Undersejls kuling! Fem danske orlogsskibe i høj sø. I forgrunden et 60-kanoners skib med underste batteridæks kanonporte lukkede, til vejrs er otte matroser i færd med at slå storsejlet under. Skibet må være enten SEYEREN eller SÆLLAND. Da der ikke særlig tit var udrustet så mange større orlogsskibe samtidig, må det dreje sig om en scene fra 1757, hvor en dansk eskadre var udrustet i anledning af Den Preussiske Syvårskrig. Skibet i baggrunden til højre for 60-kanonersskibet i midten fører kongeflag fra stortoppen og et blåt flag fra kampagnen. Det må være admiral Rømelings flagskib DRONNING JULIANE MARIE, 60. Den 29. august var eskadren ude i et voldsomt uvejr, hvor flere af skibene blev beskadiget, det er formentlig den begivenhed, der gengives. Gouache af Clemens Mogensen Rønneby, Orlogsmuseet.

Ved læsning af gamle skibsjournaler kan man godt lade sig forvirre af de forskellige betegnelser for vindstyrke. Hvad betyder de betegnelser egentlig? Der er hjælp at hente i Wolfhagens Marineordbog, hvor vindskalaen gengives både med de gamle betegnelser og de moderne værdier i Beauforts skala:

0 – Vindstille

1 – Laber Kuling

2 – Laber Bramsejls Kuling

3 – Bramsejls Kuling

4 – Merssejls Kuling

5 – Rebet Merssejls Kuling

6 – Torebet Merssejls Kuling

7 – Trerebet Merssejls Kuling

8 – Klosrebet Merssejls Kuling

9 – Undersejls Kuling

10 – Storm

11 – Orkanagtig Storm

12 – Orkan

Betegnelserne for vindstyrke 2 – 9 afspejler, hvilken sejlføring der var forsvarlig i denne vindstyrke. På ovenstående billede ses det, at der kun føres et undersejl på formasten : Altså undersejls kuling – men nok også ved at udvikle sig til storm!

Illustrationsside fra Koefoeds ordbog. En god ordbog har også billeder af de ting, der beskrives.

En relativt overset, men ikke desto mindre central kilde til oplysninger af kulturhistorisk karakter, er de forskellige marineordbøger. Der findes en række sådanne, hvoraf især C.L.L. Harboes “Dansk Marine-Ordebog” fra 1839 giver en række detaljerede oplysninger, som det ikke har været muligt at finde andetsteds. Harboes aktive tjeneste i Søetaten var i perioden 1802-41, hvor han blev kommandant i Nyboder. Forud for Harboes værk lå et enormt arbejde med at samle de mange ord og betydninger. Dette arbejde foregik i årene før dampteknologiens gennembrud i dansk søfart. Derfor må den moderne læser antage, at den begrebsverden, der afspejles i ordbogen, snarere griber tilbage til det 18. århundrede end foregriber det 20. Det er heldigt, at det forholder sig således, eftersom de øvrige marineordbøger, der findes fra perioden, primært beskriver tekniske fænomener og ikke giver et så generelt billede, som Harboe.

Harboe var ikke den første, der havde forsøgt sig i genren marineordbøger. Også kollegaen Georg Albrecht Koefoed havde i 1780′erne forfattet et stort manuskript, som dog ikke blev udgivet i hans egen levetid. Det blev først genfundet langt senere og publiceret af Handels- og Søfartsmuseet i 1993. I forhold til Harboes ordbog, var Koefoeds dog mere rettet mod det tekniske, og indeholder derfor ikke så mange kultur- og socialhistoriske oplysninger som Harboes bog.

Det er f.eks. i Harboes marineordbog, man under opslaget “Agtertrappe” kan læse, at det kun var chefen, officerer, kadetter og civile betjente, der normalt var berettiget til at opholde sig på skansen. Harboe (1789-1857) var dansk søofficer, og uddannet i begyndelsen af 1800-tallet. Et andet eksempel på den type oplysninger, jeg har fundet i marineordbøgerne, er beskrivelsen af hvad en “bakke” var for noget. Mandskabet var om bord inddelt i “bakker”. I Søkrigsartiklerne fra 1752 opereres med bakker som enhed, men intet sted anføres, hvor mange der var i en bakke. Der anføres blot, at der i hver bakke skulle der være mindst en opløber eller dreng. Betegnelsen viste tilbage til den “bakke” – en stor træskål, som maden ombord serveredes i. Folkene i en bakke spiste sammen og formentlig oprindeligt af en og samme bakke. Jeg undrede mig længe over, hvor man kunne læse, at der var otte mand i en bakke? Svaret fandt jeg i marineordbøgerne. Både i G.A. Koefoeds Søe-Ordbog og Harboes noget senere Dansk Marine-Ordbog angives, at der var otte mand i en bakke. Koefoed siger dog syv-otte.

Det er typisk, at noget viden selv af forskere har været antaget som så selvfølgelig, at ingen gad at henvise til marineordbøgerne.

Et eksempel er den klassiske piskescene, som kendes i diverse film om Mytteriet på Bounty, etc. Her bindes delinkventen til et oprejst ristværk, således at kroppen er formet nogenlunde som et Y eller X. Jeg har altid forestillet mig, at det var en slags standard til søs. Imidlertid har jeg slet ikke kunnet finde noget belæg for, at det foregik på den måde. Tværtimod ses det af de danske kilder, at den der skulle kattes eller piskes, blev bundet fast til en kanon på dækket. Hvordan det helt nøjagtig foregik, kan jeg ikke sige ud fra de kilder, jeg har fundet. Men det faste udtryk “at bankes for Canonen” siger jo næsten det hele.

I øvrigt anvendtes i den danske flåde en “nihalet kat” med hele 13 “haler”. Et udstillet eksemplar kan ses på Orlogsmuseet.

“Trampemaskine” fra første halvdel af 1700-tallet, Orlogsmuseet, den historiske modelsamling.

“Søbagge” konstrueret af Henrik Gerner, 1774, Orlogsmuseet, den historiske modelsamling.

Denne model bruges ofte som eksempel på, hvordan menneskelighed nød fremme i slutningen af 1700-tallet. I modsætning til den ovenstående var den nemlig drevet ved hestekraft. To heste gik i om spillet og drev spandkæden, der gravede mudderet op fra havnens bund. Maskineriet var meget rost i sin samtid, og Henrik Gerner var generelt højt estimeret for sin duelighed som skibskonstruktør.

Men når man har brugt de to modeller som ikoner på hhv. det gamle samfunds umenneskelige misbrug af straffefanger, og oplysningstidens humane fremskridt, er det en misforståelse. For det første blev den ældre model drevet af frie matroser, som ganske vist ikke nød arbejdet, men i hvert fald havde kontrakt og modtog løn. For det andet fandtes der hestedrevne muddermaskiner helt tilbage i 1600-tallet. Vi skal som historikere med andre ord altid være meget forsigtige med at anvende denne form for forenklede eksempler. For disse eksempler passer måske godt ind i et hegelsk verdensbillede, hvor vi alle går mod lysere og bedre tider; men hvis de samtidig forvrænger, hvad vi rent faktuelt ved om fortidens virkelighed, så er det knap så godt.

Som I nok husker, opererer Bourdieu med tre hovedtyper af kapital: Social, kulturel og økonomisk kapital. Økonomisk kapital behøver ikke nærmere introduktion, mens social og kulturel kapital nok gør. Den kulturelle kapital er den enkeltes ressourcer i form af f.eks. uddannelsesbaggrund og dannelse. Den sociale kapital manifesterer sig eksempelvis i familiebaggrund og netværk. Det fjerde kapitalbegreb – den symbolske kapital, er i og for sig i transformeret form de andre former for kapital, efter at de er blevet anerkendt af andre. Det lyder indviklet, men det er egentlig logisk nok, at det ikke var nok for en søofficer blot at have uniform på for at opnå anerkendelse som rigtig officer. Der skal noget andet og mere til. Tag blot eksemplet Peter Schiønning: Veluddannet, økonomisk velfunderet og med et godt netværk, men efter hans katastrofale togt til Vestindien i 1780-81 er den økonomiske, sociale og kulturelle kapital ikke nok til at redde ham. For da han i mange officerers øjne ikke havde forsvaret flagets ære, havde han fortabt sin egen ære. Den økonomiske, kulturelle og sociale kapital kunne med andre ord ikke omsættes til symbolsk kapital længere. I samtiden talte man ikke om “symbolsk kapital”, men “ære” snakkede man meget om. Jeg har ikke helt besluttet mig for, om “ære” og “symbolsk kapital” er helt synonyme begreber, men det er i hvert fald tæt på.

Bourdieus begreber har dog efter min mening nogle centrale svagheder. Især synes jeg, den kulturelle kapital er meget uhåndgribelig. Den har været meget tæt forbundet med det enkelte individs personlige egenskaber, som det er svært at måle på århundreders afstand. Sproglige og mundtlige færdigheder såsom formfuldendt tale og korrekt udtale er ikke til at måle, med mindre man har samtidige subjektive optegnede vurderinger af dem. Og fysiske udfoldelser, som vi ved, der blev lagt stor vægt på i samtiden, er ligeledes umålelige. Hvor godt dansede den enkelte officer, var han god til at hilse korrekt? Det er svært at vide, men kan have haft stor betydning. Jeg synes også, det er svært at sige, om enkelte detaljer er udtryk for den ene eller anden type kapital. Tag for eksempel en officers felttegn (den silkesnor med kvast, som officerer bærer i kårdefæstet som tegn på deres status som officer). Det er en håndgribelig manifestation af social økonomi, idet den er et tegn på, at bæreren tilhører en bestemt gruppe. Men felttegnet er også et udtryk for kulturel kapital (ligesom i øvrigt resten af uniformen og officerens fysiske fremtoning). Og til sidst kan det nævnes, at felttegnet kan være helt nyt eller gammelt og slidt og dermed indikere bærerens økonomiske formåen. Så som med så meget andet i livet giver Bourdieus kapitalbegreber ikke noget helt entydigt svar på alting – og det ville også være kedeligt, for livet er jo mangfoldigt og ting ofte flertydige.

Her kan du se en liste over Tycho Brahes-dage – er du overtroisk?

Januar: 1. 2. 4. 6. 11. 12. 20.

Februar: 11. 17. 18.

Marts: 1. 4. 14. 15.

April: 10. 17. 18.

Maj: 17. 18

Juni: 6.

Juli: 17. 21.

August: 20. 21.

September: 16. 18.

Oktober: 6.

November: 1. 6. 18.

December: 6. 11. 18.

Ud over det ovenstående har jeg også på Gunner Linds foranledning forsøgt at udtænke flere diagrammer over besætningens roller i forskellige situationer. Diagrammer er sunde at få forstand og overblik af, selvom de naturligvis også kan blive FOR forenklende. Og Word 7 er i stand til at lave en masse sjove udformninger for en via funktionen “smart art”. Jeg skal forsøge at vise, hvordan diagrammerne ser ud, når jeg i en ledig stund har fundet ud af, hvordan jeg konverterer dem til jpg-filer, som jeg kan lægge her på siden.