Undersejls kuling! Fem danske orlogsskibe i høj sø. I forgrunden et 60-kanoners skib med underste batteridæks kanonporte lukkede, til vejrs er otte matroser i færd med at slå storsejlet under. Skibet må være enten SEYEREN eller SÆLLAND. Da der ikke særlig tit var udrustet så mange større orlogsskibe samtidig, må det dreje sig om en scene fra 1757, hvor en dansk eskadre var udrustet i anledning af Den Preussiske Syvårskrig. Skibet i baggrunden til højre for 60-kanonersskibet i midten fører kongeflag fra stortoppen og et blåt flag fra kampagnen. Det må være admiral Rømelings flagskib DRONNING JULIANE MARIE, 60. Den 29. august var eskadren ude i et voldsomt uvejr, hvor flere af skibene blev beskadiget, det er formentlig den begivenhed, der gengives. Gouache af Clemens Mogensen Rønneby, Orlogsmuseet.

Ved læsning af gamle skibsjournaler kan man godt lade sig forvirre af de forskellige betegnelser for vindstyrke. Hvad betyder de betegnelser egentlig? Der er hjælp at hente i Wolfhagens Marineordbog, hvor vindskalaen gengives både med de gamle betegnelser og de moderne værdier i Beauforts skala:

0 – Vindstille

1 – Laber Kuling

2 – Laber Bramsejls Kuling

3 – Bramsejls Kuling

4 – Merssejls Kuling

5 – Rebet Merssejls Kuling

6 – Torebet Merssejls Kuling

7 – Trerebet Merssejls Kuling

8 – Klosrebet Merssejls Kuling

9 – Undersejls Kuling

10 – Storm

11 – Orkanagtig Storm

12 – Orkan

Betegnelserne for vindstyrke 2 – 9 afspejler, hvilken sejlføring der var forsvarlig i denne vindstyrke. På ovenstående billede ses det, at der kun føres et undersejl på formasten : Altså undersejls kuling – men nok også ved at udvikle sig til storm!

Danske orlogsskibe i havblik ca. 1750 en chalup i forgrunden. Kister kunne begraves til søs netop fra chaluppen, hvis man frygtede, at de ville blive flydende nær skibet. Malet af Clement Mogensen Rønneby, Orlogsmuseet.

Begravelser

Begravelsen markeredes ved at kampagneflaget – det store flag på agterspejlet – blev sat på halv. Der blev ikke skudt salut for menige i forbindelse med bisættelsen med mindre de var døde i kamp. Til gengæld skulle præsten ifølge Søkrigsartiklerne holde en “en meget kort Tale” – men kun hvis det blev forlangt. I talen skulle han “tiltale de Levende at betænke deres Död, og at Havet eengang skal igjengive sine Döde at möde for Dommen”.

I skibspræsten Tops dagbog fra 1757 findes en fin omtale af en begravelse til søs. Det var præsten om bord på orlogsskibet NETPUNUS, der var død, mens skibet lå for anker ud for Marseille i det katolske Frankrig, hvor det var forbundet med store vanskeligheder og udgifter at begrave en protestant i land. I stedet for at sætte ham overbord direkte fra skibssiden valgte man at bringe kisten længere bort fra skibet i en chalup.

F.m. efter Prædiken tog jeg om Bord paa Neptunus for at gelejde den afdöde Præstes Liig, som blev sadt udi Chefs Chaluppen, hvorudi Capitain Lieutenant Kaas og jeg bad for Liiget, derefter fulgte 2de andre Chalupper med Officerer og Cadetter, og i den Orden: Een efter een anden roede de ud fra Skibene paa Dybet; da vi syntes at være langt nok ude, holdt alle Chalup Roerne paa Aarerne, derpaa stod jeg op og kastede Jord paa Kisten, som derefter blev styrtet i Söen; og paa det den kunde strax synke, var alle vegne boret Huller paa den, og inden i den var lagt én anseelig Vægt af Knippelkugler; dog formedelst Bræddernes Tykkelse Kiisten var gjort af ikke (kunne) synke; men efter at vi i samme Orden var roed tilbage til Neptunus maatte Chaluppen roe hen med en större Vægt af samme Kugler, og giöre den fast ved Kiisten, hvorpaa den strax sank til Bunds.

I Hiorthøys dagbog fra 1770 findes en helt tilsvarende omtale af en begravelse af en præst til søs, hvor kisten heller ikke ville synke:

8. [juni] døde Hr. Hoff, Præst paa Hospitals-Skibet. 10. [juni] Udført [dvs. kastet overbord], men da der var for lidet Steen i hans Kiste, saa vi ham Dagen derefter at flyde forbi vores Skib, og dette er som oftest de Søfarendes Skiæbne.

Og som om det ikke skulle være nok med de to ovenstående eksempler, findes der en interessant beskrivelse fra 1818, hvor kanoneren Abraham Fischer var vidne til matrosen Carl Peters begravelse til søs i Middelhavet. Også her var der problemer med at få liget til at gå til bunds:

Kl. 7 blev Liget af Carl Peter efter foregaaende Høÿtidelighed over bordsat, men havde det uheld, at vi maatte fire Jollen i Vandet, og roe hen og tage Kisten op igien i Jollen og lægge et Baglast Jern i Kisten da den eÿ ville synke.

Kanoneren havde også tidligere på togtet til Middelhavet været vidne til en stemningsfuld begravelse til søs. Det var da skibets ober chirurg Bayer døde om bord, da skibet lå for anker i Elbas havn. Det var for besværligt at få ham begravet i land på grund af karantæneforanstaltninger mv. I stedet stod skibet til søs og begravede doktoren i selve indløbet til Elbas havn:

Og i Mundingen af Indløbet overborde sat over Dorteren Da det var umuligt at faae ham i Lang begravet Han blev Brunget til sit hvilestæd med Følgende Sermonier, efter derførst var lagt 2 stk 6 pd Jern imellem hans Been og boret adskillige Huller i Laaget, derefter blev liget op baaret af 6 Chaluproer klædte i Hvide Skiorter og Buxer blanke Hatte og Røde Tørklæder om Halsen, samdt Røde Baand om Armene og Ledsaget af en Lieutnant, Liget blev hensat om Styrbord Side ved Falderebet hvor det blev bedækket med et Rødt Flag, derefter blev en Salme afsiunget og læst en Bøn over Det hvilket alt foregik med største Høytidelighed hvorpaa blev Kastet Jord paa Kisten af Proviands Forvalteren som forskiønnede Høytideligheden meget; Herpaa blev Kisten med Liget sadt op paa et Bret, med en Ende Toug ved, hvor paa dig skiød Brættet ud, og plump der laae Han, derefter blev igien afsiunget en Psalme, dermed Endes denne Siremonie.

Disse ovenstående beskrivelser er de mest nøjagtige, jeg har kunnet finde, af tidlige begravelser til søs fra danske orlogsskibe. Men det skal indskærpes, at det også af og til lod sig gøre at få den afdøde bragt i land. Dette findes der en meget stemningsfuld beskrivelse af fra 1752, hvor kommandørkaptajn Holst døde af diarrhé ved Isle of Wight undervejs til Middelhavet, hvor han var chef for fregatten CHRISTIANSBORG. Søkadetten Peter Schiønning beskrev begravelsen:

Om Eftermiddagen Kl. 7 blev Commandeur Capitain Holstis lig ført fra Borde i Land for at begraves paa Ejland Wight, toppede og bragte Raaerne i Pik og Gewæhr, hejste Flag og Giøs paa halv Stang paa Skibet, saa vel som Flaget paa de Fahrtøyer, der tog i Land med ham, og sørgefarverne, Liiget laa i en Kiste som med sort Baj var overtrukken. Premier-Lieutenant Günthelberg lagde Kaarde paa Kisten, blev ved Taklen nedsat i Barkassen, hvor omkring Liiget Cadetterne Schønnebøl, Frantzen, C. Neuspitzer, Lachmand, Budde, Hoben, Soelberg og Schiønning sad for at bære ham til Iorden, saasom han havde været Cheff for Cadetterne. Bagefter kom chefschaluppen roendes hvori Skibets Officerer sad for at følge ham til Iorden, da Liiget tog fra Borde blev begyndt med at skydes 11 minut Skud fra Fregatten – saasom man formedelst Ebben ikke kunne lægge lige til Broen, blev Liiget af Chalup-Roerne, der var i fuld Statz, baarne paa deres Skuldre til Broen, og maatte de vade i Land med ham, paa Broen tog Cadetterne imod ham, og bar ham til Over Rides Byes Kirkegaard, hvor han blev begravet tæt ved Kirken.

Døden var altid de store skibes følgesvend. På enkelte togter kunne man være heldige, at kun få døde undervejs, men ingen dødsfald overhovedet var stort set utænkeligt. Besætningen måtte bestandig tage stilling til det hårde faktum, at døden var en del af livet, og deres kammerater kunne rives bort. Vi ved ikke så meget om, hvordan det prægede hverdagen. Et par linjer, som Peter Schiønning skrev ned i en oversigt over sømandsudtryk, giver et hurtigt indtryk af, hvordan man omtalte de døde. Den ene: “Han er kommen ned i Sækken” var en eufemisme for døden, der hentydede til, at de døde ofte syedes ind i deres køjesæk. Den anden: “Han er i den dybe Kielder”, vidner om en grum humor.

Illustrationsside fra Koefoeds ordbog. En god ordbog har også billeder af de ting, der beskrives.

En relativt overset, men ikke desto mindre central kilde til oplysninger af kulturhistorisk karakter, er de forskellige marineordbøger. Der findes en række sådanne, hvoraf især C.L.L. Harboes “Dansk Marine-Ordebog” fra 1839 giver en række detaljerede oplysninger, som det ikke har været muligt at finde andetsteds. Harboes aktive tjeneste i Søetaten var i perioden 1802-41, hvor han blev kommandant i Nyboder. Forud for Harboes værk lå et enormt arbejde med at samle de mange ord og betydninger. Dette arbejde foregik i årene før dampteknologiens gennembrud i dansk søfart. Derfor må den moderne læser antage, at den begrebsverden, der afspejles i ordbogen, snarere griber tilbage til det 18. århundrede end foregriber det 20. Det er heldigt, at det forholder sig således, eftersom de øvrige marineordbøger, der findes fra perioden, primært beskriver tekniske fænomener og ikke giver et så generelt billede, som Harboe.

Harboe var ikke den første, der havde forsøgt sig i genren marineordbøger. Også kollegaen Georg Albrecht Koefoed havde i 1780′erne forfattet et stort manuskript, som dog ikke blev udgivet i hans egen levetid. Det blev først genfundet langt senere og publiceret af Handels- og Søfartsmuseet i 1993. I forhold til Harboes ordbog, var Koefoeds dog mere rettet mod det tekniske, og indeholder derfor ikke så mange kultur- og socialhistoriske oplysninger som Harboes bog.

Det er f.eks. i Harboes marineordbog, man under opslaget “Agtertrappe” kan læse, at det kun var chefen, officerer, kadetter og civile betjente, der normalt var berettiget til at opholde sig på skansen. Harboe (1789-1857) var dansk søofficer, og uddannet i begyndelsen af 1800-tallet. Et andet eksempel på den type oplysninger, jeg har fundet i marineordbøgerne, er beskrivelsen af hvad en “bakke” var for noget. Mandskabet var om bord inddelt i “bakker”. I Søkrigsartiklerne fra 1752 opereres med bakker som enhed, men intet sted anføres, hvor mange der var i en bakke. Der anføres blot, at der i hver bakke skulle der være mindst en opløber eller dreng. Betegnelsen viste tilbage til den “bakke” – en stor træskål, som maden ombord serveredes i. Folkene i en bakke spiste sammen og formentlig oprindeligt af en og samme bakke. Jeg undrede mig længe over, hvor man kunne læse, at der var otte mand i en bakke? Svaret fandt jeg i marineordbøgerne. Både i G.A. Koefoeds Søe-Ordbog og Harboes noget senere Dansk Marine-Ordbog angives, at der var otte mand i en bakke. Koefoed siger dog syv-otte.

Det er typisk, at noget viden selv af forskere har været antaget som så selvfølgelig, at ingen gad at henvise til marineordbøgerne.

The Dano-British gun in a corner of the museum shop in Tower of London.

This 4-pounder bronze gun, cast in Woolwich in 1785 bears both the Danish coat of arms and the arms of Charles, the 3^rd Duke of Richmond, Master General of the Ordnance, and the British coat of arms. The reason why it has this peculiar heraldic combination is the fact that it originally was part of the armament of the Danish Crown Prince’s Pleasure Frigate. Crown Prince Frederick of Denmark was a nephew of Britain’s George III (“The Mad King George”). And in 1785 George presented his relative with a rather luxurious gift of a frigate. Not just a small pleasure craft, but an 89.9 feet long, 23.6 feet wide frigate armed with 10 4-pounder guns. The complement was 59 sailors and officers. The frigate was built at Deptford Royal Dockyard.

But why is the gun now in England? That has something to do with the British attack on Copenhagen in 1807. After the attack the Danish Navy was forced to surrender its entire fleet along with the equally valuable naval stores in Copenhagen to the British. 17 ships of the line and as many frigates were surrendered and brought to British port. The Danes were infuriated but powerless. When the Naval Dockyards were surveyed after the British had left, one vessel was found left by the enemy – the Crown Prince’s Pleasure Frigate… It had not been thought proper to seize this present from the British King to the Danish Crown Prince.

However, as a bold gesture, Crown Prince Frederick returned the frigate to the British in 1808. He manned it with captured British sailors that were to be exchanged with Danish sailors. The British sailed the ship back to England, and word has it that Frederick sent a message with it somewhat along the line that the frigate seemed to have been inadvertently forgotten! I have tried to establish what became of the frigate after it had been returned, but with no avail. However, it was a 22 year old ship so it might not have been found fit for fighting service. At least, now I know what became of one of its guns.

The text in Tower of London:

“The arms of Charles, 3rd Duke of richmond, Master General of the Ordnance, appear on the chase. The Royal arms appear on the reinforce with those of Denmark nearer the breech. The base ring bears the date and name of Peter Verbruggen, joint Master Founder with his father, John.

This gun is from “The Crown Prince’s Pleasure Frigate” presented by George III to Frederich, Crown Prince of Denmark. When the Danish fleet was captured in 1807 the frigate was not removed to England, out of courtesy, but it was sent back by Frederich with at message that the Prince imagined “it had been left in mistake”.

Transferred from Central Ordnance Depot, Donnington, 1964. XIX.44.”

Et eksempel er den klassiske piskescene, som kendes i diverse film om Mytteriet på Bounty, etc. Her bindes delinkventen til et oprejst ristværk, således at kroppen er formet nogenlunde som et Y eller X. Jeg har altid forestillet mig, at det var en slags standard til søs. Imidlertid har jeg slet ikke kunnet finde noget belæg for, at det foregik på den måde. Tværtimod ses det af de danske kilder, at den der skulle kattes eller piskes, blev bundet fast til en kanon på dækket. Hvordan det helt nøjagtig foregik, kan jeg ikke sige ud fra de kilder, jeg har fundet. Men det faste udtryk “at bankes for Canonen” siger jo næsten det hele.

I øvrigt anvendtes i den danske flåde en “nihalet kat” med hele 13 “haler”. Et udstillet eksemplar kan ses på Orlogsmuseet.

PRINDS CHRISTIAN FREDERIKs kamp ved Sjællands Odde 1808 i en samtidig gengivelse af C. Butty, Orlogsmuseet.

Så går turen til Søværnets Artillerikursus Sjællands Odde (ASO blandt venner). Her er der den 25.-27. april maritimhistorisk konference arrangeret af Maritimt Kontaktudvalg (som jeg er medlem af). Konferencen er for alle interesserede i dansk maritim historie, og har altså både et civilt og militært aspekt. Jeg skal holde oplæg om “Avancementer i 1700-tallets søetat”, og der er mange andre spændende foredrag. Og her i 200-året for slaget ved Sjællands Odde er der naturligvis også både foredrag om og ekskursion til åstedet for den drabelige kamp, hvor “alle pigers ven” Peter Willemoes blev ramt af en kanonkugle og døde. Se mere på http://fyrskibet.dk/18-danske-maritimhistoriske-konference/.

Model af fregatten NAJADENs agterspejl, hvor bl.a. messen fandtes på banjerdækket under chefens kahyt.

I 1804 blev Paludan som kadet udkommanderet med fregatten NAJADEN, 36 kanoner. Chefen, Fr. Fischer beskrives som “et non plus ultra Mæhæ, hverken Søemand eller Gentleman” og næstkommanderende, J. Krieger får et ikke meget bedre skudsmål – “af den gamle Skole, det vil sige: raa, udannet, drikfældig, barbarisk imod sine Undergivne, og hvade hverken Kundskaber i Navigation eller Sprog eller Søemandsskab…”. Forholdene på fregatten, der var af Hohlenbergs moderne design, beskrives som uhensigtsmæssige. Bl.a. hæfter Paludan sig ved forholdene i messen: “Messen var paa Banjerdækket, heelt agterud under Chefens Cahyt. Roerspinden vandrede over Bordet, og man maatte vogte sig vel for den, naar man reiste sig.”

Erindringerne skildrer også den barske omgangstone, der herskede i årene omkring år 1800, og ikke mindst skildringen af H.C. Sneedorff, som en psykopatisk leder af Søkadetakademiet er interessant. Siden Høigaards biografi om Willemoes udkom, har der blandt nogle været en tendens til at forsvare Sneedorff. Sneedorff forsvares bl.a. af historikere, der mener, man ikke kan tillade sig at anlægge vor egen tids normer og menneskesyn, når man bedømmer en person, som levede i en 1800-tals-virkelighed. I Høigaards bog skildres Sneedorff decideret som Willemoes’ plageånd. Paludans og andres udsagn viser imidlertid, at manden allerede i sin egen tid blev anset som kolerisk og ondskabsfuld.

Som I nok husker, opererer Bourdieu med tre hovedtyper af kapital: Social, kulturel og økonomisk kapital. Økonomisk kapital behøver ikke nærmere introduktion, mens social og kulturel kapital nok gør. Den kulturelle kapital er den enkeltes ressourcer i form af f.eks. uddannelsesbaggrund og dannelse. Den sociale kapital manifesterer sig eksempelvis i familiebaggrund og netværk. Det fjerde kapitalbegreb – den symbolske kapital, er i og for sig i transformeret form de andre former for kapital, efter at de er blevet anerkendt af andre. Det lyder indviklet, men det er egentlig logisk nok, at det ikke var nok for en søofficer blot at have uniform på for at opnå anerkendelse som rigtig officer. Der skal noget andet og mere til. Tag blot eksemplet Peter Schiønning: Veluddannet, økonomisk velfunderet og med et godt netværk, men efter hans katastrofale togt til Vestindien i 1780-81 er den økonomiske, sociale og kulturelle kapital ikke nok til at redde ham. For da han i mange officerers øjne ikke havde forsvaret flagets ære, havde han fortabt sin egen ære. Den økonomiske, kulturelle og sociale kapital kunne med andre ord ikke omsættes til symbolsk kapital længere. I samtiden talte man ikke om “symbolsk kapital”, men “ære” snakkede man meget om. Jeg har ikke helt besluttet mig for, om “ære” og “symbolsk kapital” er helt synonyme begreber, men det er i hvert fald tæt på.

Bourdieus begreber har dog efter min mening nogle centrale svagheder. Især synes jeg, den kulturelle kapital er meget uhåndgribelig. Den har været meget tæt forbundet med det enkelte individs personlige egenskaber, som det er svært at måle på århundreders afstand. Sproglige og mundtlige færdigheder såsom formfuldendt tale og korrekt udtale er ikke til at måle, med mindre man har samtidige subjektive optegnede vurderinger af dem. Og fysiske udfoldelser, som vi ved, der blev lagt stor vægt på i samtiden, er ligeledes umålelige. Hvor godt dansede den enkelte officer, var han god til at hilse korrekt? Det er svært at vide, men kan have haft stor betydning. Jeg synes også, det er svært at sige, om enkelte detaljer er udtryk for den ene eller anden type kapital. Tag for eksempel en officers felttegn (den silkesnor med kvast, som officerer bærer i kårdefæstet som tegn på deres status som officer). Det er en håndgribelig manifestation af social økonomi, idet den er et tegn på, at bæreren tilhører en bestemt gruppe. Men felttegnet er også et udtryk for kulturel kapital (ligesom i øvrigt resten af uniformen og officerens fysiske fremtoning). Og til sidst kan det nævnes, at felttegnet kan være helt nyt eller gammelt og slidt og dermed indikere bærerens økonomiske formåen. Så som med så meget andet i livet giver Bourdieus kapitalbegreber ikke noget helt entydigt svar på alting – og det ville også være kedeligt, for livet er jo mangfoldigt og ting ofte flertydige.

Ud over det ovenstående har jeg også på Gunner Linds foranledning forsøgt at udtænke flere diagrammer over besætningens roller i forskellige situationer. Diagrammer er sunde at få forstand og overblik af, selvom de naturligvis også kan blive FOR forenklende. Og Word 7 er i stand til at lave en masse sjove udformninger for en via funktionen “smart art”. Jeg skal forsøge at vise, hvordan diagrammerne ser ud, når jeg i en ledig stund har fundet ud af, hvordan jeg konverterer dem til jpg-filer, som jeg kan lægge her på siden.