Ifølge Frederik 5.s Søkrigsartiklers § 566 var det strafbart at desertere. Her kunne man læse, at: Ingen maae undvige, eller bortløbe. Er det en Gemeen, da skal han hænge fra Raa-Nokken: Er det en Under-Officier, da belægges han med samme Straf.
General-Pardons-Patent fra 1742. Man må forestille sig, at patentet har været slået op som plakat i toldboder og rådhuse, etc.
Men det forekom alligevel hyppigt, at gode og erfarne folk “undveg uden Forlov” – altså stak af. Forekomsten af desertioner var hyppige, og var begrundet dels med ulyst til tjenesten, dels “lyst til at fahre”, altså at den enkelte sømand hellere ville sejle på verdenshavene end at forrette tjeneste i Søetaten. Der var så mange deserterede, at det ikke ville have været realistisk at forsøge at henrette dem alle, efterhånden som de blev pågrebet. I stedet blev der rutinemæssigt udstedt et “General-Pardons-Patent”. Sådanne patenter udstedtes i følgende år efter Store Nordiske Krig: 1719, (forlænget 1722), 1732, 1742, 1748, (forlænget 1749), 1762, (forlænget 1763 og 1764), 1770, 1777 (forlænget 1781 og 1783). Søfolkene kunne efter udstedelsen af sådan et patent frit melde sig ved deres sølimit eller division og igen blive indskrevet i rullen. Vel at mærke uden at de straks skulle melde sig til tjeneste igen. Efter 1783 blev der ikke udstedt flere general-pardons-patenter.
