mængde maritime motiver.

På Det Kgl. Bibliotek findes en fantastisk samling af land- og søkort blandet med forskellige kobberstik fra alverdens lande. Frederik d. 5. Kunne i stille stunder, når han ikke var beruset eller misbrugte tjenestepigerne, fornøje sig med at bladre i dem og svælge i smukke håndkolorerede kort over Sydamerika eller tegninger og kobberstik af f.eks. orlogsskibe. Det er en helt unik samling, som vore venner på Kort- og Billedafdelingen på KB har digitaliseret og gjort tilgængelig for os alle hjemme ved vores egen computerskærm.

Her er bl.a. ovenstående smukke billede af SØERIDDEREN, men også håndtegnede kort over Flekkerøe Havn og Christianssand, der ofte brugtes som basehavn for flåden i Norge. Jeg kommer til at bruge flere eksempler herfra til at illustrere min afhandling.

Flådebasen i Frederiksværn i Norge, 1754, s. 44 i bd. 40.

Flekkerø Havn og Christianssand, s. 58 i bd. 40.

Forklaringen indledes således: “Naar man forestiller sig at være en liden Kabel Længde fra en Orlogs Mand i Natura, med Øyet 60 Fod over Vandet, da vil omtrent Perspectiven blive rigtig paa disse Tegninger. Man maa antage dette Exemplar som om ethvert Blad var Nummeret, det første var No. 1. O.s.f. og kan der da siges at:”

Herefter følger forklaringer til tegningerne i deres nummerorden i en liste. I denne digitaliserede version er disse i stedet indsat som billedtekst under hvert billede. Efter billedteksterne følger denne tekst:

“Og da disse Stykker i Særdeleshed er nyttige til at giøre et Nat Signal=Bret af, eller og tegne et Nat Signal=Bret efter, saa er dette Aarsagen, hvorfore der undertiden følger nogle efter hverandre i en Stilling, og bestaaer da Forskiællen alene ved Seylene. Ligesaa er det af samme Aarsage, at de fleste er at see til Louward, thi om man saae dem ind i Læ, vilde Seylene giøre Signalerne ukiendelige.”

I Marinens Biblioteks eksemplar er indført med håndskrift: “Udgiven af Søe Lieut. Galterup.” Herunder: “tilhørende Wleugel” og “maa være udkommet i Aarene mellem 1764-77.” Hans Diderich Galtrup, 1741-1797, var søofficer og i hans biografi nævnes, at han forgæves forsøgte at sælge et “søstykke” til Kronprinsen, som dog ikke slog til. Maleriet ophængtes vistnok i stedet på Admiralitetet. Jeg har ikke kunnet opspore ham i Weilbachs Kunstnerleksikon. Hvis nogen kender noget til ham, er de meget velkomne til at skrive herom i kommentarfeltet.

Billederne er et enkelt middel til at forstå de formuleringer og vendinger, der findes i f.eks. Schiønnings dagbog eller i de mange skibsjournaler. God fornøjelse!

Figur 1. Henter Tøy=Ankeret hiem.

Figur 2. Gaaer Seyl og falder Styrbord over.

Figur 3. Gaaer Seyl og falder Bagbord over.

Figur 4. Kapper og falder Styrbord over

Figur 5. Kapper og falder Bagbord over.

Figur 6. Seyler ved Vinden med Merseylene paa Rand.

Figur 7. Seyler ved Vinden over Bagbord med st.b. Halse.

Figur 8. I samme Stilling og begynder at vende ved Vinden.

Figur 9. Efter at have seylet for Vinden, stikker bi over Bagbord med Styrbords Halse.

Figur 10. Efter at have seylet for Vinden, stikker bi over Styrbord med Bagbords Halse.

Figur 11. Har seylet sin Storstang over Bord, og seyler ved Vinden over Styrbord.

Figur 12. Har seylet sine Stænger og Klyverbom over Bord, og er seylendes ved Vinden over Bagbord.

Figur 13. Seyler ved Vinden over Bagbord.

Figur 14. I samme Stilling og begynder at vende ved Vinden.

Figur 15. Vender for Vinden om.

Figur 16. Vender for Vinden om.

Figur 17. Seyler for Vinden.

Figur 18. Ligger opbrast over Bagbord med store Merseyl paa Stang.

Figur 19. Ligger opbrast over Styrbord med store Merseyl paa Stang.

Figur 20. I samme Stilling mens har brast af.

Figur 21. I samme Stilling og forcerer Seyl.

Figur 22. I samme Stilling og mindre Seyl.

Figur 23. Seyler ved Vinden over Styrbord, og seer fremmede Seylere.

Figur 24. Gaaer til Ankers.

Figur 25. Fortøyer.

Figur 26. Har strøget Stænger og Raaer.

Figur 27. Sætter Stænger og Raaer omhoug.

Figur 28. Har vendt ved Vinden Bagbord over.

Figur 29. Seyler plat for Vinden.

Figur 30. Seyler ved Vinden over Styrbord.

Peter Cramers maleri forestillende udisningen af den danske eskadre til Algier, 1770. Handels- og Søfartsmuseet, deponeret på Orlogsmuseet.

Der findes alt for få malerier forestillende danske orlogsskibe i 1700-tallet. Jeg har før i flere af mine posts vist, hvordan Rønnebys små gouacher er velegnede illustrationer til Søetatens virksomhed i 1750′erne. Men der findes et enkelt maleri, der frem for noget for mig står som den smukkeste afbildning af livet i den danske Søetat i parykkernes århundrede. Det er ganske vist anonymt, men tilskrevet teatermaleren Peter_Cramer (1726-1782). Det forestiller formentlig udisningen af den eskadre, der få måneder senere skulle bombardere Algier by i en ganske anden stegende nordafrikansk hede.

Jeg er i den heldige situation, at den længst afdøde orlogskaptajn P. Holck i 1955 skrev en særdeles grundig analyse af billedet, mens det stadig var i privat eje. Holcks analyse findes i Handels- og Søfartsmuseets protokol, hvor billedet er registreret med museumsnummeret 145:1955. Det følgende bygger på Holcks analyse koblet med andre kilder, jeg har kunnet finde.

Holck fastslog, at maleriet måtte forestille en dansk flådestyrke, der var under udisning fra Flådens Leje til Københavns Red. I ældre tid, hvor Flådens Leje tilmudredes hurtigere, end uddybningen med beskedne pengemidler tillod, var vanddybden for ringe til at give de større orlogsskibe fuld udrustning i Flådens Leje, hvorfor de varpedes ud til dybet uden for Kastelspynten, hvor de indtog deres beholdninger. At det drejer sig om en udisning – altså skibe, der skal klargøres til togt – fremgår af, at skibene er forsynet med kanoner, men ikke tiltaklet og ligger højt på vandet, særlig at ræerne er kastet langskibs i mærsene, mens stængerne er sat omhoug (på plads). Hvis det havde været en aftakling, ville man næppe sejle ind uden at have strøget (nedfiret) stængerne. Dertil kommer, at skibene fører vimpel, dvs. er under kommando.

Ræerne er kastet langskibs i mærsene, stængerne sat omhoug, og vimplerne viser, at skibene er under kommando.

At der ikke var tale om en indisning, altså at skibene måske kunne være på vej ind i havnen, sluttede Holck sig logisk til, ud fra det faktum, at en eskadre, der mødte så svær is i Sundet ikke ville sejle ind til København, men snarere søge isfri havn i Norge.

Maleriet kan med sikkerhed henføres til perioden fra 1748, hvor den ny type kampagnelanterne indførtes og til 1772/73, da man ophørte med at male orlogsskibenes skibssider brun-røde med lysere kanongang (jysk okker), hvorefter de lapsalvedes med tjære.

I perioden mellem 1748 og 1773 var der kun to større udrustninger, der blev udrustet så tidligt på året. Dels i 1762 i anledning af den russiske krigstrussel, dels i 1770 i forbindelse med togtet mod Algier. Da der ikke var isvanskeligheder i forbindelse med 1762-udrustningen, kan det derfor kun dreje sig om Algier-togtet.

De udrustede skibe var følgende:

PRINDS FRIDERICH, 70 kanoner

PRINDSESSE SOPHIA MAGDALENA, 60 kanoner

SLESVIG, 50 kanoner

MARS, 50 kanoner

CHRISTIANSØE, 30 kanoner

HAVFRUEN, 30 kanoner

STAABRAV, bombardergaliot

PACKAN, bombardergaliot

DE FIRE SØSTRE, transportskib

POSTILLONEN, transportbrig

PRINDSESSE SOPHIA MAGDALENA med kampagnelanterner af model 1748 og lystmalede kanonbatterier.

I perioden mellem 1748 og 1773 var der kun to større udrustninger, der blev udrustet så tidligt på året. Dels i 1762 i anledning af den russiske krigstrussel, dels i 1770 i forbindelse med togtet mod Algier. Da der ikke var isvanskeligheder i forbindelse med 1762-udrustningen, kan det derfor kun dreje sig om Algier-togtet.

Eskadren, der kommanderedes af schoutbynacht F.C. Kaas, inspiceredes 25. april af kongen, lettede anker 2. maj og stod den følgende dag ud af Sundet.

De to fregatter var udrustet allerede i februar og konvojerede skibe til Kattegat. Iflg. Berlingske Tidende (som dengang hed “De til Forsendelse med Posten aleene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender”) tiltog frosten stærkt i midten af marts og 19. Marts kunne isen bære temmelig langt ud fra land. 26. marts meldtes fra Helsingør, at man kunne gå på isen til Hveen og videre til Skåne, medens der endnu var noget åbent vand imellem Kronborg og Helsingborg. 30. Marts brød isen op i hård storm men pakkede atter til, og først 31. Marts gik isen til søs med SSO vind og udgående strøm. 6. April var Københavns Havn stadig tilstoppet af is og udsejling gennem Bommen umulig (det vil sige ud for Københavns Toldbod ved havnevæsnets bygning i dag). Den 13. april var der udlagt følgende orlogsskibe på Reden:

PRINDS FRIDERICH, 70 kanoner

PRINDSESSE SOPHIA MAGDALENA, 60 kanoner

SLESVIG, 50 kanoner

MARS, 50 kanoner

WILDMANDEN, 18 kanoner

HVIDE ØRN, 30 kanoner

AMAGER, 12 kanoner

Ud fra disse oplysninger samt skibenes ornamentering og kanontal kan skibene på billedet identificeres, fra venstre mod højre:

HAVFRUEN, HVIDE ØRN, PRINDS FRIDERICH, SOPHIE MAGDALENA, SLESVIG, POSTILLONEN, AMAGER, WILDMANDEN.

Skibenes ornamentering er maleriets svage side. Agterspejlene savner deres karakteristiske konturer og ornamentale udsmykning. På SOPHIA MAGDALENAs hakkebræt (det øverste spejlfelt) mangler prinsessens kronede protrætbuste flankeret af liggende kvindefigurer og amoriner. Den tredelte spejlbue bæres af to firkantede søjler med kapitæler. I underste vinduesrække skal være ti vinduer mod ni på maleriet. Vinduesposterne og søjlerne skal være radielle med centrum i vimpelfløjknappen. Det underste vinduesbrystværn mangler helt, og den der anbragte indrammede navneplade, som fejlagtigt er anbragt mellem vinduesrækkerne. Også masterne er fortegnede, idet stængerne og stængevantet på alle skibe skal være betydeligt højere i forhold til undermasterne.

Da kunstneren har lagt så stor vægt på billedets fortællende indhold og har skilt sig så godt fra figurbehandling med klædedragt, stillinger og bevægelser, har han sikkert også formået at mestre skibenes ornamentering. Det må derfor formodes, at tiden er løbet fra ham, idet isen er brudt op og skibene bortsejlet, inden han har haft lejlighed til at gøre skitsen færdig.

Hvis dette er rigtigt, kan maleriet vel dateres til dagene 5.-7. april 1770.

Det ovenstående bygger som sagt på Holcks analyse. I det følgende vil jeg supplere med, hvad jeg har fundet i Peter Schiønnings optegnelser. Han var tilfældigvis netop i 1770 blevet udnævnt til chef for vagtskibet HVIDE ØRN, som jo gengives på billedet, som det er gengivet i nedenstående udsnit. Her ses, at fregatten har hejst kommandovimpel, ganske vist overtog Schiønning først kommandoen den 10. april, men han afløste kaptajn Henrik Gerner, der havde fået anden tjeneste i land.

HVIDE ØRN, vagtskib i Sundet i 1770 under Peter Schiønnings kommando.

Peter Schiønning har ikke beskrevet udisningen i 1770 i sin dagbog. Men i 1758 så han, hvordan et handelsskib blev udiset og skrev en beskrivelse af processen i dagbogen. Denne beskrivelse er af stor værdi for forståelsen af Cramers billede og skal derfor gengives her:

Den 27. Januar 1758. Om Formiddagen var ude paa Isen paa Reden og saa en Westindie Fahrer blev indiset. Der blev først med en Økse hugget Render i Isen, og saa efter samme Render Isen igiennemsavet med store Save, paa hvis underste Ende var Vægt, dernæst blev savet tværs over. Naar et Stykke Iis var savet løst, stod en Del Folk paa det og tyngede det ind under den anden Iis, Skibet førte Ankre ud paa Iisen og hugede Hull i Iisen for Fligen og halede sig frem ved. Der arbejdede hver Dag 200 á 250 Mand, hver Mand fik om Dagen udenfor Trekroner 3 Skilling, indenfor 2 Skilling. Efter 5 Dages Iisning blev det fortøyet i Skraapælene og var taget imod 300 Skridt uden for Trekroner. Stadsmægler Willer havde taget sig denne Iisning paa for 1800 Rigsdaler, dersom det kom ind, men hvis ikke skulle han intet have.

I dette citat forklares, at den løstsavede is skubbes ned under resten af isen. Men det ser ikke ud til at have været proceduren i 1770, hvor det ser ud til, at isblokke hales op på isen i stedet. Arbejderne er ikke i uniform og må derfor enten være havnesjovere, evt. soldaterfrimænd fra byens regimenter. Det kunne forklare tilstedeværelsen af indtil flere underofficerer fra Landetaten.

Et par søofficerer ser på isningsarbejdet fra SLESVIGs vægtergang på agterspejlet.

Der hugges render i isen, arbejdere haler tilsyneladende en løstsavet klump is op på isen.

Økse og issav, med skaft til at hale op og ned.

Arbejderne haler tilsyneladende den løse is op på isen mens en købekone falbyder varer i en medbragt kurv til de sultne arbejdere og tilskuere.

Men hvad laver denne gruppe? Saver de? Bemærk, at de ikke er iført uniform – er det sjovere fra havnen eller måske slaver?

En købekone falbyder varer til tilskuere. Til højre en underofficer fra Landetaten.

Arbejdere med bådshager står på løst flydende isblokke.

Samtale gennem åbentstående kanonport. En matros sidder på isen.

Kunstneren har placeret sig selv i billedets forgrund.