Undersejls kuling! Fem danske orlogsskibe i høj sø. I forgrunden et 60-kanoners skib med underste batteridæks kanonporte lukkede, til vejrs er otte matroser i færd med at slå storsejlet under. Skibet må være enten SEYEREN eller SÆLLAND. Da der ikke særlig tit var udrustet så mange større orlogsskibe samtidig, må det dreje sig om en scene fra 1757, hvor en dansk eskadre var udrustet i anledning af Den Preussiske Syvårskrig. Skibet i baggrunden til højre for 60-kanonersskibet i midten fører kongeflag fra stortoppen og et blåt flag fra kampagnen. Det må være admiral Rømelings flagskib DRONNING JULIANE MARIE, 60. Den 29. august var eskadren ude i et voldsomt uvejr, hvor flere af skibene blev beskadiget, det er formentlig den begivenhed, der gengives. Gouache af Clemens Mogensen Rønneby, Orlogsmuseet.

Ved læsning af gamle skibsjournaler kan man godt lade sig forvirre af de forskellige betegnelser for vindstyrke. Hvad betyder de betegnelser egentlig? Der er hjælp at hente i Wolfhagens Marineordbog, hvor vindskalaen gengives både med de gamle betegnelser og de moderne værdier i Beauforts skala:

0 – Vindstille

1 – Laber Kuling

2 – Laber Bramsejls Kuling

3 – Bramsejls Kuling

4 – Merssejls Kuling

5 – Rebet Merssejls Kuling

6 – Torebet Merssejls Kuling

7 – Trerebet Merssejls Kuling

8 – Klosrebet Merssejls Kuling

9 – Undersejls Kuling

10 – Storm

11 – Orkanagtig Storm

12 – Orkan

Betegnelserne for vindstyrke 2 – 9 afspejler, hvilken sejlføring der var forsvarlig i denne vindstyrke. På ovenstående billede ses det, at der kun føres et undersejl på formasten : Altså undersejls kuling – men nok også ved at udvikle sig til storm!

“Prospect af Det Kongel. Slott Cronenborg…” Gouache af Johan Jacob Bruun, 1739. Handels- og Søfartsmuseet.

I museets registreringsprotokol står der bl.a. om billedet (som har registreringsnummer 84:1951): Gouache af J.J.Bruun: “Prospect af Det Kongel. Slott Cronenborg med Bÿen Helsingør at see fra Sundet Anno 1739 Pinxit JJ Bruun”. Desværre er der ikke nogen affotografering af inskriptionen på bagsiden, men som det står i protokollen, tyder det på, at det er kunstenerens egen tekst. Det er ærgerligt, da der muligvis har sneget sig en fejl ind i dateringen. Billedet målte i øvrigt 14,5 x 22,7 cm, så det har desværre været nemt for tyven at putte i lommen.

På billedet ses fem større fartøjer – orlogsskibe og fregatter– og flere end ti mindre fartøjer. Otte af de mindre fartøjer har genkendelige flag eller vimpler, og tilsyneladende er det eneste civile, flagbærende fartøj den engelske fløjte eller smakke, der ses i billedets venstre forgrund. Det engelske fartøj flager med union jack fra toppene og fra agterspejlet sådan som flaget så ud før foreningen med Irland i 1801. De øvrige fartøjer med genkendelige flag er militære. Ud over det enlige engelske fartøj, er fartøjerne danske og svenske. De svenske et (formentlig) 52-kanoners orlogsskib og en 40-kanoners fregat. Hertil kommer (måske) to mindre fartøjer fra den svenske galej- eller skærgårdsflåde. Det er svært at tælle kanoner på de danske skibe. En forsøgsvis anslåelse af kanoner antyder, at det dels må dreje sig om et dansk 50-kanonersskib, dels om et vagtskib med ca. 30 kanoner. Hvis billedet er fra 1739 passer det med, at vagtskibet i Sundet det år var den 30-kanoners fregat HØYENHALD (bygget 1708), og at orlogsskibet DELMENHORST (bygget 1735) var udrustet samme år. Et tredje større dansk orlogs- eller kompagniskib er på vej nordefter ud af Sundet. Hvis det er et orlogsskib må det være den 30-kanoners fregat RAAE, der i 1739 sejlede som skoleskib for søkadetterne. De to små fartøjer forrest på hver sin side af det engelske skib, der fører danske flag, er de sjældent afbildede “kongebåde” eller skibsbåde, Søetatens arbejdsheste – at det ikke er enmastede handelsfartøjer ses af, at de fører splitflag.

Udsnit. Det svenske flagsmykkede orlogsskib. Agten for skibet ses dansk chalup, i udsnittets venstre side ses nederst en dansk kongebåd og øverst et orlogs- eller kompagniskib.

Billedets mest iøjnefaldende detalje er det flagsmykkede skib i højre side af billedets forgrund. Det er et svensk skib med det svenske orlogsflag med tre splitter som kampagneflag fra agterspejlet og gøsstagen. I toppene ses svenske orlogsstandere og -vimpler. Men der er også en mængde andre flag langs med skibets stående rigning. På den næst-fornemste placering lige under de svenske standere og vimpler i toppen af masterne er der sat danske orlogsflag. Men også andre nationers flag er repræsenteret, heriblandt russiske flådeflag (blåt andreaskors på hvid grund), et engelsk flag og forskellige andre indtil videre uidentificerede flag, der kunne se ud til at tilhøre forskellige italienske bystater eller lignende. Det ser ud til, at det flagsmykkede svenske skib enten er på vej til eller har været i Middelhavet. Det medførte i hvert fald både tripolitanske og tyrkiske flag (hhv. grønne og røde med tre halvmåner), der kunne bruges til draperingen. Der var næppe grund til at medbringe sådanne flag, hvis ikke destinationen var et område, hvor disse flag var i brug. Den svenske flåde gennemførte imidlertid en del togter til Middelhavet i løbet af hele 1700-tallet, så denne oplysning har ikke kunnet hjælpe med dateringen. Årsagen til, at man medbragte andre nationers flag, var at man ofte sejlede under falsk flag for at undgå eventuelle stridigheder om salut og visitering i fremmede farvande. Det var helt acceptabelt at bruge sådanne trick for at undgå genkendelse, og først når det kom til kamp behøvede man at vise sit eget flag. Fra denne skik stammer i øvrigt udtrykket “at tone rent flag”.

Kampagneflag. Udsnit af BLAAHEYRENs rigningstegning fra 1734. Bemærk, hvordan flaget er lidset til stangen. Orlogsmuseet.

Denne form for flagning med samtlige national- og signalflag var ikke ualmindelig i samtiden. Det var noget man gjorde i anledning af kongelige fødselsdage og ved andre ekstraordinære og festlige lejligheder. I Orlogsmuseets samling findes et tilsvarende billede af en flagsmykket fregat liggende ved Gammelholm, hvor et skib står klar til at løbe af stabelen. Også i dag markerer Søværnet og civile skibe festlige begivenheder ved at “flage over toppene”, som det kaldes i dag. I en samtidig beskrivelse af den særprægede flagskik, beretter søofficeren Peter Schiønning, at man gjorde meget ud af forberedelserne. Man tegnede gerne hele skibets rigning og afsatte på forhånd skibets forskellige flag. Der skulle både tages hensyn til, hvilke flag, der i det hele taget var om bord – hvis man manglede nogen kunne man låne fra andre skibe i sin eskadre. Der skulle tages hensyn til, hvad der så godt ud, så der ikke var for mange ens flag, etc. Men særligt skulle der vises hensyn til forskellige nationer, der evt. var til stede på den samme ankerplads. De mest magtfulde nationer eller nærmeste allierede burde have den næstfornemste plads. Desuden skulle man passe på, hvilke flag der blev ophængt tættest ved galionen, som var “en foragtelig plads” – her fandtes nemlig toiletterne. Forberedelserne tog tid, idet datidens flag ikke som i dag var sat på flagliner men derimod lidsedes enkeltvis til den stang eller det stykke tov, hvor de skulle sidde. Det betød også, at når flagene skulle hejses, måtte der placeres folk rundt omkring i riggen, som på et givet signal samtidig løsnede flagene, så de alle kom til syne på engang “som giver det beste og frapanteste syn”, skrev Schiønning. Flagene blev enten hejst om morgenen ved solopgang eller ved middagstid i forbindelse med en samtidig glædessalut med kanonskud. Som det fremgår af billedet, er der dog ikke nogen salutering fra det flagsmykkede skib. Til gengæld saluterer både den svenske fregat og de to danske orlogsskibe.

Dansk orlogsstander ca. 1790, tegning fra Koefoeds marineordbog. Handels- og Søfartsmuseet.

Hvad angår den konkrete anledning til at flage for det svenske skib, der er afbildet, så er det i dag umuligt at fastslå med sikkerhed. Historikeren Ole Feldbæk har i Dansk Søfartshistories bd. 3 foreslået, at det kan have været i anledning af den svenske topdiplomat Carl Gustaf Tessins rejse til Danmark på vej til Paris d. 22. juni 1739. Det forekommer dog ikke sandsynligt, at en ikke-kongelig skulle have modtaget denne æresbevisning. Det kan have været en kongelig fødselsdag eller lignende. Det er dog ikke muligt at se, hvad tid på året, billedet skal gengive – bort set fra, at der ikke ligger is på Sundet. Til gengæld bør det nævnes, at billedet må forestille en konkret begivenhed. Hvorfor skulle Bruun ellers have valgt at vise et flagsmykket svensk skib? Bruun må have set det og valgt at gengive det på en af de forholdsvis få miniaturer, han malede i farver. Hvis han blot havde ønsket at vise et festligt motiv, havde han vel valgt at gengive et dansk skib. Af hensyn til motivets komposition og for at give Kronborg en fornem plads, valgte han at gengive begivenheden som set fra den svenske side, selvom han formentlig har stået i Helsingør og set flagningen og salutterne fra den danske side af Sundet.

Det engelske handelsskib omgivet af to danske kongebåde med danske orlogsflag, og i billedets midte to fartøjer med blå flag – muligvis svenske fartøjer?

En indikation på, at billedet muligvis skal dateres senere end 1739, er at de to mindre, noget uanselige skibe, der anes bag det engelske skib, tilsyneladende fører den svenske skærgårdsflådes helblå flag, som indførtes i 1761 (kunstneren kan selvfølgelig have glemt de gule kors, men jeg tror det næppe). Det kan dog også dreje sig om signalflag, hvis betydning vi kun kan gisne om i dag.

Imellem orlogsskibene ses også to chalupper med dansk orlogsflag agter. Roerne er iført hvide skjorter og sorte kasketter, hvilket var standard for den danske flådes chaluproere i 1700-tallet. I chalupperne er der vist officerer eller underofficerer iført rød uniform, hvilket indikerer, at billedet er fra før 1754, hvor man skiftede til den blå uniform. I 1754 malede Bruun i øvrigt to næsten ens gouacher forestillende en søofficer i den nyindførte blå uniform fra 1754. Her er der dog fokus på uniformen, selvom der i billedets baggrund anes et par skibe. De to uniformsbilleder findes på henholdsvis Rosenborg og i Søofficersforeningen på Christianshavn. Johan Jacob Bruun udførte som nævnt et meget stort antal topografiske prospekter, som var tænkt som illustrationsmateriale til et stort anlagt atlasværk over Danmark. Dette værk blev desværre ikke til noget, men i dag kan de mange prospekter nydes på Det Kgl. Biblioteks hjemmeside. Billederne er ofte lidt naive, men samtidig udført med sans for detaljer og med stor sirlighed.

Der er nu snart gået 30 år, siden det fine billede blev stjålet. Har nogen set det? Så kontakt undertegnede eller Handels- og Søfartsmuseet!

Planchen er nr. 2 af de i alt 24 håndtegnede plancher i Koefoeds manuskript. Her er gengivet en masse nummererede genstande af maritim art. Der er forskellige nagler, et bradspil, en masse taljeblokke, etc. Men se nu nede i venstre hjørne. Hvad er det? I får lige en fritskrabet og forstørret gengivelse:

Mine damer og herrer; tillad mig at præsentere:

EN BOJAN

Jeg har omtalt denne særegne stentøjskrukke før. Den er nemlig omtalt i Schiønnings manuskript til en håndbog i sømandskab. Der var opstillet to-fire sådanne på orlogsskibenes skanse. De rummede officerernes vand, som var ekstra godt filtreret. Dette vand var beregnet på officerernes madlavning og tevand. Når bojanerne blev fyldt, hældtes vandet igennem et dobbelt lag hårdug (flagstof) for at filtrere urenheder fra. Men der var stadig sedimenter tilbage i vandet. Derfor var der i bunden af krukken et lag småsten under en blyplade med huller i. Snavs og partikler bundfældede sig nede mellem stenene og blev ikke så let hvirvlet op, når man øste af vandet. Koefoed skriver i sin orbog følgende beskrivelse:

Boujan, en stor Steen Krukke der holder een til toe Tønder Vand, man kan i saadan een meget længe bevare Vand fra Forraadnelse,

Jarre à l’eau,

A water jar

Det er en genstandstype som i dag stort set er totalt glemt. Men Koefoed og Schiønning har hjulpet mig med at grave den frem af glemslen igen. Tak til Thorbjørn og Handels- og Søfartsmuseet for de fine scanninger!

De svenske og russiske skibe syd for Dragør 26. juli 1758.

Venstre tredjedel af prospektet, udsnit.

Midterste tredjedel af prospektet, udsnit.

Højre tredjedel af prospektet, udsnit.

Den Russiske Flaade:

Den svenske eskadre

Som det fremgår, var det en temmelig imponerende udenlandsk flådestyrke, der lå i dansk farvand i sommeren 1758. 23 linieskibe og 11 fregatter og mindre fartøjer. Det var en del af det, vi i dansk historieskrivning plejer at kalde “Den preussiske Syvårskrig”. Danmark var neutral under denne krig. I begyndelsen af krigen havde også Sverige været neutral og nøjedes med at udruste en neutralitetseskadre, der sejlede sammen med en tilsvarende dansk eskadre i 1756 og 1757. Men fra 1758 kastede Sverige sig ind i krigen sammen med Rusland og hjalp med troppeopbygning i Nordtyskland. I Sverige kaldes krigen derfor “Pommerska Kriget”. Denne krig indebar mindre træfninger med preussiske galejer og et par mislykkede bombardementer af Kolberg i det nuværende Polen (Kolobrzeg). Sverige opretholdt dog alliancen med Danmark, med det formål at forhindre en eventuel britisk flådestyrkes indtrængen i Østersøen. Det var med dette formål, at den svensk-russiske flådestyrke lå syd for Dragør i sommeren 1758. Gammelt nag var i princippet glemt – men mon ikke svenskerne hæftede sig ved, at et af de russiske skibe med 66 kanoner hed “PULTAVA” – opkaldt efter Karl d. 12. skæbneslag?

Det ovenstående har egentlig ikke noget med min afhandling at gøre, men jeg tænkte, at denne krig og alliance er så relativt upåagtet, at den fortjener lidt opmærksomhed. Og tegningen er smuk.

Den ovenstående titelvignet stammer fra en signalbog, der findes i det Kgl. Biblioteks håndskriftssamling (GKS nr. 3532). Den har siden tjent som forsidebillede på Poul Erik Pedersens bog “Signalering til søs”, hvorfra jeg har scannet billedet. Jeg vil lige fremhæve, at sådan en tegning er en fremragende kilde til viden om, hvordan skibenes inventar så ud. Det er nyttige oplysninger, eftersom stort set ingen originale genstande findes bevaret i dag. Det er naturligvis den dekorative rodebunke af maritime genstande i bunden af vignetten, der er mest interessant. De fleste af genstandene har med signalering at gøre. Jeg vil kort i det følgende fremhæve nogle af disse genstande.

De maritime genstande er smagfuldt arrangeret i en dekorativt rodet gruppe.

Venstre side af genstandsgruppen. Trompeter, en morgenstjerne, en agterspejlslanterne, et kompas, tromme, pauker, etc.

To pauker. Kun flagskibe havde pauker om bord.

En signallanterne med øsken til ophængning i skibets rigning.

Agterspejlslanterne og kompas. Lanternen minder meget om den, der findes bevaret ved trappen på Søværnets Officersskole i dag.

Musket og entrebile (noget fantasifuldt tegnet) og kanonkugler anbragt i en cirkel af tovværk (?).

Udnsit af planche med natsignaler fra Fr. 5.s Atlas. Som det fremgår skulle der bruges en del lanterner til ophængning i riggen til natsignaler.

Se også blogpost om natsignaler og Frederik 5.s atlas på det Kgl. Bibliotek og blog om Galtrups kobberstik.

Billedet i Dr. Juliane Maries Atlas forestillende skydeskiven fra Søetatens bøsseskytters øvelsesskydning i juni 1764.

Ifølge Krigsartikelsbrevet for Landtjenesten skulle samtlige bøsseskytter ved divisionerne “drille” med kanoner og håndvåben samt øve sig i “Granaters og Bombers Kastning” hver maj og juni måned. De bøsseskytter, der stod under en division, skulle øve en uge hver på skift i de to måneder. Imidlertid ser det ud til, at træningen var tilrettelagt lidt anderledes i forbindelse med denne øvelse i 1764. Af tegningen fremgår det nemlig, at juni måneds skydetræning var inddelt i tre kommandoer på hhv. 54, 59 og 60 bøsseskytter. Der blev i alt affyret 173 skud (et skud per bøsseskytte) i løbet af i alt 16 dage. Rundet op svarer dette til ca. 11 skud om dagen. De lange sommerdage i juni måned har givet rigeligt tid til sigtning og instruktion. Rundt regnet er der blevet affyret et skud i timen. Det var med andre ord ikke hurtig skytsbetjening, der øvedes.

Tegningen stammer som sagt fra Dr. Juliane Maries Atlas. Det er en parallel til Frederik d. 5.s Atlas, som jeg før har omtalt. Årsagen til, at den er medtaget i atlasset står hen i det uvisse. Måske overværede de kongelige noget af skydningen? En person, der i hvert fald så skydningen, var Peter Schiønning, der i sin dagbog for 1764 skriver: “Den 21. juni 1764. Paa Amager og saa bøsseskytterne skyde med 8-pundige efter skiven, som stod 1250 skridt borte. Saa og efter skiven med haandgeværer, de som ramte skiven med kanonkuglerne fik en præmie og med haandgeværer en fridag.” Han har fået afstanden forkert, men resten er jo korrekt nok. Præmiesummerne for at ramme skiven var angivet i krigsartiklerne, men der nævntes ikke noget om fridage.

I Krigsartikelsbrevet for Landtjenesten for Søetaten stipulerede § 265 nøje, hvordan øvelserne skulle foregå, og præmiesummerne løb op i endog rigtig pæne beløb. “…de ved hver Division, som med 3 nærmeste Skud sig til Maalet distinguere, nyde en Præmie, saa den nærmeste faaer 15 Rdlr., den næste 9, og den 3die 6 Rdlr.” Det var mange penge i 1764, hvor en almindelig bøsseskytte måtte nøjes med 1 rd. 88 sk. i månedsløn og en overarkelimester tjente 4 rd., 48 sk.

Udsnit af billedet i Dr. Juliane Maries Atlas. De 30 træffere er markeret med tre forskellige farver.

På skydeskiven er med forskellig farve angivet træffernes placering. De sorte prikker er 1. Kommandos (9 træffere), de røde er 2. Kommandos (9 træffere) og de gule 3. Kommandos (12 træffere). I alt er der på og under skiven noteret 30 træffere. Det er en træfprocent på 17. Ikke helt imponerende, selvom der blev skudt på 400 meters afstand. Her som i mange andre tilfælde i forbindelse med min afhandling står jeg tilbage med spørgsmålet om repræsentativitet. Jeg har ikke kunnet finde oplysninger om andre tilsvarende skydeøvelser med 8-pundige kanoner. Men et opslag i værket Dansk Artilleri i Napoleonstiden gav oplysning om resultaterne fra skydeøvelser med 36-pundige kanoner af system 1834, som var kanoner, der regnedes for at have større træfsikkerhed end kanoner af ældre systemer. Her blev der skudt efter mål af hhv. linjeskibsstørrelse og fregatstørrelse. På en afstand af 942 meter var træfprocenten kun på hhv. 55 og 36 for hhv. linjeskib og fregat. Et linjeskib var ca. 50 m. langt, fregatten lidt mindre. Hold dette resultat op mod 17 procents træffere på en skive på kun 2,25 meters bredde. Det er faktisk ret god skarpskydning. Ellers var resultatet vel næppe heller blevet bevaret i det kongelige atlas.

Det kan ydermere konkluderes, at skydeøvelserne fandt sted, at de blev dokumenteret (i hvert fald i dette ene tilfælde) og at der var et konkurrenceelement betonet i de tre forskellige kommandoer. Jeg kan også se, at der kun deltog 173 bøsseskytter i juni, selvom der i alt ved hver division var 120 bøsseskytter – altså 460 i alt. Nogle var udkommanderet til søs med årets udrustede skibe, og det var formentlig ikke alle bøsseskytter, der blev trænet hvert år. Hertil kommer, at tegningen kun dækker junis skydeøvelser. Hvis lige så mange har skudt i løbet af maj måneds øvelser, var det en substantiel andel af bøsseskytterne, der fik skydetræning i løbet af de to fastsatte måneder.

Alle gode forslag til yderligere tolkninger modtages med kyshånd.

Hvad der står i Krigsartiklerne fra 1756:

§. 265.

Naar Bysse-Skytterne skal lære at drille med Canoner, og excrcere med Haand-Gevær, samt Granaters og Bombers Kastning, hvilket skal skee i de 2de Maaneder Majo og Junio, hver Divisions Bysse-Skyttere sin Uge i hver Maaned, da skal han besörge at de ved Under-Töy-Mesteren, Fyr-Verkerne og Under-Officiererne, lære alle Manoeuvres med Canoner og Haand-Gevær efter Tit. LXVII. udi Söe-Krigs Artikels Brevet, og at de, naar de har exerceret blindt, baade öves i at skyde med Flinter og med Canoner til Maals, da de siden en Dag i Vores Combinerede Admiralitets og General Commissariats Collegii, Holmens Chefs og Divisions Chefernes, Overværelse skulle gjöre den fulde Exercice, og med Canon skyde til Maals, og saa de ved hver Division, som med 3 nærmeste Skud sig til Maalet distinguere, nyde en Præmie, saa den nærmeste faaer 15 Rdlr., den næste 9, og den 3die 6 Rdlr., som dertil af Vores Collegio anvises.

Rønnebys gouache fra ca. 1750 viser, hvordan en fregat ligger flagsmykket ved beddingen på Gammelholm og saluterer, hvor en stabelafløbning skal til at finde sted. Fra stortoppen vajer vimplen, der for en fregat var 30 fod lang (ca. 9 meter). Orlogsmuseet.

I Schiønnings Haandbog i Practisk Søe-Mandskab er der er en ganske detaljeret forklaring af brugen af flag på orlogsskibe. Jeg vil i det følgende gengive kildeteksten vedrørende proceduren for flagning ved særligt festlige lejligheder. Det var en skik, der minder om den tradition, der også findes i Søværnet i dag, hvor man “flager over toppene” ved f.eks. havnebesøg. Men som det fremgår, var det væsentlig mere omfattende, end det er i dag. Teksten er helt som i originalen uden rettelser af nogen art. Bemærk, at Schiønning brugte en del forkortelser, f.eks. “md” for man[d]. Sætninger afsluttes ofte med et “&c” for “et cetera” – altså “og så videre”.

Kongeskibet DANNEBROG ved havnebesøg i 2008. Der flages over toppene.

Kildeteksten:

Med alle disse Signal Flage og Vimpler som tit er en Haab, er det et Comanderende Skib ofte paa Geburtz dage og Extraordinaire dage til Glædskabs og ærestegn Flager, nemlig at det heises dem alle sammen op paa skiibet, paa Stagene, Toppene, Toplenterne &c og over alt saaledes at skiibet kd være ligesom bedækket af dem, og Farverne i den tillige give den beste skattering, saa hvert Flag faar sit beste og favorableste stæd paa Skiibet og ikke mange samme af en couleur &c. Faae Flage paa saadant et skiib skulle ikke klæde vel, men jo fleere jo bedre, saa heele Skiibet naar Vinden blæser Flagene ud kd være bedægget af dem. Det Commanderende skib kunde der for naar det ikke haver mange Flage, lade hente fleere fra Land, naar det er her paa Reden, eller laane af sine underhavende skiibe deres, som dog meest er Nationale Flage og ikke saa vel skikkede da samme seer fattig ud at have mange af en Sort &c. De fornemste Flage pleyer md at sette paa de fornemste stæder, og altsaa Nationale Flage paa Toppene; Men dette er dog ikke det beste da md der ved læt kd støde nogen Nation hvis Krigs Skiibe muelig end og kunde ligge paa Reeden og andsee et og andet som en u-høflighed, thi da enhver Nation ofte troer sig at være den principaleste, skulle muelig en finde sig torteret ved om hds Flag kuns var kommen paa Kryss Toppen, da hd trode det burde været paa stoer Toppen, en anden at hds Flag ikke var kommen paa en Top &c. saa det skulle være slemt ved Flagringen saaledes at kunde skattere enhver Nation eller den forbindelse md stod i med deres Hoffer &c. Det er der for best ikke at sette nogen Nations Flag paa Toppen, men sette dem alle uden forskiæl og orden paa andre differente stæder, tillige med sit eget, saa at der ingen orden eller distingtion kd udfindes der af, dog ved deres plasering tage sig vel vare for at ikke nogens kommer paa et ringe eller foragtelig stæd, saasom i Gallionen &c saa md strax muelig skulle tage and for, var giort med dessein og finde meget choquant &c. Da skiibet er størst, længst og breedest neden til, forstaar det sig selv efterdi det bør være bedækket med Flage, at de største af dem bør være underst og i mitten, de mindste der imod oven til hvor skiibet er smalets, og hvor saasom af Bramstagene Agter og For, smaae Flage, ja Giøser best kd andbringes &c. Fra Nokken af Raaerne setter md Vimpler, de største underst, da aldting op ad bør blive mindre ligesom skiibet selv. Md kd best i forveyen efter de Flage md har, sortere samme som paa et Tegnet skib, for at see der af hvorledes de best kd klæde og skatere, og saa følge dette, da naar md engang paa et tegnet Skib saaledes havde de Flage, et Flagskib pleyer at faae med sig, vel plaseret, Md stedse naar md havde de samme Flage kunde følge dette efter Tegningen &c. saaledes at de største Flage kom hovr der var meest Rum til dem. Det er ofte nogle dage i forveyen Md saaledes maae rangere disse Flage til Flagring paa et stort skib, for at kunde blive klar med at faae et hvert underslaat paa sit rette stæd, de beslaas der nest meget tynde og nette saa de ikke synderlig kd observeres, til de skal bruges &c.

Det er undertiiden md heiser alle disse Flage tillige med Solens opgang paa saadant en dag, undertiiden kl. 8 om Morgenen tillige med Flag og Giøs, undertiiden og først kl. 12 om Middagen tillige med det første skud gaar af den Salut som i almindelighed og paa saadan en dag paa den tiid bliver affyret, og som snart er det beste først at heise dem da som giver den meeste opsigt, og som alle forsamler sig at see paa uden at tale om at der ved og spares paa Flagene.Naar de saaledes skal heises bør de i forveyen været giort løse men dempet at intet kd sees af dem, folk vel fordeelt rundt omkring ved dem, at naar skuddet gaar, de da i et øyeblik alle paa engang kd komme til at vaye og paa deres stæd, som giver det beste og Frapanteste syn, heise de som skal heises tillige med md lader de andre falde. Med det samme disse Flage heises, blæser Trompetteren en Runde, og der efter adskillige stykker &c. De bliver alle vayende til Solens Nedgang, da de paa engang tillige med Flag og Giøs stryges, og bør de indtages saa hastig muelig, at de i et øyeblik synes at blive borte &c. Da md kd vente ved saadan leylighed meget at blive beskuet og overseet, bør intet Malpropert være ved Skibet, men aldting ordentligt og smukt, saa reent og næt som mueligt hvorfore det skulle være got om det nylig var skrabet, harpixet og lapsalvet, dets Reyssning bør staae vel, saa vel som Topningen og brassningen ordentlig, og skiibet for aldting ikke have nogen slag siide &c. Skandse, Merss og Faldereebs Klæderne være paa, Canonerne i borde og Koyerne i Finkenettet &c. Md pleyer undertiiden at legge sin Barcasse tillige med, et stykke ud fra Skiibet til Dreks, eller fast giort ved skiibets Anker Bøye, for ogsaa at Flagre, især naar md har Flage nok der til, og som md da kunde lade Flagre med Giøser som store nok til at bedække den. Det forstaar sig selv den da maae være fuld Tiltaklet med sine Master, som md da og kunde give høyere Master, ja end og 3de saa den saae ud som et lidet skib &c. Har md Flage nok kunde md end og lade 2de Barcasser saaledes Flagre tillige med og naar md ligger Fortøyet legge en ved hver Anker Bøye, da skiibet kom til at ligge mit imellem dem &c. Engelænderne bruger dette meget &c.

Som jeg nævnte for nogen tid siden, er jeg ret begejstret for Peter Schiønnings manuskript til en håndbog i praktisk sømandskab. Jeg har ikke læst samtlige sider endnu, men det står allerede nu klart, at det er den absolutte hovedkilde til viden om Søetaten i 1700-tallet. Den første halvdel af den tid, jeg arbejdede med min afhandling, følte jeg mig som en detektiv, der møjsommeligt gravede de få oplysninger af kulturhistorisk værdi frem fra spredte kilder. Nu er jeg ved at drukne i kulturhistoriske detaljer, og vil slet ikke kunne få alt “det sjove” med i den endelige afhandling. Jeg vil nedenfor nogle eksempler. Af hensyn til forståeligheden har jeg valgt at modernisere sproget i citaterne en smule, så alle kan være med.

Jeg har før nævnt de oplysninger om ferskvandets kvalitet om bord, som er anført i manuskriptet. Men jeg har fundet lidt mere. Bl.a. nævnes det, at der særskilt til officerernes brug på skandsen var opstillet to til fire “bojaner” – stenstøjskrukker, hvor man gjorde sig ekstra umage for at rense vandet. Dette vand var beregnet på officerernes madlavning og tevand. Når de blev fyldt, hældtes vandet igennem et dobbelt lag hårdug (flagstof) for at filtrere urenheder fra. Men der var stadig sedimenter tilbage i vandet. Derfor var der i bunden af krukken et lag småsten under en blyplade med huller i. Snavs og partikler bundfældede sig nede mellem stenene og blev ikke så let hvirvlet op, når man øste af vandet. Jeg synes, det er særligt interessant, at Schiønning nævner, at man for at rense vandet, hvis det er råddent, kan komme “rene gløder” i, da det får en bedre smag. Er dette en form for aktivt kul?

I et afsnit om regn og sygdom får vi en række oplysninger om officerernes og besætningens beklædning. Løse kapper af uld er “fortræffelige” i regnvejr, fordi de hænger løst om kroppen og derfor ikke bringer fugtigheden helt ind til huden så hurtigt, og oven i købet kan vrides, hvis det er slemt. Hatte foret med voksdug indvendig og på pulden nævnes som gode. Særlige regnslag af silketøj gennemtrukket med olie eller fernis fremhæves som gode til at holde regn ude, men de blæser let op (som en faldskærm) og ødelægges. Disse var nok forbeholdt officerer. De menige klarede sig med sejldugs-kavajer (jakker), der gerne måtte være lidt fedtede og tjærede. Folkene tjærede ofte deres tøj af samme grund. Nogle af folkene har “grønlandske kjoler” af sælhundeskind med sig, som også var gode til at holde regnen ude. Til gengæld brugte man ikke tøj af voksdug, hvilket Schiønning mente var ærgerligt, da det formentlig ville være effektivt.

Jeg har allerede skrevet alt for meget, og der er så meget mere, der er rigtig interessant. Eksempelvis, at vagten om bord som regel var inddelt i treholdsskift, selvom der i Søkrigsartiklerne står, at den skulle inddeles i to – Kongens og Dronningens Kvarter. Det tredje kvarter kaldtes “Prinsens Kvarter”. Der står selvfølgelig alt om, hvor hvem skulle stå under hvilke manøvrer. Hvor mange, der fik landlov ad gangen, etc. etc. etc. Det er et veritabelt skatkammer af totalt detaljeret viden. Og det er troværdigt. Der nævnes igen og igen “vi plejer” og “i Søkrigsartiklerne står der … men til daglig gør vi …”. I den kommende tid vil jeg prøve at lægge flere forskellige smagsprøver ud, så alle kan se, at det her er noget ud over det sædvanlige.

Figur 1. Orlogsmuseets model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752.

Modellen af DRONNING JULIANE MARIE fra 1752 er stærkt detaljeret og er udstillet delvist adskilt, så man kan kigge ind i skroget og se inddelingen af de forskellige dæk. Den er blandt verdens fornemste modeller af sin art.

Figur 2. DRONNING JULIANE MARIE, agterskib, detalje.

DRONNING JULIANE MARIES agterspejl med den balkon, der kaldtes vægtergangen. Adgang til vægtergangen gik via den fornemme øverste kahyt. Fra et vindue i sidegalleriet – ikke synligt her – var det muligt for kaptajnen at følge med i skibets sejlføring uden at forlade kahytten. Den underste kahyt har ikke balkon, men til gengæld stort lysindfald fra de mange vinduer. Her var skibets lyseste rum, hvor officererne havde deres messe. På næste tegning kigger vi indenfor i agterskibet.

Figur 3. Tegning af 60-kanoners skib. Marinens Bibliotek.

Her ses det indre af et dansk 60-kanonersskib på en tegning fra ca. 1760 af skibsbygger Kiønig, som findes på Marinens Bibliotek. Øverst ses kaptajnens kahyt med balkon og fornemme vægpaneler med ornamenter. Derunder ses den underste kahyt. Nedenunder den underste kahyt var arkeliet – se herom under figur 7 og 8. Under arkeliet var der forskellige forrådskamre.

Figur 4. Tegning af 60-kanoners skib. Marinens Bibliotek.

Lidt tættere på samme tegning. Her er det vigtigt at lægge mærke til, at der var faste skotter med døre i ind til de kamre, der fandtes på hver side ned mod mesanmasten. Kamrene får lys gennem vinduer ud mod den lysrige underste kahyt. I 1770′erne afskaffede fabrikmester Henrik Gerner de faste skotter og erstattede dem med sejldugsvægge, som var hurtigere at tage ned, når der skulle ryddes til klartskib. Kamrene omtaltes ikke som “kahytter”, det ord dækkede kun de fornemme rum.

Figur 5. Apteringstegning af DRONNING JULIANE MARIA, 1752, Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling a1184a.

DRONNING JULIANE MARIEs øverste kahyt og kamre til venstre, og underste kahyt og kamre til højre. De mange kamre skulle rumme i alt 14 officerer, kadetter, præsten og skibets læge. På denne tegning ses der 14 kamre, hertil kommer to på underste batteridæk og kamre til seks personer yderligere på banjerdækket. Dette afspejler formentlig, at et så stort skib skulle kunne fungere som flagskib med plads til ekstra stab. Men til daglig betød det formentlig blot, at der også blev kammerplads til kahytskriveren, overstyrmanden og måske overarkelimesteren.

Figur 6. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255.

En smuk tegning i Søetatens Kort- og Tegningssamling, der modsvarer Kiønigs på Marinens Bibliotek. Her har tegneren valgt ikke at tegne væggene til agterskibets kahytter, så her får vi et kig indenfor. Se de nedenstående billeder.

Figur 7. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255. Detalje af agterskibet.

Neden under den underste kahyt er “arkeliet”, hvilket egentlig var det rum, hvor der opbevaredes håndskydevåben og blankvåben, etc. Men her fandtes også en messe, hvor officerer og betjenter kunne spise. På lidt mindre orlogsskibe, hvor der kun var en kahyt og ikke en øverste og underste kahyt, var kahytten strengt forbeholdt skibets chef, og officererne havde da deres messe i arkeliet. Den kraftige rorpind bevægede sig fra side til side lige over hovederne på de spisende officerer i arkeliet.

Figur 8. Model af orlogsskibet DRONNING JULIANE MARIE. Detalje af agterskibet.

Arkeliet i modellen af DRONNING JULIANE MARIE. Den agterste del af det i øvrigt ubrudte nederste batteridæk, hvor de største kanoner var placeret. Bemærk hylderne til våben og andet af korporalens materiel. Ringene i dørken indikerer, at der skulle være plads til fire kanoner ud over officerernes spisebord, så pladsen var ikke så rigelig, som modellen måske skulle antyde.

Figur 9. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255. Detalje af agterskibet. Øverste og underste kahyt og kamre – bagbords side.

Figur 10. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255. Detalje af agterskibet. Øverste kahyt og til højre herfor formentlig chefens garderobe og kontor.

Figur 11. Gennemsnit af 60-kanoners skib, ca. 1760. Rigsarkivet, Søetatens Kort- og Tegningssamling, D1255. Detalje af agterskibet. Formentlig kaptajnens sovekammer med indbyggede skabe.

Figur 12. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, skandsen.

Skandsen på DRONNING JULIANE MARIE, 1752. I midten vagtbænken ved trappen ned til øverste batteridæk.Når skibet lå for anker, stod der en soldat i fuld mundering som skildvagt ved døren ind til kaptajnens kahyt. Trapper i styrbord og bagbord side går op til den del af agterdækket, som kaldtes “Hytten”. De to vinduer i styrbord og bagbord side var lyskilde til hhv. kaptajnens sovekammer og næstkommanderendes kahyt.

Figur 13. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, kulen.

Den midterste del af øverste batteridæk var “kulen”, denne fordybning foran mesanmasten var omgivet på hver side af “kobryggen”, der gav adgang til forskibet. Her foregik meget af arbejdet med at gå om gangspillet i midten og hale i forskellige tovender i forbindelse med ændringer og justering af sejlføringen. Lidt til venstre for midten øverst i billedet ses nedgangen til falderebet, hvorfra besøgende ville komme om bord. Under halvtaget på hver side af mesanmasten (som ikke er vist i modellen) var der adgang videre til den lukkede del af øverste kanondæk, hvorfra man kunne gå videre til den underste kahyt. Umiddelbart under falderebstrappen ses et kammer med vindue og dør. Tilsvarende kamre fandtes i den lukkede del af batteridækket.

Figur 14. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, underste batteridæk, detalje.

Et desværre lidt uskarpt foto viser officerskamre på underste batteridæk foran skottet ind mod arkeliet. Modellen er uhyre detaljeret og viser både seng, klapbord og sågar knagerække.

Figur 15. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, banjerdækket, detalje.

Detalje af banjerdækket (under nederste batteridæk). Her i forskibet ses en sektion – i billedets midte – hvor der er tre kamre med klapborde. Kammeret længst til venstre er vist med klapbordet slået op.

Figur 16. Model af DRONNING JULIANE MARIE, 1752, banjerdækket, detalje.

De samme kamre som ovenfor, blot set fra den anden side. Her ses, at der er to faste køjer i hver, den ene over den anden. Måske søkadetternes kamre?

Nat-Signaler for Hans Kongelige Majestets Orlogs Flaade og Signaler udi Taaget Vejer. Frederik d. 5.s atlas s. 38 i bd. 53.

I Frederik den 5.s Danske Atlas findes også ovenstående smukke signaltavle, der viser hvordan man signalerede med hhv. lanterner om natten og med kanonsalutter, musketsalver, hornsignaler, trommehvirvler og klokkeringen i tåget vejr. De fine tegninger af orlogsskibe i mørkt vejr er i øvrigt paralleller til Galtrups tegninger, hvilket ikke er noget tilfælde. Galtrup anfører netop, at hans tegninger kunne anvendes som forlæg til signaltavler, hvormed han mente tavler som denne. En eskadre kunne vælge at aftale interne, hemmelige signaler, som der så skulle være en tavle med på hvert skib i eskadren.

“Flaaden at forcere Seigl” om natten: ni kanonskud og tre tændte kampagnelanterner.

Signal til at ankre i tåget vejr: Tre gange to kanonskud, hornsignal, trommehvirvel og klokkeringen. Bemærk hvordan dette også er en fin billedkilde til udseende af horn, klokke og tromme – selvom de er forenklede.

At “Continuere Coursen” i tåget vejr. En musketsalve hvert halve glas (hvert 15. minut) og hornsignal.